I år var det Aarhus Universitets tur til at holde den årlige konference i Videncenter for Dyrevelfærd. Der havde man valgt et tema med tilsyneladende stor aktualitet og international relevans, nemlig implementeringen af initiativet »End of Cage Age«. Dette var et såkaldt borgerinitiativ, der i efteråret 2020 blev sendt til EU-Kommissionen med næsten 1,4 millioner underskrifter. Initiativet blev hurtigt bakket op af et flertal i EU-parlamentet, og efterfølgende blev det båret frem af den cypriotiske kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, Stella Kyriakides.
Allerede i sommeren 2021 kunne Kommissionen kundgøre, at man i slutningen af 2023 ville fremlægge lovgivning, der som led i Kommissionens »Farm to Fork«-strategi skulle tjene til i hele EU at udfase og inden for en overskuelig årrække helt forbyde burhøns, fikserede søer og enkeltopstaldede kalve.
På den baggrund måtte det siges at være perfekt timing på efterårets konference at lægge op til en diskussion af, hvordan man i landbruget i Danmark kan tage fat på at få ændret produktionen for de mest betydende husdyrarter, og af hvad dette konkret vil komme til at betyde for dyrevelfærden. Desværre skete der ting, fra programmet til mødet blev offentliggjort i sommer, til mødet blev afholdt den 9. november, som tog det meste af gassen af ballonen.
Gassen er gået af ballonen
Da formanden for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen holdt sin State of the Union tale den 13. september blev det nemlig klart, at de lovede forslag til lovændringer var taget af bordet. På baggrund af krigen i Ukraine og de deraf afledte konsekvenser for økonomi og fødevareproduktion var fokus flyttet til at sikre en tilstrækkelig forsyning af animalske fødevarer i Europa. I talen var der ros til de europæiske landmænd, og i forhold til dyrevelfærd i staldene blev der ikke omtalt nogen nye lovgivningsinitiativer. I stedet sagde von der Leyen, at der er behov for »mere dialog«.
Dermed var der blevet lagt en kraftig dæmper på forventningen til aktualiteten og relevansen af årets ViD-konference. But the show must go on – og konferencen blev afviklet efter planen 9. november i musikhuset i Aarhus med fem indlæg og en efterfølgende debat med repræsentanter fra landbruget.
Hvad er et bur?
Vi skal af med burene! Det udsagn giver anledning til et spørgsmål, som de fleste deltagere nok havde i baghovedet ved mødets start, og som flere undervejs stillede: Hvad er et bur?
Bortset fra katte er der jo ikke nogen husdyr i dagens Danmark, som frit kan vælge at gå derhen, hvor de lyster. De er alle i en eller anden forstand spærret eller hegnet inde.
Hvad adskiller så et bur fra andre former for indespærring eller indhegning af dyr?
Det korte svar er, at man ved bure forstår de former for indespærring eller indhegning, som man ikke bryder sig om, fordi de anses for at være dårlige for dyrenes velfærd. Eller sagt med andre ord: »Slut med dyr i bur« er et flot slogan med stor følelsesmæssig appel, men uden ret meget faktuelt indhold.
Slut med dyr i bur« er et flot slogan med stor følelsesmæssig appel, men uden ret meget faktuelt indhold.
En vej til at få lidt mere hold på begrebet er at gribe det historisk an, hvilket antropolog og lektor Nathalia Brichet fra Københavns Universitet gjorde i sit indlæg. Her forsøgte hun at se nærmere på, hvad der skete i dansk husdyrbrug i perioden fra 1810’erne og frem, en periode hun relaterede til dagens emne ved at kalde den »burtidens begyndelse«. Hun viste, hvordan det stadigt tættere indendørs hold af landbrugets dyr hang sammen med en stærk stigning i antallet af husdyr, hvilket gik hånd i hånd med stigende import af foder og gødning.
Andre faktorer, som ifølge hende bidrog til, at større kontrol af dyrene blev set som gavnlig eller nødvendig, var blandt andet højt ydende racer med større krav til fodring, stigende krav til miljøforanstaltninger med opsamling af gødning fra dyrene og stigende krav til smittebeskyttelse.
Krav til dyrevelfærd på EU-niveau fortoner sig i en uvis fremtid
Efter på en fin måde at have givet diskussionen af burene en historisk dybde sprang programmet til det politiske spil med et indlæg fra en medarbejder ved EU-Kommissionen - Ester Alaes Pons. Hun begyndte med at erklære, at hun mest har forstand på fisk; men hun var dog blevet udstyret med en kæmpe stak plancher, der fortalte om processer, planer og målsætninger. Den korte sammenfatning at indholdet er, at der er masser af fine processer og målsætninger, når det kommer til dyrevelfærd på EU-niveau, men at der ikke er nogen konkrete planer om at opfylde de løfter, der i 2021 blev givet om ny lovgivning, som implementerer de omtalte ændringer til kravene for opstaldning af æglæggende høner, søer og kalve i EU.
Næste år skal der vælges en ny kommission i EU, og den er ikke bundet af de løfter, som den nuværende kommission har givet i forhold til dyrevelfærd. Dermed vil diskussionerne om krav til dyrevelfærd på EU-niveau reelt skulle begynde helt forfra. Hvis der skal ske noget snart, må det være på nationalt plan, hvilket faktisk allerede er sket i forhold til afvikling af burhøns, som det næste indlæg handlede om.
Buræg er ude i Danmark, men stadig velfærdsmæssige udfordringer
I midten af 90’erne var det cirka 90 procent af de danske høner, som sad i æglægningsbure, og i dag er det omkring 10 procent. En stor del af denne udvikling har været drevet af, at danske forbrugere har valgt at købe æg fra alternative produktioner, og fra 2016 har de danske supermarkeder udfaset buræg fra deres sortiment. Den resterende burægsproduktion bliver solgt på markeder, bruges til medicinfremstilling, sælges til produktindustrien eller bliver eksporteret. Fra 2035 vil det ikke længere være lovligt at producere buræg i Danmark. I forhold til denne problemstilling, kan det derfor i en dansk sammenhæng stort set være ligegyldigt, hvornår EU rykker.
I sit indlæg om udfordringer og muligheder i forhold til at udfase buræg sammenlignede seniorforsker Anja Brinch Riber fra Aarhus Universitet indledningsvist velfærden i burene med velfærden i de alternative systemer. Det gjorde hun ved at gennemgå en enkelt af de sammenlignende undersøgelser, der er foretaget. Hun havde valgt en undersøgelse, der blandt andet viser, at problemerne med alvorlig fjerpilning ikke er større i de alternative systemer end i burene. Der er imidlertid andre undersøgelser, som viser det modsatte. Det ville her have været bedre at give en oversigt over, hvad de forskellige undersøgelser viser. Hvad end man mener om burægsproduktion, er det samlede billede, som fremgår af litteraturen og diverse statistikker, at der er mindre fjerpilning og lavere dødelighed her end i de alternative systemer.
Til gengæld gjorde Anja Brinch Riber i sit indlæg fint rede for de udfordringer, der knytter sig til at sikre god velfærd i de forskellige systemer, hvor de æglæggende høner lever sammen i store flokke. Mens burhøns stort set passer sig selv, stiller pasning af høner i de andre systemer store krav til management. En producent, som havde lagt om fra bur til alternative systemer, blev citeret for at sige: »Før pakkede man æg, nu passer man høner«.
Det har lange udsigter for løse søer og kalve i grupper
Samme historie om betydning af landmandens evne til at passe sine dyr gik igen i de to efterfølgende indlæg om henholdsvis hold af søer, som er løse i hele produktionsperioden, og om kalve, der holdes med mulighed for social kontakt.
Det første indlæg blev holdt af professor Lene Juul Pedersen fra Aarhus Universitet. Hun fokuserede på de udfordringer, der kan være for at begrænse pattegrisedødeligheden i systemer med løse søer i farestalden. Her blev der peget på, at stiens størrelse og indretning kan påvirke risikoen for, at grise bliver lagt ihjel af soen, men at også andre faktorer såsom varmetildeling til pattegrisene spiller en rolle.
I det andet indlæg gav professor Margit Bak Jensen, også fra Aarhus Universitet, udtryk for, at kalvene har store fordele af social kontakt fra starten af deres liv, men at der også er velfærdsmæssige udfordringer. Kalvene kan, når de går sammen, sutte på hinanden i en grad, så det medfører skader. At modvirke det, stiller krav til både pasning og indretningen af staldene.
Som det fremgik ovenfor, har det lige nu lange udsigter, at der fra EU kommer regler, som sikrer løse søer og gruppeopstaldede kalve. Derfor er der god grund til at vende blikket hjemad for at finde løsninger. Det skete til sidst på konferencen via en paneldebat med repræsentanter for landbruget.
Det handler stadig om, hvad der kan betale sig
Til paneldebatten stillede tre af de folkevalgte topfolk fra henholdsvis æg-, svine- og kvægbranchen op. Fra de sidste to blev der udtrykt en berettiget frustration over, at det trækker ud med at få klarhed over, hvordan fremtidige fælles regler kommer til at se ud. Uden en sådan klarhed er det svært at rådgive landmændene om, hvad de skal investere i for at fremtidssikre deres produktion. EUs nølen vil helt klart forsinke udviklingen i nye mere dyrevenlige stalde.
EUs nølen vil helt klart forsinke udviklingen i nye mere dyrevenlige stalde.
For én, der har været med i mange år, var det samtidig slående, hvor gode repræsentanterne fra især svine- og kvægbranchen er blevet til at sige, at de går op i dyrevelfærd. De har masser af planer og visioner på det område. Ser man om på den anden side af de fine ord og det glittede papir, handler diskussionen dog stadig om præcis det samme, som den altid har handlet om, nemlig om det på kort sigt kan betale sig at investere i dyrevelfærd. Det er forstemmende.
Fremskridt inden for landbrugsdyrenes velfærd kommer ikke af sig selv. Der er brug for pres fra mange sider og for international koordinering. Med hensyn til det sidste må man håbe, at den næste EU-kommission tør træde i karakter i forhold til at sikre, at EU kan bevare sin internationale førerposition, når det drejer sig om at sikre landbrugsdyrenes velfærd.
