Når vi mennesker føler os truede, så giver vores urinstinkter lyd fra sig. Vi ryger i overført betydning tilbage på savannen, hvor der er tre muligheder, når der dukker en løve op. Vi kan stikke halen mellem benene, hvis vi vurderer, at vi ikke kan overvinde truslen. Vi kan fryse, og som en struds stikke hovedet ned i en busk og håbe, at løven forsvinder af sig selv. Og så kan vi kæmpe.
Har vi vurderet, at der ikke er en chance for at overvinde truslen, så vil angst være den dominerende følelse. Men hvis oplevelsen er, at vi kan vinde kampen ved at angribe, eller som minimum sætte foden ned, så føler vi vrede, fortæller klinisk psykolog og forfatter til bogen »Kort og godt om vrede«, Stine Bjerrum Møller.
Hun har i forbindelse med sin ph.d. om vrede undersøgt, hvad begrebet egentlig er for en størrelse.
Vrede er en naturlig del af det at være menneske.”
Stine Bjerrum Møller
- Vrede er en naturlig del af det at være menneske, og vi er udstyret med den, fordi vi skal bruge den. Så det gælder om at finde ud af at anvende oplevelsen af vrede på en konstruktiv måde, forklarer hun og tilføjer:
- Udfordringen er, at de fleste af os har negative associationer forbundet med det at være vred. Det opleves som stærkt ubehageligt, når andre mennesker er vrede i ens nærhed. Og det er heller ikke rart selv at være vred. Så typisk er vi ikke særligt glade for at italesætte eller være ved, at vi er vrede. Det gælder ikke alle mennesker, men rigtig mange har også svært ved at mærke deres egen vrede, siger Stine Bjerrum Møller.
To uhensigtsmæssige mønstre
Når man er kommet i kontakt med sin egen vrede, opstår det næste problem, for hvordan skal man håndtere vreden?
De fleste af os – og det gælder både mænd og kvinder – har svært ved at finde ud af, hvordan man får det sagt på en god måde, at man er vred uden at virke bitter, krakilsk, pernittengryn eller dominerende, vurderer Pernille Melsted.
- Hvis man er uvant med at sætte ord på sin vrede, kan man nemt ende i en af to uheldige grøfter. I den ene spyr man galde ud. I den anden tier man stille. Der er ikke nogen af de to handlemønstre, som er specielt konstruktive. Hidsigpropper har ofte fortalt sig selv, at de skam ikke har noget »problem« med vrede - »for se bare hvor vred, jeg kan blive«. Men jo, det har de faktisk. For aggressiv kortluntethed er ikke sund vrede, og det er meget ubehageligt at være i nærheden af.
Begge handlemønstre er en stor belastning på en arbejdsplads.
Pernille Melsted
- På den anden side er der dem, som ikke tør sige noget som helst højt, når de er vrede. De vil ofte passivt-aggressivt finde en anden måde at komme af med vreden ved at »glemme« ting, sylte ting, nøle med ting. De vil sige, de har misforstået noget, selvom det ikke er rigtigt. De vil straffe dem, de er vrede på, i det skjulte uden at indrømme det. Begge handlemønstre er en stor belastning på en arbejdsplads, siger Pernille Melsted.
Vrede er en røgalarm
I den bedste af verdener er vi i stand til at skrue op for nysgerrigheden, når vi mærker vrede, mener hun.
- Vrede er en form for røgalarm. Der er et ønske eller et behov, som er blevet trådt på. Der er en grænse, som kalder på at blive sat. Noget, man lige skal have markeret. Hvis man er i stand til at registrere dette, inden vreden eskalerer, og der bliver trykket på knappen »urinstinkt«, så vil man på dette tidlige tidspunkt være i stand til årvågent at trække vejret og tænke sig om. Hvad er der på færde? Hvorfor føler jeg vrede? Men hvis man instinktivt er bange for sin egen vrede, bliver det svært at vedkende sig, at der er noget på vej. Og så er det, at de der ukontrollable og konfliktoptrappende vredesudbrud finder sted.
Hvis vi havde en større forståelse for, hvad vrede er, og hvad vi skal bruge den til, ville vi blive bedre til at kunne rumme en oplevelse af, at vores grænse er blevet overskredet, vurderer Stine Bjerrum Møller.
- Jeg tror, at en del af løsningen på at få vrede vendt konstruktivt er at få en mere nuanceret forståelse af begrebet. Der er i sig selv ikke noget galt med vrede. Hvis der er elendige arbejdsforhold, dårlig ledelse og manglende mulighed for at ventilere frustrationer på ens arbejde, er vreden jo helt på sin plads.
- Og hvis der er meget vrede og store konflikter på en arbejdsplads, er det som regel et tegn på, at der rent faktisk er forhold på jobbet, som ikke føles godt for dem, der er der. Der er slet og ret meget at være vred over.
Men ifølge Stine Bjerrum Møller findes der også arbejdspladser med store udfordringer og måske endda store konflikter, hvor man alligevel har fundet en måde at tale sammen på. Selvom man måske ikke lige kan fjerne årsagen til problemerne, føler folk sig hørt – også selvom de ikke får deres vilje.
- Men hvis medarbejdernes behov ikke er mødt, og hvis der samtidig ikke er nogen, der gider høre på dem, så bliver de vrede, siger Stine Bjerrum Møller.
Hvad er du utilfreds med?
Der er i vores kultur nogle misforståelser omkring, hvad vrede er, mener coach og foredragsholder Pernille Melsted, som i år er udkommet med bogen »Den vigtige vrede«.
- Vi tror, at når man er vred, så er man en hidsigprop, der råber og skriger, mens der kommer røg ud af ørerne. Sådan behøver det ikke at være. Vreden tager ofte bolig i det, du er utilfreds med, skuffet over, frustreret over, irriteret over eller ked af det over.
Især kvinder har noget nemmere ved at stå ved den slags følelser end ved deres vrede, vurderer Pernille Melsted.
- Vred er et ord, kvinder sjældent bruger om sig selv. Men går man om bag de kulturelt mere accepterede følelser af forskellige former for utilfredshed, kan det være, man finder ud af, at man i virkeligheden er vred. Måske endda meget vred.
- Et godt tip, hvis du vil tage det første skridt i retning af at lære din vrede bedre at kende, er: Spørg dig selv, hvad du er utilfreds med. Du kan kende din utilfredshed på, at den er noget, du snakker om, sladrer om, brokker dig over. Eller den er noget, som fylder i dine tanker, tager din energi og tynger dig, siger Pernille Melsted.
Den rene følelse
Man kan godt være vred og få det kommunikeret på en sober måde, understreger hun.
- Lad os sige, man nu for tredje gang er gået til et møde, hvor en kollega har fremstillet ens egen idé, som om det var kollegaens idé. Hvis man har et roligt og afklaret forhold til den vrede, som det vækker i én, er det ikke så svært at få sagt det højt. Måske i et bevidst let tonefald. Måske endda med et lille glimt i øjet. »Hov, nu har du fået sagt flere gange til møderne, at det var din idé. Men det er det jo ikke«. Det er godt at være præcis – »jeg lagde mærke til …« - i stedet for at bruge ord som »altid« eller »aldrig«.
- Og så skal det, man siger, indeholde en anmodning. »Kunne vi ikke aftale at … «. Det er ikke nok at lufte sin utilfredshed, for det bliver bare noget brok, siger Pernille Melsted, som ofte ser, at især kvinder kan være rigtig gode til at fortælle om, at de er blevet skuffede, sure eller kede af det. Men når man så spørger dem, hvad de gerne vil have, så ved de det ikke.
- Det skal man vide, før man lufter sin vrede. For der skal være en positiv intention bag at tale om den. Der kan godt være et behov for at »lufte« sin vrede, men det bør man måske nøjes med at gøre i sin dagbog. I øvrigt er der absolut også kampe, man ikke skal tage. Nogle gange må man bare acceptere, at vi ikke er ens.
Men den vrede, der fylder, skal vi enten kunne processere inde i os selv eller påtale, understreger Pernille Melsted.
- Hvis vi ikke kan mærke og handle på vores vrede, er det et tegn på, at vi har mistet vores moralske kompas. For der er masser af ting i verden, som skal kunne mobilisere vores vrede. Og vi mister power i livet og i karrieren, hvis vi ikke kan finde ind til og være i den rene følelse af vrede. Derfor er det vigtigt, at vi både kan mærke, håndtere og kommunikere vores vrede, siger Pernille Melsted.
