Skolelederen vender blikket fremad mod skill labs og chatbots

Veterinærskolen på KU kan siges at have to tidsregninger. Én, der trækker en linje tilbage til 1773, dengang Struensee, kong Christian d. 7.s tyske livlæge, hev fat i Peter Christian Abildgaard og bad ham grundlægge en veterinærskole på Christianshavn.

Og en anden, der efter et hav af styreformer og strukturændringer starter i 2012. Her håbede man, at en dyrlæge i spidsen for en veterinærskole kunne gøre det ud for en dekan med en cand.med.vet. i bagagen.

- Dengang havde vi en stor drøm om at blive AVMA-akkrediteret. Men for at opnå det, var der krav om, at ens dekan var dyrlæge, fortæller Charlotte Reinhard Bjørnvad, studieleder for veterinærmedicin og leder af veterinærskolen siden 2022.

Godkendelseskomiteen fra den amerikanske akkreditering mente, at den danske dyrlægeuddannelse havde alt, hvad der skulle til – lige bortset fra en dekan med den rigtige baggrund. Men hvis man nu oprettede en veterinærskole og satte en dyrlæge som skoleleder?

- Til at starte med sagde de faktisk, at det måske godt kunne lade sig gøre. Men da de så kom på besøg og fandt ud af, at godt nok var veterinærskolelederen dyrlæge, men vedkommende havde faktisk ingen økonomisk magt, så var det ikke godt nok alligevel, siger skolelederen med et let træk på skuldrene, og man fornemmer, at veterinærskolen siden har klaret sig fint uden stemplet fra AVMA.

Problemknuseren

Som skoleleder skal man kunne kommunikere og samarbejde, facilitere og lave strategiske planer. Så gør det nok heller ikke noget, at man har en vis portion tålmodighed og pædagogisk forståelse, som flere studerende fortæller, at Charlotte Bjørnvad besidder.

Som hun selv beskriver det, er hun problemknuseren på den side af administrationen, hun kalder fakultetets »studiestreng«. Til læseren med det manglende overblik over universitets administrative strukturer, kan det oplyses, at det er institutterne og deres ledere, der sidder på økonomien.

Vil man som studerende gerne have nye mikroskoper i histologi eller skarpere knive i dissektionssalen, skal man altså først op ad studiestrengen gennem studienævnet og studielederen, og så er det skoleleder Charlotte Bjørnvad, der har den videre kontakt til institutlederne.

- I veterinærskolen mødes studiestrengen og institutstrengen i et rum og diskuterer de store linjer – hvor vi gerne vil hen, og hvad vi gerne vil arbejde med politisk.

Selvom Charlotte Bjørnvad indimellem som skoleleder også kan have ønsker, der kræver finansiering, har hun altså ikke direkte adgang til midlerne.

- Jeg kunne fx drømme om, at vi på universitetshospitalet fik en øjendyrlæge til at undervise de studerende. Men det er Annemarie Kristensen, der - som institutleder på IKV - bestemmer, om hun mener, der er økonomi i at få en øjendyrlæge.

Charlotte befinder sig dog godt i rollen, lige der i midten, hvor enderne skal mødes.

- Jeg kan godt lide at løse problemer og gøre ting bedre. Jeg holder af at udvikle, finde på nye gode løsninger og få folk til at samarbejde, forklarer hun begejstret.

Det nødvendige stempel

At AVMA-akkrediteringen ikke kom i hus tilbage i 2012, ser skolelederen ikke som det store tab. Organisationen EAEVE er den europæiske autoritet på området og har i mange år tildelt den danske dyrlægeuddannelse akkreditering. EAEVE er ifølge Charlotte Bjørnvad mindst lige så anerkendt som den amerikanske pendant og omfatter både skoler i og udenfor Europa.

Tidligere på året fik veterinærskolens faciliteter på Frederiksberg og i Taastrup igen stemplet og er fortsat med på den anerkendte europæiske liste indtil 2028, hvor næste evaluering finder sted. Denne gang var det dog noget af en lettelse, fortæller skolelederen.

Da EAEVE var på besøg i 2021 konkluderede de nemlig, at den danske veterinæruddannelse ikke levede op til organisationens krav. Det drejede sig blandt andet om en manglende fælles strategi for uddannelsen, om økonomiske udfordringer på det veterinære område og om patientantallet forskellige steder på uddannelsen.

At veterinærskolen fik udbedret manglerne og modtog akkrediteringen, var afgørende for skolen, forklarer skolelederen.

- Det ville være en meget anderledes skole uden den. Det betyder rigtig meget for vores studerendes mobilitet, når de er færdige. Er du dyrlæge fra en ikke EAEVE-akkrediteret skole, er der mange lande, hvor du ikke kan få job uden først at skulle bestå forskellige eksamener.

Det er desuden ikke muligt at have specialisttræning, også kaldet residencies, på uddannelsen, når man ikke er med i EAEVE.

- For at være på det faglige niveau man forventer af et universitetshospital, er træningen en nøglesten og en kerne for den faglige udvikling og højde. Hvis man ikke har residents, så har man slet ikke den udviklingsmulighed.

Desuden er det sværere at få samarbejder op at stå med andre universiteter, så de studerende kan komme på udveksling under uddannelsen, fortæller Charlotte Bjørnvad.

- På den måde er det ikke en eksklusiv elite. Det er simpelthen standarden for, hvad en dyrlægeuddannelse bør indeholde, og hvilket niveau de bør uddanne til, siger hun.  

Skal enhedsuddannelsen bestå?

Hvis vi rejser tilbage på den lange tidslinje til Abildgaards tid, var det at være dyrlæge sikkert ikke et meget nemmere, men nok et mere smalspektret erhverv, hvor hest og kvæg stod i centrum for dyrlægens virke. Med en autorisation i hånden er dørene i dag åbne til både at behandle kæledyr og husdyr, udvikle ny medicin og kontrollere fødevarer. Men selvom de veterinære arbejdsopgaver i dag slet ikke ser ud som for 250 år siden, er dyrlægeuddannelsen stadig en enhedsuddannelse.

- Vi uddanner ikke dyrlæger til at være ortopædkirurger eller hudspecialister. Vi uddanner en generel dyrlæge, som kan lidt af det hele og har kompetencer, der kan bygges ovenpå, fortæller Charlotte Bjørnvad.

Det står dog ikke skrevet i sten, at det er sådan, man fortsat skal prioritere, siger hun. Et større fokus på specialisering og dermed et opgør med enhedsuddannelsen, er noget man løbende diskuterer i ledelsen.

- Kan vi overhovedet nå at lære, det vi skal på 5,5 år, når det er så bredt og favner så mange fagområder? Spørger hun retorisk.

Det spørgsmål er hun ikke den eneste veterinærskoleleder om at stille. I de andre nordiske lande taler man også om, hvorvidt enhedsdyrlægen er realistisk. Og der er flere ideer på bordet.

- Bør vi måske sige, at efter bacheloren har man et spor, der kun handler om familiedyr? Så den nyuddannede dyrlæge fx får en autorisation, der enten hedder »familiedyrsdyrlæge« eller »produktionsdyrsdyrlæge«. Hertil kunne man så lave nogle efteruddannelsesforløb, hvis man ønsker at skifte spor senere i sin karriere.

Med sådan en flersporet uddannelse kunne man uddanne dyrlæger, der var meget bedre indenfor deres felt. Alligevel er skolelederen skeptisk.

- Den brede uddannelse udstyrer dig med evnen til at arbejde komparativt med mange forskellige species, hvilket giver en dybere forståelse for patologiske processer. Det giver flere muligheder for at tænke kreativt og løse problemer på tværs.

Der er flere aspekter ved at droppe enhedsuddannelsen, som kan bekymre Charlotte Bjørnvad. Bliver man pludselig allergisk eller ude af stand til at kunne klare natarbejdet, kan man arbejdsmæssigt ende i en meget vanskelig situation som »familiedyrsdyrlæge«.

- En tredje ting er, at dyrlægefaget jo er konjunkturafhængigt. Under corona havde vi en periode, hvor dyrlægerne knoklede løs og råbte på flere kollegaer. Nu er vi så i en periode med lavkonjunktur, hvor internaterne begynder at blive fyldt op, fordi folk finder ud af, at det faktisk ikke er særligt nemt at have et arbejde med en hund derhjemme. Derfor udsætter praksisserne at ansætte nye medarbejdere, fordi de er bekymrede for, om de i virkeligheden har nok arbejde til dem.

- Muligheden for at skifte karrierevej gør også, at arbejdsmarkedet er mere fleksibelt, og at man bedre kan tiltrække medarbejdere til de stillinger, der er.

MKR i nattetimerne

Er der noget, skolelederen bekymrer sig om, er det de studerende. Selvom hun ikke ser en flersporet dyrlægeuddannelse som en umiddelbar løsning, kunne hun godt unde sine studerende den luft, det kunne give i programmet at skulle jonglere med lidt færre arter ad gangen. 

Overordnet ser hun de dyrlægestuderende som et studenterfærd, der er »vant til at bide tænderne sammen«. Alligevel er der sket noget. For første gang møder hun i disse år flere studerende, som begynder at sige fra overfor det pres, der i mange år har ligget som en selvfølgelighed på de kommende dyrlæger.

I den seneste statistik topper familiedyrsdifferentieringen med et forbrug på 54,2 ugentlige timer på studiet.

Selvom Charlotte Bjørnvad selv husker tilbage på, hvordan hun praktisk talt boede på skolen i sin studietid, mener hun også, at det er for meget.

- Der har samfundet da heldigvis ændret sig. Nu begynder man at kigge på, hvad der egentlig er rimeligt, og vi kan være helt enige om, at så mange timer ikke er rimeligt at skulle bruge om ugen på sin uddannelse, siger hun.

Generelt lider de yngre generationer af stress i vores samfund. Af de 16-24-årige er 31 procent blandt mændene og 52 procent blandt kvinderne ramt af stress, oplyser sundhedsstyrelsen. Dette kan også ses blandt de dyrlægestuderende, fortæller skolelederen.

- Vi ser i stigende grad, at vores studerende føler sig pressede på studiet og mistrives med den høje arbejdsbelastning. Derfor er der i stigende grad fokus på balance. Hvis man sammenligner sig med studerende på andre studieretninger, er det svært at acceptere, at de kan finde tid til studiejobs og fritidsinteresser, mens man selv er ved at segne.

Som studieleder har hun sammen med sine kollegaer kigget nærmere på, hvordan det pensum, de studerende skal kunne, hænger sammen med antallet af timer, der nu engang er til rådighed på et døgn. På kurset »Medicin, Kirurgi og Reproduktion« skal man godt nok bide tænderne hårdt sammen for at følge med.

- På MKR fandt vi faktisk ud af, at de studerende kunne sove 4 timer om natten, hvis de skulle nå igennem pensum, siger studielederen med store øjne, og tilføjer insisterende:

- Derfor har studienævnet været med til at beslutte, at det maksimale antal siders pensum til hver enkelt forelæsning skal baseres på, at de studerende kan læse 10 sider i timen og skal studere 40 timer om ugen.

Skolelederen svarer på kritikken

Til jubilæumsskriftet har DVT også givet de studerende ordet og bedt de to VMF-repræsentanter Daniel Hjorth Lund og Michelle Hunderup om at vurdere kvaliteten af deres uddannelse. Selvom de begge er glade for den fremtid, de har valgt, er der også en grund til, at de har meldt sig på den studenterpolitiske platform. Især kræver de et opgør med det store fokus på »udenadslære« på uddannelsen. En kritik, som Charlotte Bjørnvad godt kan forstå.

- Den lette tilgang til opslag, chatbots og algoritmer, der kan diagnosticere, ændrer den måde, vi skal undervise vores studerende på, erkender hun.

Bare fordi informationskilderne ikke nødvendigvis skal findes på et gammeldags bibliotek længere, betyder det ikke, at den veterinærstuderendes hjerne skal arbejde mindre, understreger Charlotte Bjørnvad.

- De studerende skal fortsat have et solidt fundament af viden – de skal vide, hvad normaltemperaturen er for en hund, kende til patogener og farmakologiske stofgrupper, forstå sygdomsprocesser, og de skal kunne behandle et akut tilskadekommet dyr uden at spilde tid på at slå op eller se en video. Men en af vores vigtigste opgaver er at klæde dem på til at søge, vurdere og sortere information.

Den kommende studieordning har derfor også fokus på at inkorporere nye læringsmetoder på uddannelsen, fortæller studielederen.

- I den nye studieordning kommer der fokus på at understøtte en dybere læring, blandt andet via case-forløb hen over bacheloren og udbyggede skill labs, som de studerende skal have 24/7 adgang til. Derudover arbejder vi med et digitalt corecurriculum og et fokus på, hvorledes vores studerende klædes på til at arbejde i den digitale verden. Det handler både om GDPR-regler og digital røntgen, journalisering af klientforløb og til et vist niveau programmering. Helt aktuelt bliver brug af chatbots snart inkluderet i undervisningen, og lige om lidt kommer telemedicin og brug af diagnosticeringsalgoritmer.

Selvom vendingerne fra de studerende er skarpe, tager skolelederen taknemmeligt imod. Daniel og Michelle har altså ingen grund til at frygte næste møde i studienævnet efter at have medvirket her i jubilæumsskriftet.

- Jeg bliver rigtig glad ved at læse de studerendes indlæg. Det er en gave at have så engagerede studerende, som vælger at bruge kræfter på at forbedre deres uddannelse til de kommende generationer – og heldigvis er vi langt hen ad vejen enige.