Et værdigt bidrag til dansk veterinærhistorie

Man gribes af lige dele positiv forventning og nysgerrighed, når et nyt bind af Årbogen fra Dansk Veterinærhistorisk Samfund (DVHS) er i sigte, og sådan er det igen ved modtagelsen af bind 49 fra 2022.

Årbogen præsenteres i det vanlige, smagfulde lyseblå bind og består af 295 sider og rummer 13 artikler af meget forskellig længde og indhold. Som man har bibeholdt farven på bindet, har man heldigvis også bibeholdt fotoet på forsiden af bindet. Det er som bekendt et foto af Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles hovedbygning med fronten mod Bülowsvej.

Foto og copyright Kim Bach, CC BY-SA.

Før artiklerne er der angivet en fortegnelse over Samfundets æresmedlemmer og formænd, siden Samfundet blev oprettet i 1934. Endelig nævnes sammensætningen af Samfundets nuværende bestyrelse.

Det første indlæg er et interview med et af Samfundets æresmedlemmer, professor Folke Rasmussen, der fyldte 90 år i juni 2020. Interviewet er foretaget af dyrlægerne Kurt Jensen og Bent Suppli Benson i Folke Rasmussens private bolig. Folke fortæller om sit liv fra den tidligste barndom til pensionisttilværelsen. I det fine interview hører vi blandt andet om privatpersonen Folke og om dyrlægen, videnskabsmanden, professoren, underviseren og rektoren for KVL. En bedre indledning til Årbogen end dette interview med en af de fremmeste dyrlæger i nyere dansk veterinærhistorie kunne næppe tænkes.

IHR sidst i 70’erne og »Dolly«

Efter interviewet med Folke Rasmussen giver professor Torben Greve efter opfordring en længere beskrivelse (22 sider) af Institut for Husdyrenes Reproduktion (IHR) på KVL sidst i 1970’erne. Greve giver en meget fin og lejlighedsvis lettere humoristisk beskrivelse af hverdagen på IHR i en tid, der dannede overgangen til en ny tid med tilvænning til dels den gryende digitalisering af samfundet, dels til de radikale ændringer af KVLs fysiske og administrative forhold, som mange allerede på det tidspunkt kunne ane konturerne af.

Professorerne Henrik Callesen og Torben Greve er forfattere til en artikel om kloning af husdyr i Danmark. De giver en ypperlig redegørelse for kloningens biologi og teknik og en lige så god skildring af kloning af husdyr i historisk perspektiv. Rapporterne fra Scotland i 1997 om fødslen af det klonede får »Dolly« var et incitament til at intensivere forskningen på området.

De perspektiver, som kom for dagen under denne udvikling, vakte stor opmærksomhed, men efterhånden som der fremkom flere og flere politiske og samfundsmæssige overvejelser og bekymringer angående brug af kloning samtidig med meldinger om skuffende resultater fra forsøg med klonede grise, så var det svært at se, hvor kloningens fremtid lå, hvis den da overhovedet havde en fremtid, og i 2005 kom loven om kloning i Danmark. Callesen og Greve påpeger, at det vil skorte på finansiering af eventuelle fremtidige aktiviteter på området, men de mener dog, at de kan øjne to mulige anvendelser for kloning, (1) kopiering af særligt værdifulde dyr og (2) hjælpeteknik til at producere transgene dyr. Artiklen er meget interessant og tankevækkende.

Danske bacongrise

I sin artikel »Skal - Skal ikke. Historien om dansk svineproduktions redning« udfører professor Henning Staun et mindre kunststykke, idet han på bare syv sider formår at beskrive nogle meget store og alvorlige problemer med danske bacongrise (Dansk Landrace) i 1900-tallet. Stauns indlæg er meget klart, overskueligt og særdeles godt opbygget.

Problemet med bacongrisene var, at deres kødkvalitet var for dårlig, og at import af orner af Engelsk Yorkshire ikke i første omgang havde kunnet løse problemet. Efter anden Verdenskrig begyndte man at forske intensivt for at forbedre bacongrisenes kvalitet, og grundlaget for denne indsats kom fra udlandet, hvor krydsningsforsøg havde givet lovende resultater. I Danmark var svineavlens »grand old man« professor Hjalmar Clausen og Danske Slagterier indædte modstandere af krydsningsforsøg med Dansk Landrace.

De talrige positive resultater fra udlandet overbeviste omsider Hjalmar Clausen og Danske Slagterier, og krydsningsforsøg med Dansk Landrace, Engelsk Yorkshire og andre racer gik endelig i gang med stor succes, og Dansk Svineproduktion var reddet.

Den første professor i agronomi på KVL

Gudrun Lefmann har skrevet en artikel om Bendt Søeborg Jørgensen (1815-1888), som sikkert kun er kendt af få dyrlæger, men derimod nok kendt af mange agronomer. Søeborg Jørgensen blev efter almindelig grundskole optaget som studerende på Polyteknisk Læreanstalt, hvor han blev cand.polyt. i 1838. Han fattede hurtigt interesse for landbrug via sine ophold på landet hos faderens familie.

Da han kom hjem fra en længere studierejse til flere europæiske lande, kastede han sig over agrikulturkemi og landbrugsøkonomi. I 1849 fik han godkendt en plan for landbrugsundervisning ved Polyteknisk Læreanstalt, hvor han samme år blev docent og i 1852 professor.

Søeborg Jørgensen blev medlem af kommissionen for oprettelse af KVL i 1854, og i 1858 blev han den første professor i agronomi på KVL. Han blev pensioneret i 1886. Lefmanns artikel er fascinerende læsning og burde læses af alle med interesse for gammel KVL-historie.

Militærdyrlæger

Efter anmodning skriver Henning Skjelborg en artikel med titlen »Værnepligtige dyrlægers tjeneste efter Dyrlægekorpsets nedlæggelse«. korpset var oprettet i 1810 og blev nedlagt i 1965.

Skjelborg giver en kort beskrivelse af blandt andet militærdyrlægers skifte fra at tage sig af militærets heste til blandt andet at varetage levnedsmiddelkontrol i videste forstand. I nyere tid er der kommet yderligere forestillinger om, at forsvaret skal have dyrlæger med indsigt i biologisk, kemisk og radioaktiv kontaminering af levnedsmidler.

Skjelborg slutter sit indlæg med at berette om, hvordan han selv tilbragte sin tid som værnepligtig dyrlæge i blodbanken på Bispebjerg Hospital. Det er meget underholdende læsning.

Den organiserede dyrlægestand

Med sin yderst kvalificerende baggrund som blandt andet uddannelses- og informationschef i Den Danske Dyrlægeforening i årene 1983 til 2006 og med en betydelig erfaring fra debatter, møder og kongresser nationalt og internationalt om uddannelse, efteruddannelse mv. har dyrlæge Thøger Flagstad de bedste forudsætninger for at give en interessant oversigt over, hvordan danske dyrlæger fra begyndelsen følte behov for at organisere sig i forskellige sammenhænge. Som væsentlige kilder til emnet nævner Flagstad »Tidsskrift for Veterinærer« og »Maanedsskrift for Dyrlæger«, som blev udgivet første gang i henholdsvis 1853 og 1889.

Flagstad fremhæver, at der ikke var nogen homogen dyrlægestand med klare fælles interesser i årene omkring 1850, men langsomt dukkede de første lokalforeninger op. Grundlaget for foreningsdannelserne var i første omgang især fagpolitiske spørgsmål, men snart viste der sig behov for drøftelser af mere rent faglige emner i foreningsregi. Flagstads artikel kan anbefales til dyrlæger med interesse for blandt andet organisation, efteruddannelse og foreningsdannelse på det veterinære område.

Dyrlægeliv

Årbogens længste artikel (30 sider) er skrevet af Peter Skydsgaard, der blev dyrlæge i 1969. Titlen på artiklen er »Dyrlæge, et liv mange liv« og er vel i virkeligheden en lille »selvbiografi«. Skydsgaard beretter bredt og detaljeret om dele af sit liv privat og professionelt, og hvor centrum i hans professionelle liv må siges at have været hans praksis i Gimlinge ved Slagelse fra 1975 til 2018.

I perioder havde Skydsgaard betydelig tvivl, om han permanent skulle gå i praksis eller følge en videnskabelig løbebane. Det blev altså praksis. Det forekommer, at Skydsgaards faglige evner ville have været lige egnede til begge levnedsløb. Artiklen er en meget læsevenlig »selvbiografi«.

100 års tilbageblik

Dyrlæge Aage Kristian Olsen Alstrup bidrager til Årbogen med en artikel med titlen »Historisk tilbageblik på de seneste 100 år for veterinærfaget i Danmark«. Alstrup giver en glimrende og overskuelig beskrivelse af, hvad der er sket inden for veterinærfaget som fx mandefag, kvindefag, efteruddannelse, doktorgrader, enkeltdyr contra besætninger, dyrlægepraksis, levnedsmiddelkontrol og dyrlægers ansættelse inden for det biomedicinske område.

Specielt for unge dyrlæger kunne Alstrups artikel være af værdi som inspiration i deres overvejelser, om hvilken vej de skulle følge som dyrlæge.

I svineproduktionens tjeneste

Dyrlæge Andreas Eriksen beskriver sit liv i svineproduktionens tjeneste gennem den tid, han har været inden for området (cirka 40 år). Hans erfaringer stammer fra nogle år i blandet landpraksis, nogle år i Danske Slagteriers Veterinærafdeling og mere end 35 år som selvstændig praktiserende dyrlæge med hovedvægt på rådgivning i svineproduktionen.

Eriksen er dyrlæge fra KVL i 1979. Hans indlæg i Årbogen har titlen »Fra kanyle og skalpel til pen og papir« og er opdelt i emner som fx det faglige grundlag, praksisarbejde, besætningsstørrelser, specielle sygdomme, smittebeskyttelse, lovgivning, dyrevelfærd og dyrlægernes vurdering af udviklingen. For andre dyrlæger med en lignende interesse for svineproduktion kunne det nok være nyttigt at læse Eriksens indlæg og måske trække på hans erfaringer.

Morbus Aujeszky og koppevirus

Laurids Siig Christensen har en artikel med titlen »Udryddelsen af Morbus Aujeszky i Danmark – et infektionsberedskab i verdensklasse«. Siig Christensen er civilingeniør fra 1983 og blev dr. med. i 1995. Han har to gange været ansat på Lindholm.

Siig Christensens første artikel viser, hvad et samarbejde mellem forskellige faggrupper og institutioner kan præstere i betrængte situationer, sådan som Danmark og andre lande oplevede det i 1960’erne, hvor Morbus Aujeszky (MA) hos grise var en trussel. Man ville udrydde MA, men mange virologer mente, at det ikke var muligt, da årsagen til MA var et herpesvirus. Takket være et meget omfattende forskningsarbejde på et højt niveau i flere lande ikke mindst i Danmark blev Danmark erklæret fri for MA i 1961. Siig Christensens artikel beretter om den lange vej for at nå dertil, og han gør det med stor klarhed og et beundringsværdigt overblik, som sætter læseren i spænding. Man ved, at det vil ende godt, men hvordan? Det er imponerende læsning!

I sit andet indlæg har Siig Christensen en meget interessant beskrivelse af koppevirus. Han skriver blandt meget andet, at der er mange slags koppevirus, og at menneskekoppevirus (variola) globalt blev udryddet i 1979. Hovedværterne for kokoppevirus er sandsynligvis gnavere (fx mus og rotter), som menes at kunne smitte til katte, som igen menes at kunne overføre smitte til mennesker.  Særdeles interessant indlæg!

Forholdene før og nu

I sit indlæg i Årbogen med titlen »Praktikeren har skiftet ham« beretter dyrlæge Jørgen Schou humoristisk, satirisk og alvorligt om sin tid som praktiserende dyrlæge, fra han blev kandidat i 1961 til han blev pensioneret. Schou fortæller om forholdene før og nu for praktiserende dyrlæger og for dyrlæger i den offentlige administration. Han er fx pikeret over, at hvor der før sad en dyrlæge, kan der nu sidde en person med en anden uddannelse. Schou undgår naturligvis ikke at fremsætte bemærkninger om, hvordan dyrlæger i landpraksis har skiftet ham i de sidste mange år (han-dyrlæger til hun-dyrlæger), men det bliver sagt med megen lune. Schou beskriver også, hvordan han som yngre dyrlæge i landpraksis havde et fascinerende bekendtskab med en ældre praktiserende læge. De mødtes tit og drøftede livet og deres patienter. Bevægende er det at læse Schous beundring og taknemmelighed for dyrlægekonens helhjertede indsats dag og nat i dyrlægeboligen.

Man fornemmer en vis grad af vemod hos Schou over, hvordan han synes, det er gået vor gamle KVL og vort fag.