Siden december 2005 har Niels Kristian Nielsen været ansat i Forsvaret. I dag bærer han titlen som stabsdyrlæge, han er Forsvarets veterinærinspektør, afdelingschef og militært distinktioneret som oberst i Forsvarets Sanitetskommando.
Myndigheden er den del af Forsvaret, hvor sundhedsfagligt personale arbejder, herunder læger, tandlæger, sygeplejersker, fysioterapeuter, dyrlæger samt sanitetssoldater. De løser en bred vifte af sundhedsfaglige opgaver både før, under og efter, at Forsvarets personel udstationeres til krigszoner eller deltager i fredsbevarende operationer. Fælles for disse enheder er, at de alle arbejder på at sikre, at soldater og tjenestedyr får den bedst mulige sundhedsfaglige behandling.
Arbejdsstedet var indledningsvist Jægersborg Kaserne, senere Flyvestation Skalstrup ved Roskilde og siden 2015 i Brabrand.
Hvad består dit arbejde i?
Arbejdet består i at støtte Forsvarets opgaveløsning på det veterinære, sygdomsforebyggende og smitteminimerede område. Samtidig inspicerer vi, i veterinærinspektørrollen, forhold på hygiejneområdet, herunder fødevarehygiejne, felthygiejne, lejrindretning og drikkevandskvalitet. Derudover er vores fokus på Forsvarets dyr – det vil sige tjenestehunde, Hesteeskadronen samt ved Forsvarets anvendelse af forsøgsdyr. Vi skal sikre, at dyreholdet holdes og anvendes forsvarligt efter de forskrifter, der er i lovgivningen.
Hvordan er du havnet i lige netop dette job?
Jeg søgte, ligesom flere andre, det opslåede job i 2005, selvom jeg dengang havde et spændende job. Jeg havde tidligere været soldat et par år i 1980'erne og havde erfaring fra klinisk praksis, undervisning og selvstændigt arbejde i udlandet (Baltikum 1999-2004). Koblet med en stærk motivation blev jeg den, der fik tilbudt jobbet. Måske var mit tidligere militære forløb med værnepligt, sergentskole, løjtnantsskole og efterfølgende tjeneste som delingsfører i Hærens Artilleri en væsentlig bestanddel i, at jeg blev »the chosen one«.
Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?
Aktuelt sidder jeg i toget mellem Ringsted og Aarhus (05:39 – 08:12) og arbejder typisk i en »3-deling«, hvor jeg sagsbehandler, fordeler afdelingens arbejdsopgaver, læser og forbereder mig til møder og undervisning frem og tilbage i toget. På kontoret er fokus mod møder, interne drøftelser, organisationsudvikling og støtte til mine yngre kolleger. Siden 2005, hvor jeg var den eneste dyrlæge i Forsvaret, er vi nu 5 dyrlæger, der er ved at ansætte kollega nummer 6, og med 4 kolleger i vores veterinærreserve. Så tiden bruges i høj grad på at udvikle vores specialområde i Forsvarets opgaveløsning.
Hvad er det mest spændende ved dit job?
Tidligere var det »rejselivet«, hvor jeg/vi årligt var på Grønland to gange (Siriuspatruljen), to gange i Afghanistan (Helmand), to gange i Irak (Basra), to gange i Kosovo (KFOR) samt deltog i tre NATO-arbejdsgrupper, NORDEFCO-samarbejdet og NATOs internationale veterinærsymposium. Et par år var jeg næsten mere ude end hjemme. Med tilgangen af dygtige, dedikerede kolleger (og reduktionen i internationale missioner) er vi nu flere om at tage rejserne, og det spændende er nu at sikre den fortsat bedst mulige udvikling af vores ansvarsområde i Forsvaret.
Hvordan gør du en forskel med dit arbejde?
Det er svært at sige. Mange har hæftet sig ved den stærkt forøgede bestand af militære dyrlæger over de sidste 16 år, såvel i Forsvaret som i verdenen udenfor. Dette har styrket Forsvarets evne til at levere veterinærstøtte og sundhedsfaglig behandling til personel og tjenestedyr, hvilket er afgørende for at opretholde en effektiv militær operation. Forsvaret har i 2023 en klart bedre opgaveløsning på vores »fagområde« end tidligere. Så måske har jeg haft en positiv indvirkning på både antallet af militære dyrlæger og kvaliteten af den veterinære støtte. På smitteminimeringsområdet er der over årene kommet et stærkere fokus, ikke mindst grundet Afrikansk svinepests fremmarch i vores nabolande. Da Forsvarets aktiviteter typisk er feltmæssige, er behovet for smittemitigation og nært samarbejde over mod civile styrelser vigtigt, også for de fødevareproducerende erhverv.
Hvad ser du som den største faglige udfordring på dit område?
Jeg tillader mig at citere min norske militær-veterinære kollega: »The difficult part is not to be the veterinarian, nor the officer, but to master both the professions well enough to be military efficient«. Så skarpt og dog så enkelt. Vi skal sigte mod at være »dygtige nok« i både den militære og den veterinære kontekst. Så det er vi så!
