Regelefterlevelsens vogter

Karriere Som embedsdyrlæge i Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold arbejder Nicoline Mammen Nordgaard for at sikre øget regelefterlevelse og skabe bedre vilkår for dyrevelfærd, hvilket bidrager til at beskytte både dyr og samfund.

Nicoline Beskåret © Privat
Interview

Dyr, kontrol, forskning eller noget helt andet? Dyrlægens arbejdsområder favner bredt – her kan du få et indblik i de mange forskellige jobmuligheder, dyrlægetitlen fører med sig.

Siden 1. juni sidste år har Nicoline Mammen Nordgaard været ansat som embedsdyrlæge på Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold (VRH). Først som vikar - siden blev hun fastansat.

VRH er en specialenhed under Fødevarestyrelsen, der spiller en central rolle i at sikre dyrevelfærd og korrekt brug af veterinærmedicin. Enheden reagerer på mistanke om regelbrud og udfører kontroller hos praktiserende dyrlæger, i besætninger og ved dyretransporter. De samarbejder tæt med myndigheder som politiet og Toldstyrelsen, og arbejder aktivt for at bekæmpe snyd og svindel omkring dyrevelfærd og dyresundhed.

Hvad består dit arbejde i?

Mit arbejde er meget varierende. På VRH er vi opdelt i teams. Vi er omkring 25 medarbejdere, heraf to chefer, to administrative medarbejdere og tre jurister. Resten er dyrlæger. De faglige teams, vi arbejder i, inkluderer Team Transport, Team Fjervildt, Team Gult kort, Team Hunde, Team Dyrlægeanmeldelser, Team VRH-sager og Team Dyrlæger. Derudover deltager vi i kampagner, ERFA-grupper og meget mere.

Jeg er med i tre teams: Team Dyrlæger, Team Dyrlægeanmeldelser og Team Hund. I år har jeg blandt andet været med til dialogmøder med praktiserende dyrlæger og deltaget i VetStat-kontrolkampagner. Her i efteråret venter nye opgaver, hvilket gør arbejdet både spændende og afvekslende.

Hvordan er du havnet i lige netop dette job?

Jeg havde ingen ide om, hvad det helt var, jeg havde sagt ja til, men jeg var klar til at prøve kræfter med noget nyt, og VRH virkede som et godt sted. Jeg er dyrlæge fra 2013, og efter 10 år i smådyrspraksis havde jeg brug for nye udfordringer. Selvom jeg havde gode kollegaer og et spændende job, følte jeg alligevel, at noget manglede. Jeg så en jobannonce på DDDs hjemmeside, og noget fangede min interesse. Jeg ringede til chefen for at høre mere om jobbet. Jeg var usikker på, om jeg var klar til at forlade praksis, men efter en god samtale med min nuværende chef, Majbritt Birkmose, besluttede jeg mig for at søge. Efter mange overvejelser og sommerfugle i maven sagde jeg ja til jobbet – og jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Jeg havde ingen ide om, hvad det helt var, jeg havde sagt ja til, men jeg var klar til at prøve kræfter med noget nyt, og Veterinærrejseholdet virkede som et godt sted.

Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?

Mit arbejde er meget alsidigt, så dagene er sjældent ens, men der er en typisk struktur i ugen. Jeg er så heldig at arbejde 30 timer om ugen, hvilket giver mig mulighed for at balancere arbejde og familieliv – for mig betyder det en fire dages arbejdsuge.

Min uge begynder typisk med en kontordag i Herning. Her er det dejligt at se Herning-kollegaerne fysisk. Jeg har også kollegaer i Vejen og Aalborg. Mandagen er ofte fyldt med møder, mens resten af ugen planlægger jeg selv. Typisk er der en kontroldag ude i marken og to hjemmearbejdsdage, men det kan variere efter behov. Min arbejdsuge er ikke nødvendigvis identisk med mine kollegaers, da nogle kører flere kontroller, end jeg gør.

Når jeg arbejder fra kontoret, forbereder jeg kontroller og behandler dyrlægeanmeldelsessager, som indebærer meget skriftlig korrespondance. Selvom jeg ofte arbejder hjemmefra, har jeg stadig tæt samarbejde med kollegaerne via onlinemøder og telefon. En kontordag kan også omfatte »VRH-vagten«, hvor vi visiterer de anmeldelser, der kommer ind den pågældende uge. I travle vagter kan vi blive sendt ud på kontrolopgaver rundt omkring i Danmark.

Eksempler på kontroller, jeg har deltaget i i første halvår af 2024, inkluderer kontrol af vores dyrlægekollegaer i praksis, hvor fokus var på anmeldepligten. Jeg har også været med på hundekontroller, hvor vi besøger meget forskelligartede hundeejere for at sikre, at lovgivningen bliver overholdt.

Hvad er det mest spændende ved dit job?

Der er mange spændende aspekter ved mit job, så det er svært at vælge ét. Jeg nyder variationen og synes, det er ekstremt spændende at bruge min veterinærviden på en ny måde og bidrage til Fødevarestyrelsens arbejde. Det er også meget givende at arbejde sammen med dygtige kollegaer, hvilket i høj grad bidrager til arbejdsglæden.

Hvordan gør du en forskel med dit arbejde?

Jeg håber, at mit arbejde gør en forskel på flere områder. Når vi rapporterer opad i systemet, håber jeg, at det på sigt kan føre til politisk fokus på visse områder og påvirke lovgivningen, så den er brugbar og fungerer optimalt.

Jeg håber også, at jeg med mine kontroller kan sikre større regelefterlevelse og dermed bedre vilkår for blandt andet vores dyr. Vi er også med til at sikre lige konkurrencevilkår, når vi fører kontrol med, at reglerne bliver fulgt.

Jeg er også bevist om, at det sjældent er rart at få besøg af Fødevarestyrelsen, men jeg håber, at jeg gør en forskel over for de personer, jeg kontrollerer, ved at sørge for, at kontrollen er så behagelig som muligt, og at de føler sig set, hørt og respekteret.

Hvad ser du som den største faglige udfordring på dit område?

Fødevarestyrelsen er en stor organisation, og nogle gange kan der være langt fra kontrollen og hele vejen op igennem systemet. Ikke al lovgivning giver mening for alle, og nogle gange rammer loven skævt i forhold til hensigten eller er ikke præcis nok til, at vi kan gøre en forskel.

I mit nuværende job spiller økonomi og politik også en stor rolle, hvilket både kan være frustrerende og spændende.

Nicoline Mammen Nordgaard

Som dyrlæge i klinisk praksis er man vant til, at en stor del af arbejdet er fagligt funderet. I mit nuværende job spiller økonomi og politik også en stor rolle, hvilket både kan være frustrerende og spændende.

Jeg har ikke en konkret løsning, men jeg tror på, at hvis der er fokus og ærlighed omkring, at dette kan være et reelt problem, kan vi mindske det. Heldigvis arbejder jeg sammen med rigtig mange dygtige kollegaer i både VRH og Fødevarestyrelsen, som gør deres bedste for, at systemet fungerer optimalt.