Ph-hvaffor-noget, var det første Rikke Buhl tænkte. Hendes vejleder, den tidligere professor i intern medicin for store husdyr og nu afdøde Lis Eriksen, kunne se et talent i den unge dyrlægestuderende og forslog derfor Rikke, at overveje en fremtid som forsker. Det var en uudforsket karrierevej. Rikke Buhl havde længe haft en drøm om blandet praksis og så sig selv som en James Herriot fra serien Folk og Fæ – den klassiske dyrlæge på landet, der hjælper store som små. At være forsker vidste hun ikke noget om. Endnu.
Skæbnefællesskabet
Nu sidder hun her på sit kontor på Universitetshospitalet i Taastrup og kigger ud på hestene med de flimrende hjerter, der græsser i vinterkulden.
De ved det ikke selv, men de indgår i et skæbnefællesskab med klodens altdominerende pattedyr, og det gør dem til noget helt særligt. For ligesom mennesket kan hesten få rytmeforstyrrelser i hjertets elektriske system. Forkammerflimmer eller atrieflimmer, som det også kaldes. En af mange årsager er øget aktivitet af fibroblaster i hjertevæggen, der danner øer af arvæv i hjertemuskulaturen, hvorigennem de elektriske impulser ikke kan strømme. Den ellers meget delikate måde, hvorpå elektrisk aktivitet spredes igennem hjertet, forstyrres og kan i sidste ende resultere i slagtilfælde. Som vi fx ser det, når topatleter, heste som mennesker, falder om midt i kraftanstrengelserne på sportspladsen.
Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om forkammerflimmer, men Rikke Buhls mangeårige forskning har været med til at forklare en del, både til gavn for heste og mennesker. Allerede i sit ph.d.-projekt begyndte hun at undersøge, hvordan hestens hjertefunktion ændres under fysisk træning. Siden har hun været et utal af projekter igennem, fra ph.d. over adjunkt og lektor til titlen som professor i 2013. I et af hendes igangværende projekter har forskerholdet valgt at se problemstillingen om de flimrende hjerter fra en ny vinkel.
- Vi undersøger, om vi skal sætte behandling ind langt tid før, patienterne overhovedet tænker på at henvende sig til deres læge. Om man i virkeligheden skal begynde at behandle mennesker, som vi ved er i risiko for at få atrieflimmer. Det samme gælder væddeløbshestene. Skal vi langt tidligere sætte ind med forebyggende behandling? Det er en helt ny og banebrydende måde at se den her sygdom på, siger Rikke Buhl.
Til sommer er det planen at indsamle de sidste data fra de pensionerede travhestes hjerter. Selvom hun godt ved, at man aldrig skal tolke for tidligt på data, er professoren fuld af forventning.
Vi skal blive endnu bedre til at se på den enkelte ph.d.-studerende, og hvad de skal have med herfra.
- Jeg vågner op næsten hver morgen med bankende hjerte og tænker; Gud hvor er det spændende, hvordan det her kommer til at gå.
»Forsker« er noget man uddanner sig til
Efter et halvt liv som forsker indenfor kardiologien tænker Rikke Buhl tilbage på, hvordan det hele startede. Dengang professor Lis Eriksen hev den unge studerende i ærmet og præsenterede hende for termen »ph.d.«. Her 25 år senere står hun nu selv i spidsen for intet mindre end 1.863 af dem. Den 1. december 2022 tiltrådte Rikke nemlig som leder for ph.d.-skolen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND), som er en af nordens største.
Her skal hun stå som faglig garant for skolens overordnede linjer og sørge for, at den videnskab, der praktiseres, kan forsvares etisk og fagligt. Først og fremmest skal hun lede en institution, der baner vejen fra studerende til forsker.
- Det er jo ikke noget, man er født til at være. Man skal uddannes til at blive forsker. Og hvordan bliver man så en god forsker, spørger hun og fortsætter:
- Først og fremmest skal man have et rigtig godt projekt, og så skal man være omgivet af de rigtige vejledere, som både har den faglige og menneskelige indsigt til, at de kan få lavet et godt samarbejde.
Selvom Rikke Buhl både skal have øjne for supervisorer, ph.d.-koordinatorer og samtidig har en lang række opgaver med at sammensætte kurser og godkende individuelle projekter, er den studerende hele tiden det centrale fokuspunkt.
- Jeg er ikke ligeglad med, hvad folk arbejder med i deres forskningsprojekter, men det er ikke dér, mit fokus er. Det er på selve uddannelsen som forsker. Og vi skal blive endnu bedre til at se på den enkelte ph.d.-studerende, og hvad de skal have med herfra. Vi skal have et fællesskab, og vi skal kunne hjælpe hinanden med at klæde vores unge ph.d.-studerende på til at blive gode og hele forskere, der trives i deres arbejde.
Som nytiltrådt leder af ph.d.-skolen bakker Rikke Buhl derfor hundrede procent op om beslutningen om obligatoriske kurser til de vejledere, der skal føre de studerende gennem uddannelsen.
- Det vigtigste er, at vi får en ansvarlig og reflekterende forsker ud af det her. Det kræver, at vi har nogle vejledere og mentorer, der også er med på den fortælling. Det er ikke nok, at vores ph.d.-studerende skal have en uddannelse. Vi synes faktisk også, at vejlederne skal have det. Du kan have en nok så dygtig ph.d.-studerende, men hvis du har en vejleder, som bare ikke vil høre eller kun tænker på, hvad vedkommende selv gjorde engang, kommer man ikke langt.
»The lonely rider« er en uddøende race
Rikke Buhl har store visioner og ideer som leder af ph.d.-skolen, fortæller hun. Det handler ikke kun om de enkelte forskningsprojekters kvalitet. Ph.d.-skolen skal også kunne ruste de studerende til et helt liv som forskere. Sådan et som Rikke selv har haft i mange år. Her har hun erfaret, at man som forsker ikke får meget ud af at være solorytter.
-»The lonely rider« er en uddøende race. Derfor er det at komme ind i en forskerskole en unik mulighed for at etablere et fællesskab, hvor vi sammen med andre forskere både bliver endnu bedre til at bedrive videnskab, men også til at forstå og opfatte os selv som en del af et forskningsnetværk.
Dengang hun selv var ph.d.-studerende, var der ingen ph.d.-skole at støtte sig til. Ad andre veje erfarede hun dog som videnskabskvinde, hvordan netværket med andre forskere kan føre til banebrydende resultater. I bakspejlet synes det som lidt af en tilfældighed, fortæller hun.
- Jeg var med på et projekt i Sydafrika, hvor de arbejdede med undersøgelser af blodtryk, og undersøgte, hvordan giraffen det ene øjeblik kan have hovedet i seks meters højde og det næste være nede og drikke vand ved jorden. Hvordan kan giraffens hoved fare op og ned, uden at dyret besvimer eller får vand i benene eller hovedet?
Nogle af svarene kom Rikke med i et foredrag, hvor hun præsenterede resultaterne af de ultralydsscanninger, hun havde foretaget på girafferne. At præsentationen ville sætte hende i kontakt med en afgørende samarbejdspartner, blev dog en overraskelse. På en af tilskuerrækkerne sad en kardiolog. Som Rikke Buhl stod og forklarede, spottede han et klart interessefællesskab mellem veterinærforskeren og hans kollega Thomas Jespersen på Panum i København. Et translationelt samarbejde var født.
- Det var gennem girafprojektet, jeg ad omveje kom ind i den mere basale og translationelle tankegang indenfor kardiologien. Ellers havde jeg nok aldrig gjort det.
Samarbejdet med Thomas Jespersen har ført til banebrydende resultater for Rikkes forskerkarriere, fortæller hun. Et af de største gennembrud kom, da de to forskere og deres første fælles ph.d.-studerende havde spurgt, om de måtte præsentere deres forskning for en af verdens førende kardiologer inden for atrieflimmer i Maastricht i Holland. Rikke beskriver det selv som et vendepunkt. Til at begynde med så det dog ikke sådan ud.
- Professoren i Maastricht kunne kun lige afse et kvarter til os, og han var egentlig ikke særlig imødekommende, så vi sad lidt og hakkede i det og prøvede at forklare os. Jeg havde en fornemmelse af, at han sad og kiggede lidt ud ad vinduet, kan jeg huske. Det lignede, at han tænkte, »Ja ja, videre med de der heste-tosser«, smiler Rikke og fortsætter:
- Så pludselig kan jeg se, hvordan han retter sig op, kigger på os og siger; »Gud, det er første gang, jeg ser noget, der ligner det, vi ser i mennesker! I de mange år jeg har forsket, har jeg ikke set noget lignende!«, gengiver Rikke den begejstrede forsker.
- Så råbte han bare ud til sin sekretær »cancel my next meeting«, og så har han arbejdet sammen med os lige siden.
Intet quickfix for udbrændthed
Forestiller man sig forskertilværelsen ud fra mødet med Rikke Buhl, lyder det både nemt og spændende. Hun er mest af alt begejstret, når hun taler om forskning, og det er nok meget godt som leder af en forskeruddannelse.
Trods sin egen entusiasme ved hun godt, at tilværelsen som nyslået forsker kan være hård. Mere end 40 procent af de danske ph.d.-studerende oplever følelsen af udbrændthed, og mere end en tredjedel har overvejet at droppe uddannelsen, viser en undersøgelse foretaget af fagforeningen DM tidligere på året. Om undersøgelsen står dog, at sundhedsvidenskaberne er underrepræsenterede, og det er derfor usikkert, om det står lige så grelt til på SUND som på landets andre universiteter.
Langt de fleste af SUNDs ph.d.’er mener selv, at de har passende tid til deres forskning, fortæller skolelederen, og refererer til SUNDs sidste evalueringsundersøgelse. For den del, der alligevel svarer, at de føler sig pressede, er det afgørende at få skabt bedre vilkår, mener hun.
- Det er vigtigt, for jeg tror sådan set, det bliver værre fremover. Der bliver stillet store krav, både i forbindelse med deres arbejde, men også med alt muligt andet i samfundet, som man skal nå på den halve tid. Så jeg synes, vi skylder vores ph.d.-studerende at stoppe op og spørge; hvad kan vi gøre bedre her? Der er heldigvis en hel pallette af ting. Det er ikke et quickfix, men jeg vil arbejde for, at vores ph.d.-studerende får følelsen af at høre til og være en del af et forskerfællesskab.
Jeg synes, vi skylder vores ph.d.-studerende at stoppe op og spørge; hvad kan vi gøre bedre her?
Frihed under ansvar
Det bliver aldrig et 8-16-job at skrive en ph.d., mener Rikke Buhl. Den erkendelse er i sig selv vigtig, når man overvejer en forskerkarriere. Rammerne kan være svære at få øje på, og det er vigtigt, at man også selv øver sig i at kende sine grænser.
- Måske arbejder man 20 timer den ene uge og 80 den næste. Det vil svinge. Men det handler som ph.d.-studerende om at mærke efter. Nogle gange har man brug for et lille »helle«. Brug for at stoppe op, få en pause og finde en transition til noget andet. Det skal vi hjælpe os selv, vejlederne og de unge studerende til. At de selv skal stoppe op og mærke efter.
Frihed under ansvar, kalder Rikke det også. Det skal man ikke kun minde sig selv, men indimellem også sine omgivelser om, husker hun tilbage fra sin egen tid som ph.d.-studerende.
- En dag, hvor jeg mødte ind klokken 10 om formiddagen, stak en af professorerne på afdelingen hovedet ind og sagde: »Nå, der er nok en, der møder til direktørtid«. Så kiggede jeg på ham og sagde: »Ja, jeg er ph.d.-studerende, og jeg er faktisk direktør i mit eget liv lige nu«. Og så grinede han lidt af det, fortæller Rikke Buhl.
»Hvad er det, I kan med de dyrlægestuderende?«
Går man som dyrlægestuderende med en drøm om at blive forsker, har man gode kort på hånden, mener skolelederen. Grundlæggende handler det om at tro på sig selv og sine evner. Og der går de dyrlægestuderende for at være af en særlig kaliber. Til en julefrokost forleden spurgte Rikkes sidemand, en læge, hende:
- »Hvad er det, I kan med de dyrlægestuderende?«
Spørgsmålet viste sig at komme af et projekt, lægen havde været med til på Rigshospitalet. Her havde et antal forsøgsgrise ligget til MR-scanning en sen aften, da en af dem pludselig trækker vejret meget dårligt. Omkring det nødlidende forsøgsdyr står flere højt rangerede læger, specialister indenfor den forskning, som grisene lagde krop til. Men ingen gjorde rigtigt noget.
- Min sidemand fortalte, hvordan lægerne var helt handlingslammede. De vidste ikke, hvad de skulle gøre - for de var jo ikke anæstesiologer, griner Rikke Buhl.
En dyrlægestuderende, der er med i projektet, springer op, ændrer på ilttilførslen og får fundet ud af, at grisen skal have doxapram. Så langt så godt. Måleudstyret viser sig dog også at være i udu, så lægen tænker, at det eneste at gøre er at ringe efter firmaet, som har leveret det og få en tekniker ud.
- Det næste hun ser er, at der ligger en eller anden under udstyret og roder rundt, og hun tænker: »Er teknikeren allerede kommet?« Men det er en dyrlæge, der allerede er ved at skille det ad. For ja, det vidste han da ikke noget om, men der skulle gøres noget. Grisen lå jo bedøvet.
For den nyslåede skoleleder er historien et eksempel på, at dyrlægestudiet formår at give de studerende modet og en tro på egen formåen. Vi kan gøre en forskel, også selv om vi ikke er specialister. Den ballast er et rigtig godt værktøj, også hvis man vil forske.
Veterinær banebryder
For Rikke Buhl er der ikke plads til både ph.d.-skole, forskning og undervisning i arbejdskalenderen. Selvom hun har elsket at lære fra sig til de dyrlægestuderende, er det undervisningen, der må vige pladsen. Så overtager hun, når forskerlysten melder sig hos dem. Hun er ikke i tvivl om, at de veterinære kandidater er forskningsparate, og hun glæder sig til, som den første veterinær nogensinde, at stå i spidsen for Danmarks største forskningsuddannelse indenfor det sundhedsvidenskabelige område.
