Som formand for en forening er det måske behæftet med en smule redundans at sige, at man tror på fællesskaber – men det gør jeg altså. Jeg har en helt fundamental tro på, at når vi står sammen, så kan vi opnå meget mere, end vi ville kunne som individer.
Det samme gjorde de dyrlæger, der for 175 år siden grundlagde vores forening. Og det er den tro, der til stadighed holder sammen på Den Danske Dyrlægeforening alle disse år senere.
Det synes jeg oprigtigt talt er imponerende, for både verden, samfund og dyrlægeprofession har immervæk udviklet sig meget i løbet af de sidste 175 år. Men dedikationen til fællesskabet har sikret, at DDD stadig står – i dag som en enhedsforening, der har udviklet sig i takt med dyrlægeprofessionen, for at kunne rumme de mange retninger, som vores fag har udviklet sig til at kunne rumme.
I vores lille danske samfund er vi også kommet langt. Vi har opnået stor velstand, og der er i stigende grad blevet plads til at dyrke individet, selvrealiseringen og selvstændigheden. Det er selvsagt fantastisk, at vi i dag har mulighederne og ressourcerne til at fokusere på, hvad der skaber værdi og livskvalitet for os hver især.
Men dette individfokus har også den slagside, at det sætter fællesskaber under pres – også fællesskaber som det vi har i DDD. Vi vil ikke længere bare være én i mængden, men derimod ses og serviceres som de individer, vi er. Det stiller store krav til en lille forening som vores – og det er desværre også krav, som vi til tider kan have svært ved at honorere.
Jeg er jo bare én ud af en lang række formænd – det er nødvendigt, at I medlemmer også tror på tanken om fællesskabet
Vi står foran en opbrydning af fællesskaber i mange sammenhænge, men jeg tror stadig på dem – hvor naivt det end kan forekomme. Tror på, at vi i flok kan løfte og forandre mere, end hver enkelt kan. Men det er ikke nok, at jeg tror på tanken – jeg er jo bare én ud af en lang række formænd – det er nødvendigt, at I medlemmer også tror på tanken om fællesskabet.
Det er helt uundgåeligt, at DDD gennem tiden igen skal omstruktureres – det er allerede sket mange gange for at tilpasse DDD til det samfund, vi lever i, og jeg tror på, at vi nu er ved at være modne til endnu en større omstrukturering. Men først skal vi blive enige om, at vi vil fællesskabet.
Hvad vil vi med vores forening? Hvordan kan vi rumme alle dyrlæger i Danmark? Og kan vi overhovedet det?
Jeg synes, at vi skal starte samtalen allerede nu. Jeg forsøger at tage hul på den til mine zoommøder den første tirsdag i hver måned, og jeg vil klart opfordre til, at man kommer til generalforsamlingen og er med til at forme foreningens fremtid.
Jeg glæder mig til at se dig – både til dyrkelsen af vores fællesskab til årsmødet den 24.-25. oktober, men også til sikringen og udviklingen af det til generalforsamlingen den 24. oktober.
