Manden, der kan bøje tiden

Tid er ikke en absolut størrelse. Nok måler de fleste af os tiden i minutter, timer og dage, men som Einsteins teori slog fast for mere end 100 år siden, er tiden relativ og krummer sig om himmellegemerne. Det burde ikke være noget, vi kunne mærke her på jorden, men når man taler med Mads Krogsgaard Thomsen, kan man godt blive i tvivl.

Det lader til, at han kan bøje tiden på måder, der gør ham i stand til at få den til at arbejde for og ikke imod sig. Helt modsat, hvad mange af os andre oplever.

Under dyrlægestudiet skrev han en lærebog i farmakologi, der blev brugt på faget de følgende 12 år, han begyndte på en ph.d., allerede inden han var færdig med sin kandidateksamen og var kun 33 år, da han blev direktør med ansvar for diabetesforskningen i Novo Nordisk. Han er med andre ord en person, der synes at nå det hele på den halve tid.

En grønskolling på 29 år

Det kan godt blive for meget for nogen at møde sådan en mand, der kan modellere tiden i sin egen lomme. Det måtte Mads Krogsgaard sande som 29-årig ph.d. og ansat farmakolog ved Leo Pharma.

- Jeg blev opfordret til at søge en stilling som leder af den dermatologiske afdeling af min chef, som mente, at jeg var den bedst kvalificerede, fortæller Mads Krogsgaard Thomsen fra et stort hjørnekontor med udsigt over Tuborg Havn.

Længere oppe i hierarkiet i Leo Pharma, mente forskningsdirektøren dog ikke, at Mads i så ung en alder kunne bestride sådan en stilling. Den unge forsker havde ramt loftet og måtte respektere den tid, det tog at stige til højere luftlag.

- Jeg fik at vide, at en 29-årig grønskolling ikke kunne blive afdelingsleder. Jeg kunne få lov til at interviewe den, der skulle have jobbet, men ikke selv være i spil til stillingen.

Mads Krogsgaards nærmeste overordnede, den farmakologiske chef, der havde opfordret ham til at søge stillingen, hev et kort ud af ærmet. Den plan skulle dog senere vise sig at give bagslag.

- Han viste mig en jobannonce fra Novo Nordisk og sagde: »Mads, hvis du søger den her afdelingslederstilling, og du får den, så må direktøren forstå, at du også kan få stillingen her hos os«.

Lederstillingen på Novo Nordisk var inden for udviklingen af væksthormoner, et område som Mads Krogsgaard Thomsen ikke havde arbejdet med før, og hvor han ville få 27 folk under sig i laboratoriet. Jobbet på Leo Pharma var til gengæld inden for dermatologien, et område, som han både havde skrevet ph.d. og doktordisputats inden for, og her skulle han kun lede en gruppe, der var omtrent halvt så stor. Man skulle derfor tro, at ræsonnementet kunne overbevise selv den stædigste direktør, hvis Mads ellers kunne vise et tilbud frem fra konkurrenten.

- Jeg søgte stillingen hos Novo, og i løbet af to dage tilbød de mig jobbet. Så gik jeg tilbage til forskningsdirektøren og sagde: »Jeg er altså blevet tilbudt det her job indenfor et område, jeg ikke har forstand på. Vil De ikke nok give mig jobbet her, som jeg har forstand på?«

Men direktøren var en mand af sit ord.

- »Nej, De er godt nok for ung. Så må vores veje skilles«, sagde han til mig. Så jeg sagde op og tog til Novo Nordisk, skrev kontrakt som 29-årig og endte med at være der i 30 år, fortæller Mads Krogsgaard Thomsen.

En høj mand fra Jylland

At mestre tiden er en kunst, og som ung skal man ofte lige i gang. Efter gymnasiet var drømmen at blive jagerpilot, men selvom Mads Krogsgaard Thomsen bestod pilotprøven, fik han også her at vide, at med sin beskedne alder på 18 år måtte han vente et år med at starte på uddannelsen til pilot. Han blev derfor sendt til flyvevåbnets officersskole for at modnes yderligere i et års tid. Selvom den unge student havde fortrudt pilotvalget og i stedet fortsatte som værnepligtig, fandt han hurtigt ud af, hvordan han i timerne mellem øvelserne i soldaterfærdighed kunne bøje tiden i sin egen retning.

- Jeg ville ikke kede mig, så jeg gik ned i en boghandel og købte biologernes lærebog fra gymnasiet. Jeg var mat-fys’er og havde ikke haft biologi. Så jeg pløjede mig igennem A-niveau biologi og fandt ud af »wow, jeg skal være et eller andet biologisk«. Og så begyndte jeg ellers at undersøge, hvad der var af biologiske kandidateksamener, fortæller han.

Dyrlægestudiet var den gode blanding af biologiske fag, der samtidig gav en konkret retning for, hvor man kunne ende i samfundet. Mads søgte, kom ind og kløede på fra starten i studieårene. Om det var tilfældet eller Mads’ iver efter viden, der skabte øjeblikket, er uvist. I hvert fald ender et møde med en ung forsker på KVL med at give Mads Krogsgaard Thomsen nye mål at sigte efter.

- På mit tredje semester falder jeg i snak med en ph.d.-studerende på studiet. Jeg bliver vildt fascineret af den her høje mand fra Jylland, og han tager mig med over på Institut for Husdyrreproduktion og viser mig, hvordan han er ved at lave embryoner, som han skal lægge op i køer.

Selvom den høje jyde sidste år gik på pension efter mere end 40 års forskning, er han den dag i dag kendt af de fleste dyrlæger og veterinærstuderende. Om Poul Hyttel kan huske den nysgerrige andetårsstuderende, der senere fik et eksemplar af hans afhandling, tør Mads dog ikke at gætte på.

- For ham var jeg nok bare en lille studerende, men for mig var det stort at blive inviteret med ind i laboratoriet og se livet udfolde sig i mikroskopet. Det var bare sådan »BING« han tændte lysene i øjnene på mig. Så allerede her, et år inde i studiet, fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være almindelig praktiserende. Jeg skulle være forsker. Takket være Poul.

En scrapbog over fremtiden

Et mål havde vist sig, og Mads kunne læne sig frem i arbejdet efter at nå det. Selvom der var flere år til at han stod med dyrlægeautorisationen i hånden, begyndte han at forberede sig.

- Når DVT kom ind ad brevsprækken, klippede jeg jobannoncer ud og satte dem i en scrapbog. »Her kan du blive mikrobiolog i Novo Nordisk«, »her kan du blive farmakolog« og »her kan du blive toksikolog«. Alle de typer jobs, jeg begyndte at interessere mig for, klippede jeg ud.

Før Mads kunne lande forskerstillingen, var der en masse, der skulle læres og forstås. Alligevel syntes han åbenbart ikke, at farmakokinetik, toksikologiske mekanismer og de hundredvis af veterinære lægemidler var nok at bokse med på femte semester. Han skulle selvfølgelig også skrive sin egen lærebog i farmakologi imens. Så det gjorde han.

- Det semester blev jeg helt tændt af farmakologien og skrev sammen med en medstuderende et 350 siders kompendium i farmakologi. Det brugte jeg et år på at skrive, og dér fandt jeg ud af, at det var farmakolog, jeg ville være.

Kompendiet blev fast studenterlæsning i farmakologi fra 1984 til 1996, og senere kunne Mads Krogsgaard Thomsen finde sig selv på underviserens plads foran de studerende på kurset. Det her felt var hans og forblev det. Alligevel kunne han i sine sidste år på KVL ikke helt slippe tanken om at blive praktiserende dyrlæge. Den dør skulle stå på klem lidt endnu.

- Jeg snævrede mig selv mere og mere ind, men uden at blive helt snæver. Jeg ville stadig gerne have muligheden for at kunne blive praktiserende dyrlæge med enten smådyr eller heste.

Når Mads Krogsgaard Thomsen endnu ikke havde overgivet sig helt til den humane lægemiddelforskning, var det fordi smådyrene, og især hundene, gav et rum til at nørde indenfor medicinen.

- De mindre husdyr kunne stadig begejstre mig, fordi sygdomsbilledet er så bredt, at det minder om menneskets. Fx med de endokrine sygdomme, hvor du har Cushings, Addisons, hypothyroidisme og hyperthyroidisme. Med smådyrene kunne jeg fordybe mig i samme grad af sygdomskompleksitet.

Under sine ph.d.-studier skulle det kliniske arbejde med smådyr derfor prøves af. Mest så Mads var helt sikker på ikke at have overset noget i sin iver efter forskerkarrieren. Efter et barselsvikariat i en klinik på Amager, var han dog ikke i tvivl om, at han skulle blive i laboratoriet. 

- Det der med at blive vækket om natten og skulle tage sig af katte, der er faldet ned fra fjerde sal, duer ikke for en som mig, der i forvejen sover meget lidt. Rutinearbejdet med at rense ører og den slags kedede mig også. Nej, jeg fandt ud af, at smådyrspraksis ikke var for mig.

Verdens bedste rektor

Allerede inden han var blevet kandidat i veterinærmedicin stod Mads Krogsgaard Thomsen i laboratoriet som forskerstuderende. Desværre stod han der meget alene. Hans vejleder var bortrejst det meste af tiden, og Mads havde ingen til at hjælpe sig med at få sine T-lymfocytter til at vokse. Hans projekt om kontaktdermatitis hos hunde skred derfor kun langsomt fremad.

Som Mads selv beskriver det, har han aldrig haft mange hæmninger. Han gik derfor helt til universitetets top med sit problem.

- Jeg gik direkte til rektoren Folke Rasmussen. Han var verdens bedste rektor og professor i farmakologi. Så jeg sagde: »Folke, jeg ved godt at du er rektor, og det er enorm pinligt, at jeg kommer til dig, men vil du gerne være min vejleder?«

Rektoren kunne i kraft af sin stilling ikke tage Mads som ph.d.-studerende og sendte ham derfor over til Christian Friis på farmakologi og et projekt om leverens metaboliserende enzym, cytochrom P450. Men der gik ikke længe, inden industrien begyndte at hive i den 27-årige veterinær. Den farmakologiske chef fra Leo Pharma, der senere skulle miste Mads Krogsgaard Thomsen til Novo Nordisk, havde hørt om den unge forsker med vokseværk.

- Da han ringede mig op og sagde: »Mads, du kan få en bedre løn, du kan få tre laboranter, og du kan få lov at tage dit ph.d.-projekt med. Du skal bare lave det færdigt hos os, og så love at arbejde for mig bagefter«. Så må jeg indrømme, at så sagde jeg op.

Fra nybagt til veteran

En stædig direktør på Leo Pharma endte som bekendt med at sende den unge forskerspire i armene på Novo Nordisk. Her har han i 30 år været med i udviklingen af mere end 20 lægemidler og har forfattet et mindst lige så stort antal videnskabelige artikler. Med et hurtigt blik på Mads Krogsgaard Thomsens CV, synes det at være gået stødt fremad hele tiden. De første 10 år hos Novo Nordisk går han fra én ledende stilling til den næste, og som 33-årig bliver han direktør med ansvar for diabetesforskningen. I 2000 bliver han koncerndirektør for al forskning og udvikling i Novo Nordisk. Men hvad CV’et ikke afslører, er de slag, man må tage, når man står i spidsen.

Efter årtusindeskiftet fulgte »de hårde år«, som Mads omtaler dem. En række projekter førte aldrig de ønskede resultater med sig og særligt den længe ventede insulininhalator, som skulle gøre det nemmere for diabetespatienter at tage deres medicin, blev endeligt lagt i graven i 2008.

I tilbageblik var starten som koncerndirektør den hårdeste tid, både på hjemmefronten og i medicinalvirksomheden, fortæller direktøren.

- Det var nogle trætte år. Jeg var træt, fordi jeg havde tvillinger, der ikke ville sove ordentlig om natten, og træt, fordi der var lidt vaklende tillid til, om jeg nu også var den rigtige til jobbet. Men jeg valgte bare at knokle på, og det var ikke uden fare for liv og lemmer, men jeg overlevede. Så brugte jeg nederlagene fremadrettet til at undgå at lave de samme fejltagelser, og sådan er jeg efterhånden blevet bedre og bedre til jobbet.

Efter at have kæmpet for at bevise sit værd, sad Mads Krogsgaard Thomsen som koncerndirektør for forskning og udvikling i mere end 20 år. Længere end nogen anden i industrien. Han har derfor set alle andre omkring sig blive skiftet ud flere gange, og selvom tilbuddene fra udlandet indimellem har været fristende, har han aldrig rigtigt været i tvivl. 

- Hver gang er jeg endt med at konkludere, at jeg har mine børn, jeg har min familie, og jeg elsker det her firma. Jeg holder meget af værdisættet i Novo Nordisk og har altid været motiveret af vækstudsigterne her.

Det gyldne molekyle

Omkring midten af 00’erne vendte skuden. Skibet med den ægyptiske tyr Apis som galionsfigur fik medvind, og projekterne begyndte at lægge milliarder på kistebunden. Præcist, hvor vinden blæste fra, skulle man tro, var svært at afgøre med så stort et hav som Novo Nordisk befinder sig i. Det er dog ganske let at svare på, mener direktøren.

- Det er der ingen tvivl om. Det er GLP-1, siger Mads og peger på en tofarvet figur på hylden bag mig.

- Det molekyle, du har dér, hedder Semaglutid. Det lyseblå er et peptid med 30 aminosyrer, som hedder GLP-1, og det mørkeblå er en fedtsyre, faktisk en C18 disyre, som vi har klistret på. Det produkt omsætter i år for cirka 70 milliarder kroner. Bare det molekyle.

De læsere, hvor forkortelsen GLP-1 ikke ringer en klokke, skal ikke skamme sig. Det gjorde det heller ikke for Mads Krogsgaard Thomsen, da han på sin første dag som direktør for diabetesdivisionen blev mødt af en ung kemiingeniør, der ville overbevise ham om potentialet ved det glukagonlignende peptid. 

- Hun kom hen til mig og begyndte at snakke om GLP-1, som jeg ikke anede hvad var. »Professor Jens Juul Holst inde på KU har opdaget det her molekyle, men det virker kun i nogle få minutter. Vi skal gøre det stabilt, vi skal lykkes med det her. Vi skal lave et lægemiddel!«, gengiver Mads Krogsgaard Thomsen hende sige.

- Og så kørte jeg parløb med hende i de næste fire år, indtil vi opfandt det første lægemiddel, Victoza^®.

Victoza^® blev et succesmiddel, der langt overgik markedsanalytikernes forventninger. Succesen havde dog, ifølge Mads Krogsgaard Thomsen, også den kedelige virkning, at den daværende ledelse mente, at nu var GLP-1-historien slut. Det gyldne æg var fundet, og forskningen skulle i andre retninger. Mads og hans kollegaer på projektet var dog af en anden overbevisning og fortsatte jagten på nye og bedre GLP-1’ere.

- Victoza^® skal injiceres hver dag. Semaglutid virker én gang om ugen og dobbelt så godt. Så at vi blev ved med at knokle på, indimellem imod ledelsens hovedinteresse, gjorde, at vi endte med at lave et »once weekly«, som nu endda også kan tages som tablet.

Er der noget Mads gerne vil huskes for, er det derfor GLP-1. Det var en kamp han ofte måtte kæmpe på egen hånd eller i tæt samarbejde med sine nærmeste folk, fortæller han. Selv var han dog aldrig i tvivl. Fra den dag han første gang talte med den unge kemiingeniør om peptidet, sagde hans intuition ham, at det her var vigtigt.

- Hvis vi kan lave lægemidler af det her, er det jo en revolution, husker jeg, at jeg tænkte. Det er noget, der kan ende med en nobelpris en dag, det her. Det tror jeg i øvrigt stadig på, det er.

Foruden at have været et gennembrud i behandlingen af diabetes, kan det seneste GLP-1 produkt Wegovy^® anvendes til behandling af svær overvægt, og flere produkter er under udvikling til indikationer som hjertekarsygdom, fedtlever, alzheimers og nyresygdom.

Efter lægemiddel nummer 20

Mads Krogsgaard er ikke den typiske direktør, hvis viden er begrænset til den forretningsforståelse, der skal til for at erobre nye markedsandele. Med rødderne langt inde i de bagvedliggende laboratorier er han dybt nede i detaljerne omkring de produkter, han har været med til at udvikle, og man får fornemmelsen af, at han lige så godt selv kunne stå med pipetten i hånden indimellem.

Men selv i spidsen af en forskningsraket kan man komme til at savne fart og forandring. I hvert fald hvis man som Mads Krogsgaard Thomsen ikke kun drives af vind i sejlene, men også af uprøvet farvand. I 2021 valgte han derfor at skifte stillingen som koncerndirektør ud med jobbet som administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden.

- De sidste 10-15 år i virksomheden har jeg haft masser af selvtillid. Det har været superfedt, men når du har lavet lægemiddel nummer 20, så bliver begejstringen for lægemiddel nummer 21, 22 og 23 hele tiden lidt mindre, og man mister lidt af den eufori, man havde i begyndelsen. Men den glæde, jeg kan få her i fonden ved at prøve at udrette store ting for sundheden, klimaet, landbruget eller for fødevaresystemet, er ny og anderledes. Man genopfinder lidt sig selv.

Erhvervsfonden ejer datterselskabet Novo Holdings A/S, som er holdingselskab for Novo Nordisk og Novozymes, og som tager sig af fondens investeringsaktiviteter. Hertil uddeler fonden hvert år midler til initiativer primært inden for forskning, uddannelse og innovation samt humanitære og sociale formål. Sidste år uddelte Novo Nordisk Fonden 8,8 milliarder kroner til almennyttige formål.

Det bedste job i Danmark

Hvor det før primært var professorer i hvide kitler, Mads Krogsgaard Thomsen talte med til daglig, er berøringsfladen fra direktørstolen i fonden en lidt anden. Kitlerne er delvis skiftet ud med slips, og udover professorer er det statsledere, repræsentanter fra store organisationer som WHO og FN, og forretningsfolk som Bill Gates, Mads trykker i hænderne.

- Med det her arbejde har jeg fået adgang til de mest spændende mennesker i verden og får lov til at diskutere muligheder, projekter, som vi kan samfinansiere, og fx hvordan vi kan nedbringe den måde, vi i industrien bruger enorme mængder fossile brændstoffer på.

Projekter, som Novo Nordisk Fonden støtter, spænder bredt og tæller blandt andre et CO₂-forskningscenter på Aarhus Universitet. Her skal forskere på tværs af faggrænser arbejde sammen på at finde løsninger, der kan nedbringe atmosfærens stigende CO₂-niveauer.

Fonden har også skudt knap 1,5 milliarder kroner i et projekt, der i 2034 gerne skulle resultere i Danmarks første fuldt funktionelle kvantecomputer, som efter sin fødsel skal kunne hjælpe med løsninger både til den grønne omstilling og til udvikling af ny medicin.

Mads Krogsgaard Thomsen er gået fra lup til kikkert. Fra molekyler, der skal passe til helt specifikke receptorer, til store indsatsprogrammer, der skal løse komplekse, globale problemstillinger. Det passer ham dog godt at skulle træde et skridt tilbage og se på de store perspektiver.

- Det at lave sådan nogle store strategiske og missionsdrevne satsninger, hvor man får lejlighed til at følge dem tæt helt tæt, er vildt givende. Jeg havde altid troet, at jeg havde det bedste job i Danmark. Nu er det gået op for mig, at det havde jeg ikke. Men det har jeg nu.