Rehabilitering og træning af hest på vandbånd

I England finder man, at 60 % af brugerne af vandbånd anvender det som en del af træningen og 40 % som rehabilitering (Tranquille et al., 2018). Derudover anvendes vandbåndet primært til sene- og ligamentskader, oftest til dressurheste (32 %), militaryheste (16 %) og springheste (8 %), hvor ejerne har en subjektiv oplevelse af en effekt af træningen i form af bedret præstation, muskelsætning og -styrke (Tranquille et al., 2018). Et tilsvarende studie er ikke lavet under danske forhold.

Fordele ved træning på vandbånd

Generelt har rehabilitering to primære opgaver – at rehabilitere og at rekonditionere, hvor sidstnævnte er relevant, hvis skaden forløber over mere end 8 uger. De senere årtier er der både humant og indenfor hesteverdenen kommet stor fokus på at opstarte rehabilitering, så snart en skade har afsluttet den akutte inflammation, hvor rekonvalescens på vandbånd giver mulighed for en meget kontrolleret rehabilitering af hesten på et stabilt underlag. Derudover kan man meget specifikt kontrollere parametre som hastighed og vandstand, der kan indstilles problemorienteret alt efter, hvor hesten er i sit skadesforløb og alt efter, hvad man ønsker at opnå.

Rehabilitering på vandbånd kan potentielt reducere kompensatoriske belastninger hos den skadede hest eller rette op på sådanne, som kan opstå sekundært til den primære skade, idet man netop har mulighed for at aflaste fx vægtbelastningen af en skadet struktur, hvormed hesten vil arbejde mere symmetrisk (Munoz et al., 2019).

Som træningsform af den raske hest kan vandbånd anvendes som en variation i træningen, der giver mulighed for, at hesten kan trænes meget anderledes end normalt, kan arbejde symmetrisk og kontrolleret og uden vægt af rytter eller vogn.

Artiklen fortsætter efter boksen.

Effekten af træning på vandbånd

Muskler

Det må forventes, at arbejde på vandbånd aktiverer muskler, der flekterer hofteleddet i form af m. gluteus superficialis, tensor fasciae latae og flekterer knæet såsom m. biceps femoris caudalis samt muskler, der fremfører bagbenet såsom tensor fasciae latae og m. iliopsoas (Scott et al., 2010).

Et studie så på, hvorledes træning på vandbånd påvirker hestens muskelsætning over 20 uger (n = 44) i forhold til en kontrolgruppe (n = 23) (Murray et al., 2020). Subjektivt vurderet fandt man, at regelmæssig træning på vandbånd 1 gang om ugen eller hver 14. dag udviklede bagbens- og lumbosacralmuskulaturen mere end hos en kontrolgruppe. Derimod sås ikke udvikling af forpartens og den abdominale muskulatur. Vandstanden var ikke defineret i studiet. Tidligere studier med henholdsvis 4 og 8 ugers træning på vandbånd fandt til gengæld ingen muskelmæssig udvikling (Borgia et al., 2010; Firshman et al., 2015).

Konditionering

Flere studier har vist ingen eller kun beskeden konditionseffekt af træning på vandbånd ved monitorering af blandt andet puls og laktatniveau (Weber et al., 1987; Nankervis & Williams 2006; Borgia et al., 2010; Scott et al., 2010; Lindner et al., 2012; Firshman et al., 2015; Saitua et al., 2020).

Et studie så på sammenhæng mellem hastighed, vandstand og arbejdsbyrde for hesten og konkluderede, at hastigheden har primær betydning for belastningen fremfor vandstanden, hvor forfatterne forklarede den manglende stigning i arbejdsintensitet ved at øge vandstanden med opdriften, som dermed aflaster hesten (Saitua et al., 2020).

Andre forfattere pointerer dog, at monitorering af puls og laktat ikke er retningsvisende i forhold til forskellige muskelgruppers udmattelse under denne form for aerobt arbejde, hvor henholdsvis opdriften og det hydrostatiske tryk kan være med til at modvirke en pulsstigning, hvilket er velkendt fra human vandtræning, og det foreslås, at man bør supplere med måling af Kreatinkinase (CK) for vurdering af muskelbelastningen (Munoz et al., 2019).

Nyere studier har til gengæld kunnet eftervise en konditionseffekt på cirka 16 % øget aerob kapacitet efter 18 dages træning på vandbånd (n = 9) på utrænede galopheste med en vandstand på bagknæniveau i forhold til en kontrolgruppe trænet på skridtbånd (Greco-Otto et al., 2020).

Et andet studie (n = 15) konkluderede, at øget vandstand havde større effekt på arbejdsintensiteten end hastigheden, det vil sige modsat studiet af Saitua et al. (2020). Ved arbejde med en vandstand på bagknæniveau kan iltforbruget nå op på cirka 20 % af det maksimale iltforbrug, hvilket repræsenterer et aerobt lettere arbejde (Nankervis et al., 2021).

Den biomekaniske effekt af træning på vandbånd

Lemmernes biomekanik på vandbånd

Afviklingen af skridtet på et bånd afviger fra et naturligt underlag, hvilket Mendez-Angulo et al. (2014) har kvantificeret (n = 9) med fund af en øget gennemtrædning (ekstension) af kodeleddet på for- og bagben på et tørt skridtbånd i forhold til et naturligt blødt eller hårdt underlag. På vandbånd forekommer øget ekstension af forknæ, has og koder (n = 9) ved både lav og høj vandstand, hvorimod der ses øget flektion af de led, der befinder sig på niveau med og distalt for vandstanden, og der ses generelt en øget »Range Of Motion« (ROM) i alle led primært på grund af den øgede flektion (Mendez-Angulo et al., 2013; Tranquille et al., 2022).

I takt med øget vandstand falder skridtfrekvensen og skridtlængden øges på vandbånd, det vil sige, hesten tager færre, men længere skridt (Scott et al., 2010; McCrae et al., 2021), hvilket dog afhænger af hastigheden (Saitua et al., 2020). Yderligere er fundet, at med øget vandstand falder varigheden af den vægtbærende fase, og skridtets svingfase øgedes (Mendez-Angulo et al., 2013; McCrae et al., 2021).

Overlinjens biomekanik på vandbånd

Et studie på heste (n = 6), der blev trænet på vandbånd 19 minutter dagligt med en hastighed på 1,6 meter/sekund, fandt, at ROM i den thorakolumbale region (T10-L3) øgedes med øget vandstand op til 47 cm tillige med ROM i sacrum (Tranquille et al., 2022). Og i et andet studie (n = 12) med træning på vandbånd i 10 dage fandt man, at overlinjens ROM varierede med vandstanden (Mooij et al., 2013). En vandstand på hovniveau blev anvendt som kontrolgruppe. Man så på tre bevægelsesretninger i overlinjen; 1) Aksial rotation, det vil sige, rotation omkring rygsøjlens længdeakse, der var størst ved en vandstand på carpusniveau og højere, 2) Lateral bøjning af ryg og lænd, der var størst ved en vandstand til og med carpus, 3) Flektion af pelvis og lænd, der steg gradvist med vandstanden. Se skema 1.

Skema 1. Oversigt over vandstandens effekt på ROM i overlinjen (Mooij et al., 2013).

Når hesten træner i vand, vil den økonomisere sin energi ved at træde op over vandet med for- og bagben, hvor muligt, det vil sige ved en vandstand på kode-/carpusniveau. Den øgede aksiale rotation forventes således at komme fra bagbenenes øgede løft ved en vandstand op til carpus (Mooij et al., 2013).

Når vandstanden kommer over carpus, kan hesten ikke længere træde hen over vandet, og lemmerne skal dermed arbejde under vand, hvor den vertikale opdrift gør det lettere at løfte benet, men vandmodstanden gør det sværere at føre benet fremad (Scott et al., 2010), hvormed bagbenene løftes lidt mindre, hvilket atter reducerer den aksiale rotation af rygsøjlen lidt, men den er dog stadig statistisk signifikant højere end kontrolgruppen (Mooij et al., 2013).

Flektion af pelvis og lænd øges til gengæld ved øget vandstand, idet hesten skal bruge mere kraft på at føre benet fremad gennem vandet (Mooij et al., 2013). Et andet studie (n = 14) har ikke fundet nogen øget vertikal bevægelse af pelvis i relation til vandstand (Nankervis et al., 2016), men forfatterne gør opmærksom på, at de to studier er foretaget med meget forskellige målemetoder, hvilket forventes at forklare diskrepansen i resultaterne.

Endelig ser man, at med øget vandstand reduceres den laterale flektion af rygsøjlen (Mooij et al., 2013), og at den thorakale ekstension øges ved øget vandstand, idet hesten løfter fronten for at undgå vandsprøjt i hovedet (Nankervis et al., 2016). Studierne kan potentielt hjælpe med at vælge en vandstand, der tager hensyn til, hvor hesten har ondt i overlinjen. Det skal dog haves in mente, at disse studier er udført på raske heste.  

Den abdominale muskulaturs påvirkning af vandbånd

En vandstand på skulderniveau giver cirka 30 % opdrift, hvormed tyngdekraften påvirker overlinjen mindre kombineret med, at vandet har kontakt med bugen og giver en proprioceptiv stimulering af bugmuskulaturen (Daglish, 2022), hvilket ses hos hunde, når bugen har kontakt med koldt vand ved en vandstand på albue-/skulderniveau (Levine et al., 2010). Det tidligere nævnte studie fandt dog ikke en øget udvikling af den abdominale muskulatur på heste trænet på vandbånd, hvor vandstanden dog var ukendt (Murray et al., 2020).

Et andet studie så på den dorsoventrale bevægelse af kroppen og fandt, at denne øgedes med øget vandstand og øget hastighed, hvilket måske kan være et udtryk for aktivering af »bow & string«-teorien (Saitua et al., 2020).

Den efterfølgende biomekaniske effekt af vandbånd

Et nyligt studie (n = 13) fandt, at man straks efter endt træning på vandbånd så en øget ROM i carpus og albue primært via øget flektion, men effekten var ikke vedvarende (McCrae et al., 2021). Desuden har man observeret en bedret statisk balance i hvile efter træning på vandbånd (King et al., 2013). Derudover har man indtil videre forskningsmæssigt ikke kunnet identificere en effekt på hestens bevægelsesmønster ved anvendelse af regelmæssig træning på vandbånd (Nankervis et al., 2021), men subjektivt beretter ejere, som nævnt, om forbedret præstation, muskelsætning og -styrke (Tranquille et al., 2018).

Patientgrupper og træning på vandbånd

Vandbånd er ikke nødvendigvis velegnet til alle ortopædiske patienter. Forskningsbaserede træningsprotokoller for forskellige ortopædiske skader forefindes ikke, men der foreligger få forsøg, som hjælper til specifikke anbefalinger.

Sener

Et hollandsk studie på rideheste med seneskader (n = 27) opdelte disse i to grupper, der henholdsvis fik rehabilitering på vandbånd og rehabilitering hjemme hos ejeren (Koers et al., 2012). For hestene, der arbejdede på vandbånd, kom 75 % tilbage i arbejde mod 7 % i kontrolgruppen, og 17% kunne anvendes til motionsridning, og 8 % forblev halte mod henholdsvis 40 % og 47 % i kontrolgruppen. Studiet er meget begrænset af, at der er tale om forskellige typer seneskader, samt at der kan have været forskel i motivationsfaktoren for håndteringen af rehabiliteringen i de to grupper.

Den overfladiske bøjesene (SDFT) og gaffelbåndet (SL)

På land er fremføringen af den distale del af benet delvis passiv via frigivelse af lagret energi i SDFT og til dels i SL (Harrison et al., 2010). Tiltagende vandstand resulterer i gradvist længere og færre skridt, fremføringen af lemmerne hæmmes grundet vandets modstand, og tilbageføringen af benet fremmes grundet båndets bevægelse. Denne ændrede biomekanik får nogle forskere til at fraråde brug af træning på vandbånd i den akutte fase af SDFT-læsioner, hvor de også refererer til personlige dårlige erfaringer hermed (Nankervis et al., 2017).

I den subakutte og kroniske fase af SDFT tendinopatier kan træning på vandbånd derimod med fordel pågå, hvor der indledningsvis trænes ved en høj vandstand for at opnå opdrift og dermed reduceret vægtbelastning af SDFT, hvorefter vandstanden over tid kan sænkes (Munoz et al., 2019).

Aktiviteten i SDFT afhænger delvis af den passive funktion af SDFTs støttebånd og kontraktionen af SDFT-musklen (Harrison et al., 2010), hvormed man ved træning på vandbånd skal have stor fokus på at undgå udmattelse af SDFT-musklen, hvilket kan føre til yderligere belastningsskade af SDFT. Det samme må forventes at være aktuel for den dybe bøjesene (DDFT) og dennes muskel.

Den øgede kaudale fase, den øgede gennemtrædning af koden og den øgede haseflektion på vandbånd kan potentielt være ugunstig for proksimale SL-desmopatier på bagben, men man kan modvirke belastningen i gennemtrædningen ved at øge vandstanden til bagknæniveau eller højere kombineret med reduceret hastighed (Munoz et al., 2019). Nogle kilder viser dog generelt tilbageholdenhed med at rehabilitere SL-desmopatier på bagben på vandbånd (Koene, 2020).

Rehabilitering på vandbånd kan give hesten tid og styrke til at opstarte træning med rytter, hvor ryttervægten giver en øget gennemtrædning af koden, særligt på forben (Munoz et al., 2019).  

Den dybe bøjesene (DDFT)

 I den sidste del af gennemtrædningsfasen og overrulningsfasen kontraheres muskel til DDFT, hvilket øges på vandbånd og skridtbånd, hvormed der lægges yderligere belastning på DDFT og dennes støttebånd (AL-DDFT) (Munoz et al., 2019). I forlængelse heraf observerer en forskergruppe, at heste med kroniske DDFT-tendinopatier ikke bedres af arbejde på skridtbånd, men de ser derimod, at DDFT-tendinopatier bedres ved træning på vandbånd, hvilket de hypotetiserer skyldes effekten af det hydrostatiske tryk, der reducerer ødem og inflammation (Munoz et al., 2019).  

Anden forskergruppe anbefaler, at man er forsigtig med brug af vandbånd til udvalgte benstillinger såsom heste med hyperekstension af carpus (sabelben) og heste med rette haser, der udviser markant øget tilbageføring af benet på vandbåndet, hvilket kan være ekstra belastende (Nankervis & Lefrancois, 2018).

Led og OsteoArtritis (OA)

På vandbånd øges ROM af de distale led, hvormed arbejde på vandbånd generelt ikke anbefales ved akut ledinflammation (Munoz et al., 2019) og ikke bør igangsættes tidligere end 4 dage efter intra-artikulær injektion (Nankervis et al., 2021).

Studier fra Colorado på heste med eksperimentelt induceret OA i carpus (n = 16) har vist positiv effekt af rekonvalescens på vandbånd med en vandstand på skulderniveau, sammenlignet med skridtbånd med fund af reduktion i halthed, normaliseret carpal ROM og mindre inflammation i synovialmembranen (King et al., 2017).

Et studie på galopheste (n = 165), der rehabiliterede på vandbånd efter artroskopi i forbindelse med fjernelse af fragmenter i carpalled, for- eller bagkoder, fandt, at flere heste kom tilbage i løb, og de kom også hurtigere tilbage i løb sammenlignet med kontrolgruppen (Potenza et al., 2020).

Rygpatienter

For heste med rygsmerter kan der være en fordel i at arbejde på lige spor fremfor på volte, hvor hesten i mindre grad skal arbejde i alle tre plan (flektion/ekstension, lateroflektion og aksial rotation) (Nankervis et al., 2016). Hvorledes en hest med rygsmerter tilpasser sig arbejde på vandbånd, vil variere fra hest til hest, hvor biomekanikken blandt andet afhænger af hoved-/halsposition og af lemmernes føring i og/eller over vandet (Mooij et al., 2013; Nankervis et al., 2016).

Et studie på heste med konstaterede rygsmerter (n = 12), men uden specifikation af diagnoser observerede, at hestene på et skridtbånd bevæger sig med en reduceret pelvis flektion og reduceret aksial rotation, men derimod med en øget lateroflektion (Wennerstrand et al., 2004). Det skal her noteres, at det ikke kan forventes, at heste med rygsmerter er en homogen gruppe i relation til ryggens biomekanik.

Studierne på vandbånd har, som nævnt, vist, at en høj vandstand øger thorakal ekstension (Nankervis et al., 2016) og øger pelvis flektion og aksial rotation samtidig med, at det begrænser lateral bøjning på raske heste (Mooij et al., 2013) – det vil sige det modsatte af, hvad studiet fandt på heste med rygsmerter på et skridtbånd. Det skal således overvejes, hvad det er, man ønsker at opnå for overlinjen med træningen på vandbånd. Det vil fx ikke nødvendigvis være ønskværdigt for kroniske rygpatienter med »Kissing Spines« (KSS) og spondylose at arbejde i højt vand, hvor thorakal ekstension øges, hvor en vandstand på niveau med carpus/tarsus i stedet kan være mere optimal, hvorved man opnår flektion af lænd via den øgede bagbensaktivitet samtidig med, at man ikke øger ekstensionen thorakalt (Nankervis et al., 2016).

Hesten med et smertefuldt facetled i lænden kan derimod potentielt have glæde af arbejde i højt vand, hvor den laterale bøjning begrænses, og flektionen af lænden øges. Studierne kan eventuelt hjælpe med, hvorledes man kan tage hensyn til, hvor hesten har ondt. Det skal dog haves in mente, at studierne på vandbånd er lavet på raske heste og ikke på heste med rygsmerter, og det bedste svar fås således ved at monitorere hesten. Alsidig træning af ryggen er desuden vigtig, hvor nogle kilder netop pointerer, at træning på vandbånd kan overgøres, hvormed man opnår utilsigtet stivhed på grund af ensidig brug af kroppen (Koene, 2020; Ober, 2020).

Sacroiliac patienter

Heste med sacroiliac smerter og en deraf asymmetrisk bagpartsbevægelse kan potentielt komme til at forstærke asymmetrien ved arbejde i højt vand, hvor der skal bruges mere muskelkraft på at føre bagbenet gennem vandet, hvormed en lavere vandstand kan være mere optimal for disse patienter (Daglish, 2022). Både for ryg- og sacroiliac-patienter kan målrettet smertebehandling ofte være nødvendig inden træning på vandbånd opstartes, for at få hesten i gang med at arbejde konstruktivt i overlinjen (Daglish, 2022). Fra den humane verden er det velkendt at langt størstedelen af rygsmerter bedres af træning.

Træningsprotokoller

På baggrund af den store variation i, hvorledes vandbånd anvendes, blev der i 2019 nedsat en »equine hydrotherapy working group« bestående af dyrlæger, forskere og rutinerede brugere af vandbånd med det formål at nedfælde guidelines for brug af vandbånd (Nankervis et al., 2021).

Træning på vandbånd giver mulighed for at arbejde kontrolleret på lige spor og uden rytter, men anbefales ikke som den eneste eller primære træningsform, medmindre der er tale om specifik rehabilitering i en begrænset periode (Nankervis et al., 2021). Arbejdet er ikke hårdt arbejde, men der kan forekomme udmattelse af visse muskelgrupper, hvilket kan være svært at monitorere, idet arbejdet netop ikke nødvendigvis giver udslag i pulsen (Nankervis et al., 2021; Saitua et al., 2022).

Udarbejdelse af en træningsprotokol bør inkludere stillingtagen til følgende elementer:

Træningsfrekvens

Til rehabilitering anbefales generelt hyppige, men kortvarige træningspas. Optimal effekt ses ved træning med op til fem træningspas om ugen med indlagte dage til restitution (Daglish, 2022). Langt den meste forskning er lavet på netop fem træningspas om ugen. Såfremt der skal ses effekt af træningen, bør der ikke trænes mindre end en gang hver 14. dag (Daglish, 2022), og andre foreslår 1-2 gange om ugen (Nankervis et al., 2021).

Varighed

Førnævnte arbejdsgruppe finder, at en rask hest uden problemer bør kunne arbejde på et vandbånd med en vandstand på kodeniveau med en hastighed på 0,7 meter/sekund i 20 minutter, men samme arbejde kan være en udfordrende og potentiel skadelig præstation for en skadet hest. Ved rehabilitering, er der brug for at skræddersy rehabiliteringen, så den passer til den enkelte hest med hensyntagen til selve skaden og samtidig hestens konditionsniveau. Der ligger desuden en generel begrænsning i, at den nuværende forskning er lavet på raske heste, hvor der kan være forskelligt respons på arbejde på vandbånd hos raske og skadede heste (Busschers, 2021).

Træning af cirka 20-30 minutters varighed er ofte passende til raske heste, hvor heste i rekonvalescens som sagt hellere skal arbejde hyppige og korte træningspas fremfor få og langvarige, hvor det er vigtigt at monitorere for træthed (Daglish, 2022).

Tempo

Langt de fleste træningscentre arbejder kun hestene i skridt (Tranquille et al., 2018), men få steder arbejdes hestene i trav, primært militaryheste, hvilket dog slider mere på vandbåndet (Nankervis et al., 2021). Det anbefales, at hesten skridter langsommere på vandbånd end på naturligt underlag (Nankervis et al., 2017; Nankervis & Lefrancois, 2018). Ved den korrekte hastighed er hesten placeret midt på båndet med afstand både til for- og bagbom (Nankervis et al., 2021). Træningen indledes med at finde den passende hastighed til den enkelte hest på det tørre bånd, hvorefter der fyldes vand ind, og tempoet reduceres gradvist efter vandstanden (Nankervis et al., 2021).

En tommelfingerregel er, at det optimale tempo ligger på cirka 50 % af hestens aktive skridttempo på land, hvilket i gennemsnit udgør 0,8 meter/sekund for en 500 kg hest (Nankervis et al., 2016; Daglish, 2022). Anden kilde ligger dog væsentligt højere med en hastighed på 1,7 meter/sekund ved en lav vandstand og på 1,4 meter/sekund ved en vandstand på bagknæniveau (Saitua et al., 2020).

Vigtigst er dog at se på den enkelte hest og finde en hastighed, der giver en god rytme, en ubesværet positur og et naturligt bevægelsesmønster, og såfremt rytmen ændrer sig under arbejdet, skal hastighed, vandstand og varigheden af træningen reevalueres (Nankervis et al., 2021).

Vandstand

Vandstanden har stort potentiale til at målrette træningen. Fx er flektion af et led størst, når vandstanden er på niveau med eller over det givne led (Mendez-Angulo et al., 2013) og opdrift og dermed vægtreduktion opnås først fra en vandstand på albueniveau. Se skema 2 for vandstand og effekter heraf.

Skema 2. Effekt af træning på vandbånd ved forskellige vandstande sammenlignet med arbejde på skridtbånd.

Faste protokoller er suboptimale, og fokus skal i stedet være på at tilpasse til den enkelte hest baseret på træningsstatus og skade samt hestens positur under arbejdet på båndet, hvilket netop er, hvad før omtalte arbejdsgruppe nåede til konsensus om. Posituren under arbejde er en subjektiv vurdering, hvormed man konkluderede, at hoved-hals-ryg-bagbens-linjen skal fremstå i den naturlige form, som hesten ville have, hvis den skridtede på et naturligt underlag (Nankervis et al., 2021).

Arbejdsgruppen fandt, at træning på vandbånd som træningsform er gunstigt som en variation i træningen anvendt 1-2 gange om ugen, særligt for dressurheste (Nankervis et al., 2021), men kunne ikke nå til enighed om brug af vandbånd til specifikke ortopædiske lidelser (Nankervis et al., 2021), hvor forskningen på området da også er meget beskeden (Koers et al., 2012; King et al., 2013; King et al., 2017; Potenza et al., 2020).

Konklusion

Træning på vandbånd er blevet meget udbredt både som supplement til træningen af den raske hest og som et led i rehabilitering. Træning på vandbånd giver potentielt flere fordele såsom let øget aerob kapacitet, øget ROM i lemmer og overlinje, øget ROM af OA-led, bedret statisk balance og mindre belastning på lemmerne under arbejdet samt opbygning af bagpartsmuskulatur. Vands mange egenskaber giver mulighed for at tilpasse henholdsvis belastning og aflastning efter behov. Som rehabilitering har træning på vandbånd primært sin berettigelse ved subakutte og kroniske seneskader samt ved OA og rehabilitering af led.