Dyrlægen med de rolige bæster

Ivan snuser nysgerrigt til den nyankomne i anlægget. Fra tilskuerpladserne trækker skolelærere deres elever væk. »Lukas, det her skal du ikke se«, kan man høre på en video, senere delt til medierne. En sindsforvirret litauisk mand har forceret indhegningen og er hoppet ind til den 660 kg tunge isbjørn, Ivan.

Nu har Carsten Grøndahl få sekunder til at træffe den helt rigtige beslutning. »Ingen skyder med skarpt, før jeg siger det«, beordrer zoodyrlægen de to skytter, der i hver ende af indhegningen er klar til at slå bjørnen ihjel.

På forunderlig vis tager Ivan forholdsvis roligt imod den uindbudte gæst, sine rovdyrsinstinkter og enorme kræfter taget i betragtning.

- Han kunne have splittet ham til atomer, siger Carsten Grøndahl i tilbageblik på dagen i december 2015, hvor dramaet udspillede sig i »den arktiske ring«.

At manden slap med overfladiske skader, er særligt takket være beredskabet og deres korte reaktionstid, slår Carsten fast. 90 sekunder efter manden var hoppet over hegnet, stod de første skytter klar. På dyrlægens ordrer skød de Ivan med gummikugler, så han fortrak sig inden døre, og både mand og dyr endte med livet i behold.

Sådan en hændelse hører heldigvis til sjældenhederne og er ikke en del af det daglige arbejde i Københavns Zoo. Alligevel er det som zoodyrlæge vigtigt at kende sig selv og sine reaktionsmønstre i akutte situationer, siger Carsten Grøndahl.

- Der er tre måder at reagere på. Enten fryser folk, løber væk eller også bliver de og løser problemet. Men man ved det ikke på forhånd. 

Usamarbejdsvillige bæster

Carsten Grøndahl er den fødte dyrlæge, også rent familiehistorisk, hvor hans karriere stod skrevet i kortene allerede fra en tidlig alder. Nærmest fra han kunne gå, var han med sin far, Docent N. C. Nielsen, inde på klinikkerne på Landbohøjskolen, og så længe han kan huske, har han haft en umiddelbar lyst til at beskæftige sig med dyr.

- Dyr kan et eller andet, når man er tæt på dem. De har en anden umiddelbarhed, og der er meget få dyr, der har skjulte dagsordner. De fleste dyr fortæller dig tydeligt med mimik og adfærd, om de synes, det, du gør, er okay eller ikke okay.

Vejen var derfor banet og hvert skridt tættere på interessefeltet, var sjovere at tage end det forrige.

- Folkeskolen var hæderligt god, gymnasiet var bedre, fordi det var matematisk-biologisk, og da jeg så kom på landbohøjskolen, var alle fagene nogle, jeg gerne ville have med at gøre.

Som færdiguddannet dyrlæge havde Carsten flere år i blandet praksis. Det var spændende med både små og store dyr, men særligt én del af arbejdet fangede den unge dyrlæges fokus.

- Det er fantastisk, hvad man kan med kemi. Man kan tage de mest sure, usamarbejdsvillige bæster og gøre dem helt rolige og smertefri, så man kan hjælpe dem med det, de nu fejler. Den kontrollerede forgiftning er stadigvæk efter 37 år dybt fascinerende for mig.

Et ben på hver skulder

- Som dyrlæger står vi på skuldrene af dem, der gik foran os.

Carsten siger det flere gange i løbet af vores samtale. Både når han taler om de mange studerende, han har undervist, og om de dyrlæger, der i sin tid gav stafetten videre til ham selv.

Da interessen for bedøvelse trak ham tilbage til universitetet, satte han sit ene ben på skulderen af dyrlægen Mogens Smith, der tilbage i 80’erne var lektor i anæstesi og kirurgi på Landbohøjskolen. Det blev til 10 år med Smith som mentor, hvor Carsten forfinede sine metoder, både inden for anæstesi og kirurgi, men også i formidlingen af stoffet.

- På det tidspunkt troede jeg, at jeg for evigt skulle være på landbohøjskolen og undervise de unge mennesker. Det var fedt og udfordrende at finde de rigtige pædagogiske værktøjer, for at de kunne huske, det jeg sagde - ikke bare lige nu, men også om en uge, om en måned og om et år.

Som bekendt endte Carsten Grøndahl dog et mere eksotisk sted i dyrlægeverdenen. Dette skyldtes i høj grad, at han allerede fra gymnasietiden havde plantet sit andet ben i Københavns Zoologiske Have.

- København Zoo havde et fantastisk studenterjob, hvor man kan kunne køre futtog, rive billetter over og være kontrollør. Der kan man arbejde weekender, helligdage og ferier, så der startede jeg i ’79, da jeg gik i 3.G, og var der hele vejen under dyrlægestudiet.

I København Zoo arbejdede dyrlægen Erik Eriksen, også kendt som »Danmarks første doktor skyd«, på baggrund af sine skånsomme metoder til bedøvelse af vilde dyr. En sand pioner indenfor sit felt, fortæller Carsten Grøndahl.

Da Carsten blev færdig som dyrlæge og ikke længere skulle køre futtog, havde Eriksen ham stadig i telefonen, når det brændte på i Zoo. God til at lægge en bedøvelse og vant blandt havens dyr blev han den, Eriksen ringede til, når to hoveder var bedre end ét.

- Han ringede tit og sagde; »Carsten, du må lige komme og hjælpe mig. Jeg er helt alene, og vi skal have ordnet den her giraf«. Så jeg stod for bedøvelsen, mens han ordnede klovene, sleb tænderne, eller hvad det nu kunne være.

I mange år stod Carsten altså både og underviste og forskede på universitetet og med Eriksens giraffer, impalaer og elefanter efter behov. Tilfældet ville dog, at Carstens karriere skulle tage en ny drejning.

- Der sker to ting samtidig. For det første laver Landbohøjskolen om på studieplanen, så alle tilvalgsfag blev afsluttet, og alle os med årsbegrænsede lektorater ikke blev forlænget. Samtidig fik Eriksen et slagtilfælde, så de stod og manglede en ekstra dyrlæge i Københavns Zoo.

Hvorfor får varaner diarré?

»Vi kan jo ikke alle sammen være Carsten Grøndahl«, som en ph.d.-studerende indenfor wild life engang sagde i et interview til DVT.

Det er nemlig et fåtal af dyrlæger, der ender med at arbejde med eksotiske og vilde dyr. For mange dyrlæger med interesse for wild life og zoodyr er Carsten Grøndahl derfor noget af en »heldig kartoffel«. Selvom han i dag siger, at han har »verdens bedste job« og føler sig enormt privilegeret, var han ikke ovenud begejstret dengang muligheden bød sig.

- Da de spurgte fra Københavns Zoo, om jeg ville overtage for Eriksen, magtede jeg næsten ikke at blive specialist i noget andet. Jeg hyggede mig faktisk ret godt i det, jeg havde.

Med den nye struktur på veterinæruddannelsen var der ikke længere brug for Carsten i hans gamle stilling. Kunsten var derfor at se mulighederne for at koble det gamle med det nye, og der havde Carstens nye arbejdsgiver de rette overtalelsesevner.

- De sagde til mig: »Carsten, det vigtigste er at bedøve og lave kirurgi. Alt det andet kan du læse dig til. Du kan altid gå ind og slå op, hvad der giver tyndskid hos en varan«. Og så sagde jeg okay. Det er så 28 år siden til februar.

Den erfarne zoodyrlæge mener, at han er forpligtet til at give videre af sin store viden.

Næsehorn uden hallucinationer

Carsten fik altså lov til at tage anæstesien med ind i den eksotiske verden. Her har han været med til at forbedre bedøvelses- og sedationsprotokollerne for mange forskellige arter og arbejder lige nu sammen med en af sine residents, Sara, på et farmakologiforsøg, der skal optimere smertebehandlingen for næsehorn. Hvor sådanne projekter i dag handler om at optimere, måtte generationen af dyrlæger før Carsten Grøndahl famle i blinde for at finde frem til arternes forskellige tolerancer.

- Der er kæmpemæssige variationer på de her dyr, også i forhold til bedøvelsesstofferne. En impala på 50 kg får halv så meget medicin som et to tons næsehorn. Per kg får den altså tyve gange så meget. Næsehornet ville dø, hvis den fik en impala-dosis, og impalaen ville overhovedet ikke kunne mærke det, hvis den fik en næsehorns-dosis.

Det er overvejende de samme stoffer, man arbejder med til bedøvelse og smertebehandling i dag, som dengang dyrlægerne ikke anede, hvor meget bedøvelse en impala skulle have for at gå i gulvet, fortæller Carsten. Forskellen til i dag er, hvordan man prioriterer dem i forhold til hinanden. 

- Vi er blevet meget bedre til at bruge stofferne på andre måder, bedre til at blande dem på flere faconer og lade være med at blande dem på de forkerte. På den måde har den multimodale tilgang gjort, at jeg kan slippe afsted med meget mindre, når jeg skal bedøve et næsehorn, at dyret ligger bedre og vågner mere roligt uden fx kramper eller hallucinationer.

Carsten Grøndahl har været med til at forbedre bedøvelses- og sedationsprotokollerne for mange forskellige arter.

Udover den evidensbaserede forskning laver Carsten også mere erfaringsbaserede projekter i sin hverdag i Zoo. Hver gang et dyr skal lægges i bedøvelse, prøver han at forbedre sine metoder og dokumenterer løbende sine erfaringer. Han er i dag den ene af blot to uddannede anæstesiologer i zooverdenen i Europa, så den indhentede viden fra praksis er værd at dele ud af.

- Jeg har det enorme privilegium hvert år, når der er verdenskongres for zoodyrlæger, at jeg en hel dag inden kongressen underviser i avanceret anæstesi på zoodyr. Så får de, der har lyst til at høre om det, fifs og tricks fra det, der har fungeret godt i mine hænder.

Ude godt, men hjemme bedst

Det meste af den forskning Carsten Grøndahl bedriver, foregår langt fra haven på Frederiksberg. Dyrlæger der ved, hvordan man bedst får et næsehorn til at lægge sig ned og rejse sig roligt igen bagefter, hænger ikke på træerne. Så når der skal laves forskning på alverdens vilde dyr, er det ofte Carsten, man ringer til.

- Jeg har fx været i Grønland og fange moskusokser, hvor forskere fra Aarhus Universitet skulle sætte halsbånd på dem og tage en masse prøver. Det kan ikke lade sig gøre, uden man har en dyrlæge, som er god til at bedøve, med.

- På samme måde har jeg arbejdet ved et projekt i Indonesien i Baluran National Park, hvor de har nogle meget sjældne banting-okser, som har været hårdt ramt af krybskytteri. Dem var jeg nede og fange med et narkosegevær og en transmitter midt om natten for at sætte satellithalsbånd på dem og tage prøver.

Når Carsten skal ud i verden med sit narkosegevær, er der tryk på. Han er eneansvarlig for processen omkring bedøvelsen og al den logistik, det kræver, når man ikke lige har en dyrepasser, der får tigeren til at stikke halen ud mellem tremmerne. Det er på mange måder fantastisk at være med til, siger han. Alligevel ville han ikke bytte det for arbejdet i haven på Frederiksberg.

- Hvis jeg skulle vælge noget fra, ville det være turene ud af huset. Det er så tilfredsstillende, når det lykkes, men det ville være enormt vanskeligt at gøre hele tiden uden at blive udbrændt. Der er hverdagen i Zoo forrygende, og jeg smiler hver dag, når jeg kører på arbejde. Jeg er velsignet med helt fantastiske kolleger - specielt zoo-veterinærsygeplejerske Tina, som gør vores klinik til noget særligt.

Arbejdet i Københavns Zoo er spændende, men der er også administrativt arbejde, papir- og computerting, som Carsten siger. Dagen begynder med en »morning round«, hvor holdet gennemgår de dyr, der skal tilses og behandles, og laver en plan for dagen. Hertil kommer al det uforudsete. Har en gæst valgt at hoppe ind til isbjørnen, er der ingen tvivl om, at planen skal justeres, men mindre kan også gøre det.

- Er der en fugl, der er fløjet på et vindue et sted, eller en lille kænguru, som man endelig har kunnet fange, så den kan mærkes, må man tage det først. Så hverdagen er en blanding af ting, der er planlagt langt tid i forvejen, ting der planlægges om morgenen og akutte ting, der kommer dryssende. Det, skal man synes, er hyggeligt og dejligt, og det gør jeg. Jeg stresser ikke over de akutte ting. Så må ormekuren til impalaerne vente.

Når kameraerne ruller

Fra et fugleperspektiv kan det se mærkværdigt ud. Impalaer, elefanter, isbjørne og giraffer midt i en hovedstad. Men arbejdet er vigtigt, mener Carsten Grøndahl. Dyrene i Zoo betragter han som ambassadører. Det er deres job og lod i livet at vise gæsterne naturens mangfoldighed som en understregelse af, hvorfor vi skal passe godt på den.

- Det meningsfyldte i det her er dels, at vi får givet de 1,2 millioner gæster, vi har om året, en kærlighed til naturen, og viser dem, at der skal være forskellige dyr i vores verden. Den biodiversitetskrise, vi står i nu, skal vi tænke over. Når vi køber vores bananer og træ til terrassen, skal vi se, om det er certificeret på en måde, så man gør mindst mulig skade på den natur, der er tilbage.

Det er det store perspektiv. Så er der hverdagen med dyrene og den forskel, man som zoodyrlæge gør, så de har en så høj grad af livskvalitet som muligt.

- Det er det vigtigste, når nu de ikke selv kan bestemme, hvor de render hen. Til gengæld bliver de ikke spist af andre dyr og skal ikke gå rundt med maddiker ud af det ene øje. Og hvis de ikke står til at redde, så afliver vi dem, inden de lider ret meget.

Dyrene i Zoo betragter Carsten Grøndahl som ambassadører. Det er deres job og lod i livet at vise gæsterne naturens mangfoldighed som en understregelse af, hvorfor vi skal passe godt på den.

Indimellem dør dyrene i Zoo. De aflives, fordi deres gener ikke er gode nok, fordi de er uhelbredeligt syge, og en gang imellem dør de uventet under en bedøvelse. Det er ikke meget anderledes end i så mange andre dyrlægejobs. Men når Carsten arbejder, kigger Danmark med, og for mellemmanden med kameraet er dramaet ofte den bedste historie.

- Dengang »Bag kulisserne i Zoo« var inde og filme i starten af 0’erne, havde jeg en tapir med en dårlig tand, som vi skulle operere. Jeg var i tvivl om, hvad der var i vejen med den her tand, så jeg skulle have den i en CT-scanner. Båren på scanneren kan kun tåle 140 kg og tapiren vejede over 400 kg, så jeg måtte hænge den delvist op i et stativ. Der lå den så på ryggen, og det var egentlig noget biks, men det gik så fint.

- Så ventede jeg en måned mere, hvor vi bedøvede den for at ordne tanden. Der ligger den på siden, og alt er godt, og det går meget hurtigere end med den der latterlige CT-scanning. Jeg tror, at alt er godt, og går fra den, da den er ved at vågne, for at hente bilen - og så får den hjertestop og dør, mens kameraerne ruller. Jeg kunne nok ikke have gjort noget som helst, men jeg var der ikke. De filmer, og jeg ser den senere dø på filmen.

»Bag kulisserne i Zoo« er godt tv. Så godt, at det genudsendes, og Tapiren Taundy dør igen på skærmene rundtom i Danmark, og Carsten må forklare sig på ny.

Som zoodyrlæge skal man forberede sig på, at de fejl, man laver, kan få stor opmærksomhed. Tapiren trækker overskrifter herhjemme, men havde dyret været af en mere politisk ømtålelig art, havde situationen været en anden. En tidlig morgen i juni 2020, lykkedes det hanpandaen, Xing Er, at slippe ud af sit anlæg.

- Hvis jeg havde slået ham ihjel, da han skulle bedøves og tilbage igen, så havde jeg været på forsiden af alle aviser i hele verden.

To bøjede søm og et stykke sejlgarn

Som dyrlæge har Carsten Grøndahl fået alt, hvad han kunne drømme om. Rejst verden rundt med sit speciale, dykket ned i sine yndlingsstoffers beskaffenhed på universitetet og delt sin begejstring med dygtige kollegaer i Københavns Zoo. I 2023 kan han tilmed smykke sig med titlen som årets dyrlæge.

- Bliver jeg kørt ned af en gul bus i morgen, har jeg intet til gode, siger han uden tøven.

Til gengæld vil han gerne give videre. Det mener han faktisk, at han er forpligtet til.

- Hvis vi skal have en berettigelse til at gøre det, vi gør, så skal vi stå på skuldrene af hinanden. Det kan ikke nytte noget, at man skal starte forfra hele tiden. 

Selv har Carsten Grøndahl sin finesse fra Mogens Smith, mens Eriksen lærte ham at komme langt med »to bøjede søm og et stykke sejlgarn«. Den nødvendige »is i maven« står han selv for. Det handler om temperament og personlighed, siger han, og det er nødvendigt, hvis man skal trives som dyrlæge i zooverdenen.

- Når jeg skal interviewe residents, så spørger jeg ikke, om de kan behandle en elefant med kolik, eller hvordan de vil berolige en antilope. Jeg spørger, hvad der får dem op at ringe, hvad, de synes, er fantastisk, og hvad deres mål med livet er. For det er enormt vigtigt for den trivsel, vi allesammen bør have i vores hverdag. At man ikke holder vejret, hver gang man skal gøre et eller andet, så man har overskud til at tage sig af sig selv og sine kollegaer, og hjælpe med til at arbejdsglæden er i højsædet.

Hvem, der engang skal overtage for Carsten Grøndahl, blæser stadig i vinden over København Zoo. Officielt har han endnu ikke fundet sin »kronprins«, siger han, og man må forstå, at titlen ikke er kønnet. I hvert fald kan et par af de fødder, der er i gang med at finde fodfæste på Carstens skuldre lige så godt være en »kronprinsesse«.

- På et eller andet tidspunkt løber jeg tør for strøm, og så skal der være nogen til at tage over. Der er en rigtig dygtig resident, Louise, der er i gang nu. Hun er god, men hun bliver rigtig god.