Årets dyrlæge

- »Hold da kæft«, tænkte jeg.

- Jeg var nok nogenlunde lige så spændt på valget af prismodtageren som alle andre i salen, og ret tidligt i introduktionen tænkte jeg, den kollega må jeg da kende. Det blev så bekræftet.

Sådan fortæller Sten Axel Larsen, Vestjyske Dyrlæger, om sin reaktion på at modtage hæderen som Årets Dyrlæge 2022 på DDD Årsmødet. En pris, han slet ikke kendte til, før han stod på scenen og modtog checken på 20.022 kr., som fulgte med titlen.

Det er første gang den kollegiale cadeau gives til en dyrlæge, der som et kriterie skal excellere i at have gjort noget særligt for faget og skabt opmærksomhed om dyrlægers faglighed i grænselandet mellem klinik, life science, innovation, administration og/eller One Health.

I motivationen fra kollegaen, Katrine Lawaetz, havde hun lagt vægt på, at Sten Axel Larsen med sine 41 år i svine- og kvægpraksis har lagt ukuelig energi og iver i uddannelsen af mange yngre kolleger. Videre skriver hun: »Sten A. Larsen har de senere år siddet i Det Veterinære Sundhedsråd som repræsentant for praksis, og har i alt sit virke forsøgt at bringe viden fra bordet ud i praksislandskabet til gavn for kollegerne«.

Eftertænksomt konkluderer Sten, at kriterierne for prisen frit fortolket kan kaldes evnen til at udleve en række af de muligheder, som dyrlægernes fælles »brede biologiske uddannelse med speciale i patologi« har udrustet dem med.

- Sådan var veterinærfaget beskrevet, da jeg startede på dyrlægestudiet midt i halvfjerdserne, og selv om der måske er andre studieretninger, der i dag vil byde ind på en lignende definition, så synes jeg, at vi som stand skal forfægte, at det er det, vi har med i bagagen.  

Sten håber, at det bliver en meget mere omfattende opgave for bedømmelseskomiteen at skulle vælge iblandt mange flere kvalificerede kandidater end de 10 kandidater, der var indstillet i år, for han synes, der er mange gode kolleger, der i den grad opfylder kriterierne for prisen.

- Ikke desto mindre er jeg meget stolt over, at valget faldt på mig – og det er med stor ydmyghed og taknemmelighed, at jeg modtager prisen.

Mod, evner og held formede fremtiden

Hvem er han så, Sten Axel Larsen, dyrlægen, der med en kuffert i hver hånd tog bumleturen med intercitytoget til en timelønnet stilling i kødkontrollen på et slagteri i Lemvig som det første skridt ud i arbejdslivet i begyndelsen af firserne?

- Folk synes, det var svært at få arbejde dengang. Jeg boede i et kollegieværelse i Frankrigsgade på Amager, og det var i hvert fald en stensikker måde ikke at få arbejde på i praksis. På det tidspunkt var der ikke ret mange produktionsdyr på Sjælland. Der kom så flere navnlig grise i de følgende 10-15 år, men man skulle regne med, at man skulle vestpå, hvis man ville arbejde med store dyr, siger Sten og forklarer, at det var langt over halvdelen, der dengang satsede på klinisk praksis.

- For mit vedkommende var jobbet i kødkontrollen indgangen til at komme til at kende nogle folk. I en tidsalder uden mobiltelefoni, internet og sociale medier foregik networking på en meget analog måde. Et stillingsopslag på 3-4 linjer, opslået ved Gimles trappe, kunne nemt udløse 15-20 ansøgninger til en praksis i provinsen – det gjaldt derfor om at møde potentielle arbejdsgivere face to face. Der var så få jobs, og praksisejerne ville godt se folk an. Det var købers marked, og var man heldig kunne et job på slagteriet være vejen frem, fordi mange praksisejere dengang havde timer på de lokale slagterier.

Men Sten mener ikke, at det er en situation, man skal se tilbage på med glæde.

- Tværtimod skal vi glæde os over den professionalisering, der er sket af ansættelsesprocedurerne generelt. Karriereplanlægning introduceres tidligt i studieforløbet og er naturligt nok blevet et indarbejdet begreb i vores forenings formål. Det vil helt sikkert også være til stor hjælp for mange kolleger i mange situationer. I hvert fald i nogle faser af karriereforløbet og i et jobsøgningsmiljø med mangel på kvalificeret arbejdskraft.

- Vi skal dog være opmærksomme på, at tilfældigheder langt hen ad vejen også kan blive bestemmende for vores faglige retning. Måske mest udtalt i perioder med høj ledighed. Og de tider kan i teorien indfinde sig igen. Med risiko for at være patetisk vil jeg hævde, at det er den enkelte kandidats mod, evne til og især held med at bringe den tilegnede faglighed i spil, der får afgørende betydning for det fremtidige virke.

Og sådan var det også for Sten. Kødkontrollen blev indgangen til et job i landpraksis i Lemvig. Her var han indtil han fire år senere kom til Danske Slagteriers veterinærafdeling i Vodskov, hvor han så sit snit til at tilegne sig de kompetencer, der var brug for inden for svinesektoren, hvor udviklingen tog syvmileskridt.

- Jeg havde regnet med, at det skulle være et par års efteruddannelse og så tilbage i praksis. Men det viste sig at være meget inspirerende, sjovt og udviklende, så jeg blev der i fem år.   

Her udførte han blandt andet sundhedskontrol i avls- og opformeringsbesætninger. Derudover var han med til at søsætte et større efteruddannelsesprogram for praktiserende dyrlæger med de første nyudklækkede fagdyrlæger som undervisere. Det blev springbrættet til, at Sten i 1990 sammen med kolleger etablerede en specialiseret rådgivningspraksis i Lystrup, inden det igen blev blandet praksis i Sydvestjylland.

- Med min tilbagevenden til blandet praksis i ’93 var der samtidigt åbnet for udsigt fra første parket til en strukturudvikling inden for praksis, som har overgået enhver fantasi. Naturligvis affødt af de ændringer, der er sket i kundegrundlaget. Det har handlet om en lang række af opkøb og fusioner med andre praksis. De fleste tilbageværende praksis i dag har gennemlevet en sådan transformation. På det faglige plan betød udviklingen af vores praksis, at jeg i en årrække - ud over at stå med et driftsansvar - også havde rådgivningsaftaler på svin, malkekvæg, fedekalve og mink.

Det Veterinære Sundhedsråd

I de sidste ni år har Sten besat det ene af de to sæder i Det Veterinære Sundhedsråd, der skal besættes af praktiserende dyrlæger. Og han har brugt både ferier, fritid og aftner på at tage del i dette arbejde – til tider op mod 300 timer om året.

- For mit vedkommende er det i høj grad idealisme. Jeg mener, det er et enormt vigtigt sæde, jeg sidder på. I sager, hvor fokus er på den praktiserende kollegas rolle, vurderer jeg altid, om jeg selv kunne være havnet i en tilsvarende situation - hvad ville du selv have gjort? Det er der, mine øjne skal komme ind i sådant et råd, fortæller Sten og lægger vægt på, at alle rådets afgørelser foregår i konsensus.

- Hvis jeg er voldsomt uenig med de andre, skal jeg virkelig argumentere, hvilket også er en meget udfordrende og lærerig proces.

Udvikling med tiden

I en alder af 66 år er Sten glad for, at han er nået dertil, hvor han kan gå på deltid.     

- Jeg har aldrig holdt et sabbatår. Jeg gik durk igennem systemet og begyndte på dyrlægestudiet som 18-årig. Det passer mig godt, at jeg nu kan drosle lidt ned, for jeg har en masse, jeg gerne vil lave, og som jeg har fået tid til nu. Så må vi se, om jeg om et par år får behov for at tage flere timer, griner dyrlægen, der ikke vil udelukke noget som helst.

- Jeg har været heldig med mit helbred i over 40 år. Det er et privilegium, at jeg har kunnet arbejde i et felt, som jeg synes, er sjovt og inspirerende.

Og når Sten ser tilbage, har de klinisk uddannede dyrlæger været med til at understøtte en meget stor eksportindtægt fra landbrugserhvervet. Dels som frontlinjepersonel i klinisk praksis, men også efter at være skiftet til embedsdyrlægestillinger.

- I dag kan vi konstatere, at life science-branchen er gået i front på eksportsiden. Lad os arbejde på, at det brede fundament fra veterinæruddannelsen på KU SUND også fremover åbner muligheder for at opnå erfaringer i grænselandet mellem klinisk praksis, innovation, administration, One Health mv. – og dermed gør dyrlæger til det naturlige valg i stillinger indenfor netop Life Science.