Alle ser efter Yuki. Om det er mænd eller kvinder, unge eller gamle eller endda helt små børn stirrer de, når vi går ned ad gaden.
Jeg er vant til, at folk bemærker Yuki. Da vi boede i København og gik ture omkring søerne, var der også folk, som hilste eller smilede. Men siden Yuki og jeg sidste år flyttede til Seoul i Sydkorea, er der ingen sammenligning. Som en anden koreansk popstjerne er han begyndt at spankulere - man skulle næsten tro, han var klar over opmærksomheden.
Alle, vi møder, tager også imod ham som var han en koreansk popstjerne. På godt og ondt. De fleste kvinder udbryder »gwiyeobda« (nuttet) og vinker eller peger. Andre skuler, skriger, spytter eller sparker decideret efter ham.
Yuki er min hund. Og det er noget helt andet at have hund i Seoul end i København.
Sydkorea er på mange måder et samfund i rivende udvikling. På 60 år er landet gå fra at være et fattigt udviklingsland, der klarede sig værre end Nordkorea, til verdens tiende største økonomi. Pertinent med den hurtige udvikling er kæledyrs - særligt hundes - voksende popularitet. En undersøgelse foretaget af Sydkoreas landbrugsministerium viser, at knap hver tredje sydkoreanske husstand ejede et kæledyr i 2020, en stigning på 8 procent fra året tidligere.
Det er langt fra udelukkende et corona-kæledyrssyndrom. Kæledyrsindustrien boomer, og fra 2017 til 2020 er antallet af virksomheder relateret til kæledyr vokset fra 4.500 til 19.200, viser tal fra Statista.
Men hundekulturen i Sydkorea er som meget andet i landet. Den bærer præg af at være opstået hurtigere end folkementaliteten kan følge med. Det ses tydeligst i Seoul; en by hvor de ældre spiser hunde, og de yngre kører rundt med dem i barnevogne, farver dem lyserøde eller giver dem prinsessekjoler og solbriller på.
Nogle af dem, der har fulgt udviklingen tæt, er folkene bag Harim Pet Food. Et koreansk selverklæret Michelin-kæledyrsmad-firma, der er opstået som tusinder af andre virksomheder som svar på sydkoreanernes stigende efterspørgsel på kæledyrsprodukter. Jeg møder nogle af Harim Pet Foods ansatte på deres hovedkontor i et kæmpe bygningskompleks i Seoul. Her vil dyrlæge Roger Cho og direktør Hak-rim Lee gøre mig klogere på sydkoreanernes syn på hunde. Og for at forstå det, er det nødvendigt at se på, hvordan kæledyrskulturen opstod i Sydkorea.
Tre generationer i én by
Først og fremmest er det vigtigt at vide, at alting går meget stærkt i det sydkoreanske samfund, og at nye trends konstant opstår, fortæller Hak-rim Lee. Der kan drages direkte paralleller mellem Sydkoreas kæledyrsboom, der er sket ad to omgange, og landets to økonomiske boom.
Traditionelt spiser man hunde i Sydkorea, og ifølge gammel koreansk tro er hundekød godt for helbredet. Det stammer helt tilbage til dengang, Korea var et dynasti, og hundekød blev betragtet som en delikatesse primært forbeholdt eliten, fortæller Hak-rim Lee.
Hunde er derfor historisk et landbrugsdyr, og den opfattelse ændrede sig først for alvor i begyndelsen af 1990’erne, hvor Sydkorea fik sit første økonomiske boom, og mange koreanere lod sig inspirere af særligt amerikansk kultur og levevis. Mens flere koreanere købte hunde, faldt interessen med det økonomiske krak i 1997, og kæledyrsindustrien begyndte først at vokse igen i midten af 00’erne.
- På det tidspunkt begyndte medierne at sende nyheder og programmer om, at kæledyr er gode for børn. Så opstod det andet boom, hvor vi begyndte at se kæledyrsbutikker og -hospitaler i storbyer. Men efterspørgslen skabte samtidig et stort problem med indavl og hundehvalpe, der blev solgt alt for tidligt, for der var ingen reguleringer fra regeringen, siger dyrlæge Roger Cho.
Ifølge Hak-rim Lee opstod der igennem 90’erne og 00’erne en idè om »hunde som legetøj«.
- Stadig i dag hersker der blandt lidt ældre synet på en hund som en ting, du kan gøre, hvad det passer dig med, og som du kan smide ud på gaden, hvis du ikke gider eje den mere, siger han.
Det er en kultur, der stadig kan ses i bybilledet, hvor det ikke er unormalt, at kæledyrsejere offentligt sparker eller slår deres hund, hvis den gør, trækker i snoren eller på anden vis opfører sig på en måde, ejerne ikke bryder sig om.
De seneste par år er der dog opstået en ny kultur blandt unge op til midten af 30’erne; synet på hunde som familiemedlemmer.
Hundebørnehaver og Instagram-profiler
Harim Pet Food opstod for fem år siden som en del af den nye kultur. Ifølge Hak-rim Lee er en af Harim Pet Foods mærkesager at skabe »en humanisering af kæledyr«, hvor ejere opfatter deres kæledyr som familie eller endda som et barn. Det er i stigende grad blevet tilfældet blandt unge sydkoreanere, særligt de ugifte, som måske ønsker sig et barn eller en familie, men ikke har tid eller råd til det. Sydkorea er trods alt landet med verdens laveste fertilitetsrate og et stigende antal singler.
Det betyder, at særligt storbyer som Seoul er fulde af tilbud målrettet den moderne kæledyrsejer. Her regner det med dyrehospitaler - selv specialklinikker såsom veterinær-tandlæger og veterinær-øjenklinikker - hundebørnehaver, hundesaloner og hundevenlige hoteller, cafeer og resorter. Utallige apps til mobilen viser kort med alle de tilbud, der er i ens nærområde, og det er endda muligt at booke billige hundepassere, der kommer til ens hjem og passer, leger og går tur med hunden. I Seoul har jeg aldrig svært ved at finde restauranter eller cafeer, hvor jeg må tage min hund, Yuki, med, og det er noget af en bedrift i en by med ikke så få »No Kids Zone«-skilte. Det er kort sagt let at være hundeejer.
Men den nye kultur har sine negative sider.
Mens der er en større opmærksomhed på hundens helbred og livskvalitet, er problemet, at mange sydkoreanere fortsat ikke ved eller sætter sig ind i, hvad hunde har brug for, mener både Hak-rim Lee og Roger Cho. I stedet ser ejeren indad og behandler i bogstaveligt forstand sin hund, som ejeren selv gerne vil behandles.
Mange moderne hundeejere er singlekvinder i 20’erne eller begyndelsen af 30’erne, siger Hak-rim Lee. De vil gerne se godt ud og være aktiv på sociale medier, og det projicerer de over på deres hund.
- Hvis hun fx føler, at hun har behov for at tage solbriller på, giver hun også hunden solbriller på, siger Hak-rim Lee og tilføjer:
- Hunde er på en måde blevet ejerens børn, der skal præsenteres og vises frem som børn. Det betyder, at hundeejerne bruger rigtig mange penge på at købe fint tøj til hunden og på at skabe Instagram-profiler til hunden. Det hele er en del af den image-kultur, vi har i Sydkorea.
Hvorvidt det er i hundens egen interesse at få prinsessekjole eller solbriller på, er der ikke meget refleksion over blandt ejerne, mener Roger Cho. Derudover er der penge at hente i trenden, hvilket betyder, at selv nogle dyrehospitaler sælger hundetøj, -sko og -produkter, hvor det kan diskuteres, om de mest gavner hund eller ejer.
Hos Hakrim Pet Food har de også taget trenden til sig, og flere af deres produkter er derfor designet til at ligne menneskemad. Firmaet sælger fx »hunde-pasta-bolognese« eller »hunde-vildmandsgryde«.
- Det er et bevidst valg, da produkterne udover at være populære valg blandt kunderne er med til at fremme humaniseringen af hunde samtidig med, at firmaet kan designe maden til også at være næringsrig og god for hunden, siger Hak-rim Lee.
Hundekødsindustrien, der ikke vil dø
I Sydkorea er det en tradition at spise suppe under sambok, som er årets tre varmeste sommerdage. Ifølge koreansk historie tilbød Koreas konge under sambok sine undersåtter en særlig lækker og sund suppe – hundekødssuppen.
- I dag er Sydkoreas hundekødsindustri i voldsom nedgang, og hvor det før var helt legitimt åbent at indrømme, at man spiser hund, er det i dag blevet mere stigmatiseret, særligt blandt unge, fortæller Hak-rim Lee.
De fleste har skiftet hundekødssuppen ud med kyllingesuppe. Alligevel er der ældre, som er vokset op med traditionen, der fortsat nyder hundekødssuppe på de varme sommerdage, mens de kan observere unge kvinder gå ture med deres små, bomuldshunde iført matchende sko, solhatte og sommerkjoler. En gang imellem kommer måske også en 50-årige familiefar, der ikke ser noget galt i at give sin hund et slag eller spark, forbi.
Som dansk hundeejer forstår jeg stadig ikke Sydkoreas hundekultur. Jeg må indrømme, at jeg fortsat er utryg ved at efterlade Yuki i en koreansk hundebørnehave, for selvom »pædagogerne« jævnligt sender videoer, så jeg kan se, om Yuki har det godt, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilket slags hundesyn der hersker i netop dén børnehave. Bliver Yuki behandlet som et spædbarn eller et stykke legetøj? Jeg har siddet i tilpas mange hundebørnehaver og -cafeer til at vide, at hunde ikke altid
behandles lige pænt, når ejerne har forladt stedet.
På Harim Pet Foods hovedkvarter håber Roger Cho, at flere hundeejere vil takke ja til det voksende antal tilbud om uddannelse i hundepasning, der også er opstået i Seoul, men som ikke virker nær så populære som Instagram-worthy hunde-cafeer og -hoteller.
- Korea Pet Association tilbyder undervisning i, hvordan man skal behandle hunde og katte, så det er ikke fordi, at muligheden ikke er der. Det er bare, at der ikke er mange kæledyrsejere, som møder op, siger han.
