Transportegnethed - et vanskeligt begreb
Alle dyrlæger, der har erfaring med vurdering af transportegnethed, ved, at der kan være tilfælde, hvor det er svært at vurdere. Ét er at vurdere dyrets kliniske tilstand her og nu, men kompleksiteten stiger, når man derudover skal vurdere, hvordan den konkrete planlagte transport vil påvirke dyret. Der skal i denne vurdering tages hensyn til en lang række risikofaktorer som fx temperatur, læssetæthed, rute, kørestil, adgang til foder og vand, pauser og omlæsninger. Og selvom vi dyrlæger har et solidt fundament af viden om patologi og fysiologi at stå på, kan der opstå tvivlstilfælde.
Landmænd skal træffe beslutninger om egnethed til transport på regelmæssig basis. I Danmark transporteres cirka 450.000 kvæg til et nationalt slagteri hvert år, heraf cirka 165.000 udsætterkøer. Derudover eksporteres cirka 100.000 kvæg – flertallet er spædekalve bestemt til opfedning i andre EU-lande og drægtige kvier, hvoraf nogle sendes til andre EU-lande, mens andre skal til fjernere destinationer som fx Tyrkiet og Kasakhstan. Som sådan spiller landmænd en vigtig rolle i at sikre dyrevelfærden under transport.
I løbet af de seneste årtier har landmænds synspunkter, opfattelser og viden om forskellige aspekter af dyrevelfærd fået mere videnskabelig opmærksomhed, som gennemgået af Balzani og Hanlon (2020), men relativt lidt er kendt om deres viden, beslutningsprocesser og eventuelle tvivl med hensyn til dyretransport. Et studie af Dahl-Pedersen et al. (2018a) viste, at landmænd, chauffører og dyrlæger i bedste fald var moderat enige, når de vurderede malkekøers transportegnethed i forhold til halthedsscore, og landmænd var mindst enige både inden for deres egen gruppe og med de to andre grupper, chaufførerne og dyrlægerne.
Landmændenes erfaringer og udfordringer med transportegnethed
For at undersøge dette nærmere foretog Københavns Universitet i 2020 en spørgeskemaundersøgelse blandt danske landmænd. Spørgeskemaet bestod af 18 spørgsmål, der var en blanding af demografiske spørgsmål og spørgsmål,
der fokuserede på erfaringer med vurdering af transportegnethed af kvæg samt en mulighed for at tilføje kommentarer.
Når man tolker resultaterne af denne undersøgelse, skal det huskes, at stikprøvestørrelsen var ret lille - Danmark har cirka 2.500 mælkeproducenter samt et antal mindre kødkvægsbesætninger – og at stikprøven heller ikke blev tilfældigt udvalgt, men baserede sig på en såkaldt convenience sampling. Det er muligt, at deltagere med en særlig interesse i emnet er overrepræsenterede. Derudover har webbaserede spørgeskemaundersøgelser en række kendte begrænsninger såsom selvrapporteringsbias, men det er alligevel en accepteret måde at undersøge tendenser på.
I alt 119 fuldførte spørgeskemaer blev inkluderet. Det var ikke muligt at beregne en svarprocent, da spørgeskemaet blev delvist distribueret via Facebook.
Demografi
Flertallet af respondenterne var gårdejere (85 %). Gennemsnitsalderen var 44 år (18-70), og flertallet (88 %) havde mere end 10 års erfaring med kvæg, kun 3 % havde < 3 års erfaring. De fleste var faglærte landmænd (83 %).
Transportpraksis
Flertallet (68 %) fik dyr transporteret mellem 1 og 4 gange om måneden, 21 % mindre hyppigt, og 11 % mere hyppigt. Voksent kvæg udgjorde den største gruppe af transporterede dyr (58 %), og det mest almindelige formål med transporten var til slagtning på et nationalt slagteri (70 %).
Viden om transportegnethed
De fleste af respondenterne (85 %) angav, at de var bekendt med lovgivningen vedrørende kvægs transportegnethed og kendte flere eller de fleste regler. Dog angav flere end halvdelen (59 %), at de meget ofte, ofte eller nogle gange fandt det svært at forstå reglerne (se tabel 1).
Respondenterne blev spurgt, hvordan de havde lært at vurdere transportegnethed og måtte til dette spørgsmål angive mere end ét svar: 60 % svarede, at de havde lært det af en dyrlæge, 60 % svarede, at de havde lært det af en chauffør, og 60 % svarede, at de var selvlærte, 32 % svarede på landmandsuddannelsen, og 10 % svarede, at de havde lært det af en kollega. To tredjedele af respondenterne følte sjældent eller aldrig, at de manglede viden om vurdering af egnethed til transport, mens en tredjedel følte, at de i det mindste nogle gange manglede viden (se tabel 1).
Vurdering af transportegnethed
Næsten halvdelen af respondenterne (49 %) baserede deres vurdering af et specifikt dyr på en undersøgelse af dyret lige før læsning, mens 35 % ville kombinere en sådan undersøgelse med dyrets historie, 16 % ville ikke inkludere en undersøgelse, men basere deres vurdering enten på observation af dyret fra afstand eller dyrets historie. Ingen svarede, at de ikke foretog nogen vurdering overhovedet. Femten procent svarede, at de ofte eller nogle gange havde transporteret et ikke-transportegnet dyr, og 86 % svarede, at de aldrig eller sjældent havde transporteret et ikke-transportegnet dyr. Ingen svarede, at de havde transporteret et ikke-transportegnet dyr meget ofte (se tabel 1).
Tvivl om transportegnethed
Kun tre procent af respondenterne svarede, at de oplevede at være i tvivl om et dyrs transportegnethed meget ofte eller ofte. Lidt færre end en tredjedel af respondenterne (29 %) svarede at opleve tvivl nogle gange, mens flertallet (68 %) svarede, at de aldrig eller sjældent oplevede tvivl (se tabel 1).
I tvivlstilfælde, hvor respondenten ikke sikkert kunne afgøre, om dyret var transportegnet eller ej, ville flertallet lade dyret vente til næste planlagte transport og imens placere dyret enten i en sygeboks (14 %) eller i dets sædvanlige staldafsnit (32 %). En ud af fire ville bede om chaufførens mening, og en ud af fem ville bede om dyrlægens mening. Kun en procent ville forsøge at sende dyret af sted alligevel.
Tabel 1. Svar på fem spørgsmål fra spørgeskema sendt til danske landmænd for at indhente viden om deres erfaringer med at vurdere kvægs transportegnethed. N = 119.
Halthed er særligt svært
Halthed var den tilstand, der gav mest anledning til tvivl om transportegnethed. I alt rapporterede 87 %, at dette var den vanskeligste tilstand at vurdere. To tredjedele af respondenterne svarede, at de meget ofte eller ofte følte sig i stand til at vurdere, om et dyrs tilstand ville forværres under transport, men en tredjedel følte sig kun nogle gange eller sjældent sig i stand til at vurdere dette (se tabel 1).
Adskillige studier har vist, at landmænd ofte undervurderer forekomsten af halthed i deres besætninger og kan have svært ved at udpege halte køer. Det er derfor ikke overraskende, at halthed er den tilstand, som landmænd finder klart mest vanskelig at vurdere. Tilsvarende resultater fandt Herskin et al. (2020) for landmænd, der skulle vurdere transportegnethed hos udsættersøer. Dahl-Pedersen et al. (2018b) har tidligere vist, at 31 % af danske udsætterkøer var halte før transport til slagteriet, og at selv transporter af kort varighed kan forværre halthed (Dahl-Pedersen, 2018c).
Disse resultater peger på, at halthed bør være et fokuspunkt i fremtidig forskning og undervisning i transportegnethed. Det er dog vigtigt at huske, at halthed kun er en del af vurderingen af egnethed til transport, og andre kliniske tilstande kan være lige så vigtige. For at opnå en bedre forståelse af den komplekse opgave med at vurdere egnethed, bør fremtidig forskning også inkludere andre kliniske tilstande, fx huld.
Uens vurderinger skaber frustration
Til sidst havde respondenterne mulighed for at tilføje kommentarer. 49 respondenter (41 %) havde kommenterer, der hovedsageligt vedrørte to problemer:
1) En væsentlig fælles frustration blandt respondenterne var, hvad de betragtede som mangel på ensartethed og forudsigelighed i vurderingen af transportegnethed udført af dyrlæger, især de dyrlæger, der foretog levende syn på slagterierne. Landmændene fandt det meget svært at acceptere, at fx en ko, hvis sygdomshistorie de kendte godt, og hvis transportegnethed de havde diskuteret med chaufføren og/eller besætningsdyrlægen inden læsning, kunne risikere at blive bedømt ikke-egnet til transport ved ankomsten til slagteriet. Nogle respondenter nævnte, at på grund af frygt for at vurdere forkert og i værste fald blive politianmeldt, var de ikke villige til at tage den mindste chance.
Flere respondenter oplyste, at de oftere ville spørge chaufføren om råd vedrørende et dyrs transportegnethed, end de ville spørge dyrlægen. Der kan være flere grunde til dette. Fx er det praktisk, da chaufføren allerede er på gården, og rådgivningen er gratis, og måske endnu vigtigere har chaufføren en unik erfaring at trække på, da vedkommende – i modsætning til landmand og dyrlæge – ser dyrene både ved læsning og aflæsning. Desuden deler chaufføren det juridiske ansvar for dyrenes transportegnethed med landmanden og har derfor også en interesse i at vurdere korrekt.
Men chauffører kan også være i tvivl. I et studie om danske kvægchauffører, fandt Herskin et al. (2017), at 35 % oplevede tvivl om en kos egnethed til transport nogle gange, ofte eller meget ofte, og at kun 52 % kunne besvare to specifikke spørgsmål om kvægs transportegnethed korrekt.
På den baggrund bør fremtidig forskning og undervisning i transportegnethed inkludere dyrlæger, landmænd og chauffører for at søge at standardisere vurderingen af transportegnethed og forhåbentlig opnå mere ensartet tolkning af »egnet« vs. »ikke-egnet«.
2) Det blev af flere beskrevet som urimeligt, at dyr, der var ikke-transportegnede på grund af fx en kronisk halthed, men ellers sunde, ikke enten kunne transporteres til det nærmeste slagteri som skånetransport eller nødslagtes på gården og derefter sendes til slagteriet.
Respondenterne fandt disse regler meget urimelige og argumenterede for, at dyret ville have bedre velfærd, hvis det blev transporteret til et slagteri i kort tid i stedet for at blive forsøgt behandlet i besætningen, potentielt i lang tid og muligvis uden chance for bedring. Derudover understregede respondenterne, at de følte, det var forkert, at kødet blev spildt, hvis dyret skulle aflives og kasseres. Chauffører har givet udtryk for lignende synspunkter vedrørende velfærd og spild af kød (Herskin et al., 2017).
Det kan diskuteres, om dette er et spørgsmål om rettidige behandlings- og aflivningsstrategier, snarere end et spørgsmål om vurdering af transportegnethed. Imidlertid er disse problemer sandsynligvis sammenhængende for landmændene. Fremtidige studier, der kombinerer landmænds synspunkter om aflivning og transportegnethed, kunne give en bedre forståelse af denne komplekse beslutningsproces.
