Annonce Banner Banner Banner

Et godt afsæt til din næste lønforhandling

Privatansat Årets lønstatistik for privatansatte dyrlæger uden for klinisk praksis er udkommet og kan hentes på ddd.dk. Her finder du også inspiration til næste lønforhandling.

COLOURBOX1069772 © Colourbox
Kort nyt

En lønstatistik er et godt redskab, når du skal forberede dig til en lønforhandling. Hvis du skal skifte job eller ud i dit første job, er lønstatistikken uundværlig, da den kan give et indtryk af din markedsværdi. Men også privatansatte med fast job og lang erfaring kan hente indspil til lønforhandlingerne i lønstatistikken.

Er du midt i et stillingsskifte, er der en oplagt mulighed for at forhandle prisen på dine kompetencer – det er ved jobskifte, at de største lønstigninger typisk sker. Her kan du også gøre brug af lønstatistikken for at orientere dig om lønniveauet.

Kort sagt – den årlige lønstatistik er et godt redskab til, at du kan få en højere løn både ved lønforhandlinger og ved jobskifte.

Fine svarprocenter

Der har til årets lønundersøgelse været en pæn deltagelse. Deltagelsen er på 36 % mod 38 % sidste år.

De pæne deltagelsesprocenter medvirker naturligvis til, at resultaterne får en stor validitet – således at de med sikkerhed kan benyttes ved lønforhandlinger.

Den procentvise stigning er baseret på bruttolønnen og beregnes på individniveau, dvs. den er beregnet på de enkelte medlemmers lønstigning. Den procentvise stigning er således alene beregnet med udgangspunkt i de medlemmer, der både indgår i lønstatistikken for 2020 og i 2021.

  Antal Bruttoløn 2021 Bruttoløn 2022 Reel lønstigning 2021 til 2022
1984 eller før  5 73.218 74.951 2,60%
1985-1989  8 76.976 78.115 1,40%
1990-1993  10 80.632 83.244 2,80%
1994-1999  5 67.451 69.694 3,30%
2000-2005  4 54.458 56.540 3,90%
2006-2009  7 59.365 61.861 4,00%
2010 eller senere  5 52.509 56.354 6,90%
Total  44 68.668 70.944 3,30%

Mændene har et lønmæssigt forspring

Mænd ligger fortsat generelt højere lønmæssigt end deres jævnaldrende kvindelige kolleger, og af dette års statistik fremgår det, at mænd generelt får en bedre løn end kvinder både med og uden ledelsesansvar.

Det er en udbredt myte, at kvinder ikke tjener lige så meget som mænd, fordi de er dårligere til at forhandle deres løn. Det er ikke ADOs oplevelse. Vi oplever, at kvinder kan være særdeles gode forhandlere, men samtidig vægter de frihed og fleksibilitet højere end mændene. Mændene reagerer i højere grad ved at kigge sig om efter muligheder for at hæve grundlønnen. Men også for dem gælder det, at frihed til dem selv og deres familie og fleksibilitet vægter højt i dag.

Uddannelse betaler sig

Det kan fortsat betale sig at uddanne sig. Ser vi på tallene for højeste uddannelse sammenholdt med, hvilken løn der modtages, danner der sig det meget klare billede, at yderligere uddannelse giver mere i lønningsposen.

Inspiration til personalegoder

Krisetider får både arbejdsgiver og lønmodtager til at tænke andre værdier i form af personalegoder ind i lønnen.  Det er derfor altid en god ide at overveje, hvad du kunne tænke dig at få ud af din lønforhandling ud over kroner og ører. Måske har det større værdi og interesse for dig at få flere fridage, en sundhedsforsikring eller gratis frokostordning. I statistikkens frekvenstabel 5.13 kan du finde inspiration i oversigten over medlemmernes vilkår og personalegoder. Husk at ekstra ferie også repræsenterer en væsentlig værdi. En ekstra fridag har en værdi på 0,5 % og en ekstra ferieuge svarer altså til en lønforhøjelse på 2,5 %.