Annonce Banner Banner Banner

Dyrlægevej: Naturstyrelsens dyrlæge

Karriere I sit job som dyrlæge i Naturstyrelsen har Anne Hels en afgørende rolle med at sikre dyrevelfærd, samtidig med at hun bidrager til at forme nye naturområder til glæde for danskerne.

IMG 8119 Web
Interview

Siden 1. november 2021 har Anne Hels, der er dyrlæge fra 1989, været ansat som specialkonsulent på Naturstyrelsens hovedkontor. Hun er en unik ressource – faktisk den eneste af sin slags – der med sin dyrlægefaglige ekspertise er med til at skabe grundlaget for en spændende og bæredygtig natur, hvor målet er, at store græssende dyr kan trives og samtidig skabe flere levesteder for diverse dyre- og plantearter. Dette skal ske uden at gå på kompromis med dyrenes velfærd, når de gnasker sig gennem græs, urter, krat og grene 24/7 året rundt i de kommende naturnationalparker.

Hvad består dit arbejde i?

Mit arbejde omfatter flere dimensioner. Der er kontordage, hvor jeg udarbejder planer for tilsyn og velfærdsovervågning af dyr i de kommende naturnationalparker samt allerede eksisterende områder. Dette indebærer at definere kriterier for tilsyn, herunder vurdering af huld, adfærd, sundhed og trivsel.

Derudover står jeg for kurser og undervisning, herunder produktion af undervisningsvideoer og afholdelse af kurser for Naturstyrelsens medarbejdere. Det er blevet til to videoer om huldscoring og håndtering af forpagters dyr. Og i samarbejde med to dygtige praktiserende dyrlæger med erfaring med dyr i naturpleje har jeg udviklet et endagskursus i dyrevelfærd. Kurset er blevet afholdt flere gange – indtil videre har 200 deltaget, og der er stadig efterspørgsel. Desuden er jeg i gang med at planlægge et 5-dages kursus, som er rettet mod medarbejdere, der skal udføre tilsyn med dyrene i de kommende naturnationalparker.

Derudover yder jeg praktisk bistand og rådgivning til de lokale enheder, når der opstår udfordringer med dyrene eller behov for vurderinger af deres tilstand og levesteder i naturen. Det kan fx være sparring til huldvurdering eller vurdering af tørt leje til dyrene.

Hvordan er du havnet i det her job?

Min interesse for dyrevelfærd har altid været drivkraften bag mit arbejde. Efter at have arbejdet med dette emne i Fødevarestyrelsen i over 20 år og opnået en master i dyrevelfærd i 2016, så jeg stillingsopslaget hos Naturstyrelsen som en oplagt mulighed for at anvende min brede erfaring til at kombinere dyrevelfærd med skabelsen af ny natur til glæde for danskerne.

Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?

En typisk arbejdsdag for mig er meget varieret. Det kan være en kontordag med møder, hvor jeg sparrer med dygtige kolleger om de planer, jeg er i gang med at udarbejde, men det kan også pludselig ændre sig til en dag med akutte situationer, hvor jeg må bistå en lokal enhed – fx, hvis der er fundet nogle kalve, der hoster som tegn på lungeorm, og som en forpagter ikke har reageret på, så skal der handles. Derudover afholder jeg kurser, og der er også dage, hvor jeg er ude på de lokale enheder. Senest tilbragte jeg tre dage på Sjælland, hvor jeg deltog i en netværksdag om dyrevelfærd og derefter besøgte forskellige lokale enheder for at give rådgivning og sparring i vurdering af dyrenes huld.

Hvad er det mest spændende ved dit job?

Det mest spændende ved mit job er muligheden for at være med til at forme noget nyt og bidrage til biodiversiteten, samtidig med at jeg kan anvende min omfattende erfaring fra tidligere jobs – både fra praksis, Fødevarestyrelsen og Kødkontrollen, hvor jeg også har været ansat. Desuden giver det mig mulighed for at udforske interessante naturområder.

Hvordan gør du en forskel med dit arbejde?

Jeg tilfører den dyrlægefaglige vinkel på problemstillinger i Naturstyrelsen. Det er ikke fordi, Naturstyrelsen ikke har brugt dyrlæger før, men det har været med eksterne dyrlæger, som så på Naturstyrelsen udefra. Jeg ser situationen indefra og er inde i de overvejelser, der foregår. Så jeg mener, at jeg kan give et rigtig godt dyrlægefagligt bidrag. Og jeg sparrer selvfølgelig også med andre dyrlæger – både i DDDs ad hoc-gruppe om dyr i naturprojekter, hvilket jeg har stor glæde af.

Hvad ser du som den største faglige udfordring på det område?

Den største faglige udfordring er at få biodiversitet og dyrevelfærd til at gå hånd i hånd. Det tror jeg, vi kan opnå, da vi allerede gør en stor indsats gennem forskellige projekter og initiativer. Dette inkluderer uddannelse, planer for dyrevelfærd, systemer for tilsyn med dyr og beredskabsplaner, hvor der blandt andet kommer vurdering af føderessourcetildelingen ind i det tilsyn, der skal udføres med dyrene.