De tavse forskere

Kvælstofudledningerne fra det danske landbrug var faldende fra midt i 1990’erne og indtil cirka 2010. Men så observerer forskere på Aarhus Universitet, at udledningerne ikke falder mere. De stiger faktisk, hvilket forskerne diskuterer flittigt internt. Hvad er retningen på det her?

I 2019 skriver en af dem, professor på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet Stiig Markager, i et debatindlæg i Berlingske, at udledningerne har været markant stigende fra 2012 og fremefter.

Kort tid efter modtager han et brev fra en advokat for Bæredygtigt Landbrug om, at hans påstand er ærekrænkende. Hvis han ikke trækker den tilbage, vil han blive stævnet, for udtalelsen kunne give et indtryk af, at landmænd er miljøsyndere.

- Jeg kan se på tallene, at min påstand er rigtig. Desuden er der ytringsfrihed i Danmark, og jeg vil ikke trues på den måde. Så jeg ignorerer brevet, siger Stiig Markager, der den 8. juni 2021 - efter afgørelsen i retten i Hillerød, der havde ladet vente på sig på grund af en pandemi - sagde:

- Jeg er blevet frifundet fuldstændig. Der står direkte i dommen, at min udtalelse ikke kan krænke nogens ære. Det må være en total sejr for forskeres ret og pligt til at bidrage til den offentlige debat.

Men i Bæredygtigt Landbrug mener man også, at man har fået en sejr. For selvom man under retsmødet ender med at indrømme, at Markagers udsagn om udledningen af kvælstof godt kunne være korrekte, så fastholder man alligevel efterfølgende i en pressemeddelelse, at retssagen har vist, at »den forvirrede professor« har en manipulerende tilgang til sin faglighed.

Kunne denne sag være opskriften på, hvorfor flere og flere danske forskere ikke ønsker at debattere offentligt, er tilbageholdende med at offentliggøre ubekvemme forskningsresultater og vælger at melde pas, hvis der en journalist, som henvender sig?

Forskere takker nej

I marts måned i år skrev prodekan for myndighedsbetjening ved Faculty of Technical Sciences Ole Hertel i et debatindlæg i universitetsavisen Omnibus om de danske forskeres manglende lyst til at tale med journalister:

- Dygtige forskere med en naturlig interesse for at formidle deres resultater takker nej til omtalen. Tonen har ganske enkelt nået et niveau, hvor det sikreste er at holde sig helt ude af debatten. Det er allerede et stort problem, der desværre er i fortsat vækst. Og det er os alle sammen, der taber ved det.

Stiig Markager nærmer sig pensionsalderen og sidder i en rimelig sikker fastansættelse på Aarhus Universitet. Han indrømmer gerne, at det er en vigtig medvirkende årsag til, at han ikke har noget imod at deltage i debatter, som kun få forskere har mod på at stille op til – og med god grund, understreger han.

- Det altafgørende succeskriterie for din ansættelse som forsker i dag er, at du kan skaffe penge. Så hvis du er en 40-årig talentfuld forsker på vej op ad karrierestigen, så vil du nødig lægge dig ud med de magtfulde organisationer eller store fonde. Det kan kraftigt påvirke dine muligheder for at få ekstern finansiering, hvis du fører dig kritisk frem eller offentliggør ubekvemme undersøgelsesresultater. Vi får ikke en troværdig forskning, før forskerne har en grundbevilling, som gør, at en langt større del af forskningen holdes fri af erhvervsinteresser og politiske interesser, siger Stiig Markager.

Sæt forskningen fri

I 2017 viste en undersøgelse på tværs af fakulteter, stillingskategorier og typer af forskningsopgaver og finansieringsformer på Aarhus Universitet, at en gruppe forskere oplever pres i forhold til at ændre forskningsresultater eller helt at undlade publicering.

Undersøgelsen viste også, at der er signifikant større sandsynlighed for, at forskere, der deltager i myndighedsbetjening eller indtægtsdækket virksomhed for ministerier, kommuner, private virksomheder eller interesseorganisationer, oplever presset.

Samme år landede Danmark i en undersøgelse fra Lincoln University som nummer 24 ud af 28 europæiske lande målt på akademisk frihed. Det er ikke gået fremad siden – tværtimod, mener tidligere ph.d.-studerende i statskundskab og konsulent i Klimabevægelsen Maria Toft, der i år, sammen med professor Ole Wæver, har etableret »Forskerbevægelsen«, som på græsrodsmaner vil kæmpe for fri forskning.

- Der er hen over de sidste 20 år blevet opbygget en tavsheds- og frygtkultur herhjemme, som er direkte ødelæggende for kvaliteten af den forskning, der bliver bedrevet. Især på politisk sensitive områder som indenfor kønsstudier og migrationsforskning, men også forskningsområder med store erhvervsinteresser som fx landbrugsområdet, hvor organisationerne er meget stærke og i sundhedsforskningen, hvor Novo Nordisk Fonden uddeler cirka fem gange så mange penge til forskning som den danske stat, siger Maria Toft, der i 2022 var en af initiativtagerne til kampagnen »Sæt forskningen fri«, hvor man formulerede »Frihedsbrevet«, som på en uge samlede 2252 underskrifter fra forskere.

- Når man tager i betragtning, hvor lidt aktivistiske forskere generelt er, så er det et meget stort antal underskrifter, som vidner om, at forskningsmiljøerne lider under den manglende frihed. Man risikerer at blive angrebet personligt af politikere, interesseorganisationer eller borgere, hvis man fører sig kritisk frem eller blot taler frit om den forskning, man bedriver. Og ikke mindst risikerer man at blive bremset i sin karriere eller at blive fyret, siger Maria Toft.

Frihed til at være ægte nysgerrig

Forskningsverdenen er en lukket boble, som man skal befinde sig inde midt i for at forstå, hvor ødelæggende tavsheds- og frygtkulturen er for kvaliteten af forskningen, mener Maria Toft.

- Resultatet er, at der er opstået et stort mørketal af tavse forskere, der sidder inde med vigtig viden, som de ikke tør dele med deres omverden. Det er et kæmpe idépotentiale, der ikke bliver forløst – i en tid, hvor der er brug for frie og uafhængige forskere mere end nogensinde. Det er blevet svært at navigere i, hvad der op og ned i verden, fordi vi lever i en fake news-kultur, hvor vi ikke længere kan stole på, om videnskabelige resultater er bestilt af stærke kommercielle eller politiske interesser, mener Maria Toft.

- Forskerkulturen er i stadigt højere grad lagt an på at kunne levere de »rigtige« svar fremfor at stille de gode spørgsmål. Men det er, når forskere tør stille kritiske spørgsmål, at magien sker. For at være ægte nysgerrig og videbegærlig skal man have friheden til at være det. Det kræver, at man ikke bliver angrebet for at ytre sig. Men det kræver faktisk også, at man får ressourcer til at være nysgerrig, hvilket blandt andet betyder adgang til de relevante data.

Op mod 30 procent af bruttonationalproduktet i den vestlige verden skyldes de spørgsmål Niels Bohr - ud af nærmest barnlig glæde - stillede, og som førte til en videnskabelig revolution, pointerer Maria Toft.  Og Frihedsbrevet, som flere tusinde forskere skrev under på i 2022, slutter således:

- Bohr skabte et forskningsmiljø i Danmark, som i sandhed trak de helt store tænkere til sig, og jo mærkeligere spørgsmålene var, desto bedre. I den forbindelse sagde Bohr engang til Wolfgang Pauli efter dennes præsentation af sin nonlineære feltteori om elementarpartikler: »Vi er alle enige om, at din teori er skør. Spørgsmålet, som splitter os, er, om din teori er skør nok til at være sand?«. Tænk, hvis vi i Danmark kunne skabe et sådant miljø igen, slutter Maria Toft.