Dyr, kontrol, forskning eller noget helt andet? Dyrlægens arbejdsområder favner bredt – her kan du få et indblik i de mange forskellige jobmuligheder, dyrlægetitlen fører med sig. |
Maja Ramløse dimitterede som dyrlæge i 2017 og har i de sidste fire år arbejdet hos Ellegaard Göttingen Minipigs, hvor hun har titel af Principal Laboratory Animal Veterinarian. Virksomheden har specialiserer sig i avl og opdræt af Göttingen Minipigs, der er en særlig race af minigrise, der verden over anvendes i forskning og udvikling af lægemidler, medicinsk udstyr og biomedicinske undersøgelser.
Hvad består dit arbejde i?
Min arbejdsfunktion er som såkaldt udpeget dyrlæge på faciliteten. I meget grove træk kan mit arbejde opdeles i tre hovedområder: 1) Arbejde med velfærd, sundhed og avlsudvikling, 2) Veterinær support til kolleger, kunder, myndigheder osv., 3) Sikre compliance med lovgivning og guidelines, inklusive at sørge for opdatering af interne arbejdsbeskrivelser.
Hvordan er du havnet i lige netop dette job?
Efter nogle år i klinisk praksis ønskede jeg at skifte til et job inden for biomedicin og søgte uopfordret en stilling som dyrlæge hos Ellegaard Göttingen Minipigs, da jeg havde hørt godt om virksomheden. Helt tilfældigt blev der en stilling som forsøgsdyrsdyrlæge ledig kort tid efter. Jeg ledte ikke nødvendigvis efter præcis denne jobfunktion, men arbejdsopgaverne og ikke mindst arbejdsbetingelserne og arbejdsmiljøet lød spændende og gode.
Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?
Der er meget stor forskel på mine arbejdsdage. Jeg har en høj grad af fleksibilitet og selvplanlægning i mit arbejde, der omfatter alt fra mindre akutte kliniske cases til større skrivebordsprojekter med længere deadlines. På nogle dage, hvor der er planlagt eksporter, møder jeg kl. 08 for at sikre, at embedsdyrlægen kan undersøge dyrene og tage sig af papirarbejdet i den forbindelse. Ellers varierer mit mødetidspunkt.
I løbet af dagen har jeg ofte et eller flere møder. Det kan være internt på tværs af afdelinger i virksomheden, hvor vi har faste ugentlige møder til planlægning af kommende projekter og diskussion af forskellige generelle spørgsmål om arbejdsgange. Det kan også være eksterne møder om fx forslag til projektsamarbejder eller online træningssessioner med kunder om blandt andet veterinært management og velfærd, når de skal til at arbejde med minigrise.
Mange dage indeholder dog også »frie« blokke, hvor jeg besvarer henvendelser fra kunder og kolleger eller arbejder med projekter. Projektmæssigt arbejder jeg i øjeblikket blandt andet på at optimere vores smittebeskyttelse yderligere, skrive på et bogkapitel med mine kolleger og på et internt projekt om berigelse til minigrise, der har fået lavet dentalkirurgi.
Hvad er det mest spændende ved dit job?
Det er utroligt alsidigt med mange forskellige typer af opgaver. Der er mange forskellige veterinære og andre kompetencer, der skal bringes i spil på daglig basis – noget ligger tættere i hukommelsen end andet. Og jeg har mulighed for (delvist) at præge mine arbejdsopgaver og mit fokus efter faglig og personlig interesse.
Hvordan gør du en forskel med dit arbejde?
Så længe dyreforsøg er nødvendige, er jeg glad for at kunne være med til at sikre, at vi gør det bedst muligt og bliver ved med at arbejde på at forbedre vores minigrises tilværelse. Det sker både internt gennem løbende vejledning og dialog med vores dyrepassere og ledelse samt eksternt gennem sparring og træning af kunder. Fx havde jeg for nylig en træningssession med en udenlandsk kunde, som, vi efterfølgende kunne konstatere ved site visit, havde implementeret flere af de forslag til forbedret adfærdsmanagement, som vi havde drøftet.
Hvad ser du som den største faglige udfordring på dit område?
På det daglige plan kunne jeg ønske mig bedre muligheder for sparring, især når det kommer til de kliniske elementer af arbejdet med (mini)grise. Heldigvis findes der mange kloge hoveder på universiteterne, videnscentre og inden for konventionel praksis, som jeg af og til rækker ud til, og jeg oplever stor velvilje til at dele viden. Selvom det konventionelle arbejde med grise udføres med andre formål og under andre betingelser, og det ikke altid er direkte overførbart til mit arbejde, er det her en værdifuld faglig ressource, som jeg er glad for. Mit forslag til en løsning er at forsøge at deltage i så mange relevante fora og arrangementer som muligt for at opbygge et stærkt netværk.
På et større plan er der udover de etiske problemstillinger ved selve brugen af forsøgsdyr en faglig udfordring i kløften mellem alle de gode 3R-tiltag, der udarbejdes inden for forsøgsdyrsverdenen globalt, og den faktiske efterfølgende implementering på forsøgsfaciliteterne lokalt. Der er nok ikke én enkelt løsning, da flere faktorer spiller ind - herunder manglende kendskab, økonomi, usikkerhed og manglende transparens mv. Men der er mange muligheder for vidensdeling gennem blandt andre 3R-centeret, ESLAV, EFPIA og mange andre, så (aktiv) deltagelse og åben dialog om 3R-initiativer - herunder læring fra implementeringsprocesser - udgør en del af løsningen.