Opfattelser af antibiotikaanvendelse til kvæg blandt danske landmænd

Kvægbranchen i Danmark har et defineret mål om reduktion af anvendelse af antibiotika på op til 10 % i 2023 – målt i procent fra 2021-niveauet [1]. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) opfordrer alle medlemslande til at udøve »prudent use« baseret på risikoen for udvikling af resistens i både den veterinære og humane sundhedssektor nationalt og internationalt [2]. Kvægdyrlæger og andre rådgivere arbejder dagligt med og henimod et forsvarligt forbrug af antibiotika på hver vores måde. Her kommer endnu et bidrag til dette arbejde.

Denne artikel bygger primært på et veterinært speciale, som har undersøgt danske kvæglandmænds forskelligartede syn på antibiotikaanvendelse og deraf muligheden for at danne grupper af »fælles forståelser«. Det overordnede formål med specialet er at give kvægdyrlæger, landbrugsrådgivere og andre interessenter et større indblik i og forståelse af landmænds holdninger til antibiotikaanvendelse.

Indblik og forståelse er et godt udgangspunkt for rådgivning om forandring; uanset om man er enige om målet og midlerne. Vi håber derfor, at specialets resultater kan bruges til at uddybe dialogen og samarbejdet med landmændene omkring forsvarlig antibiotikaanvendelse.

Baggrund for specialet

»Jeg bruger så lidt antibiotika som muligt og så meget som nødvendigt« - det er et udtryk, man ofte støder på, når man taler med landmænd om deres antibiotikaanvendelse. Men samtidig kan der blandt landmænd opleves varierende holdninger til, hvilke sygdomstilfælde der  kræver antibiotikabehandling, hvornår behandling kan udelades, og hvad der gøres for at mindske det »nødvendige « behov. Indsigt i den variation kan dyrlæger og andre rådgivere opnå fra deres gang i besætninger, og variationen og årsagerne på ko-niveau bag er også beskrevet  videnskabeligt under danske forhold for fx mastitis [3].

Ligeledes er det forskelligt, hvilke faktorer i landmændenes omgivende besætnings- og samfundsforhold der påvirker deres forbrug og ordination af antibiotika; både sociale normer og menneskelige følelser spiller ind. Disse faktorer er beskrevet i detaljer i et netop afsluttet ph.d.-studie fra KU SUND [4,5].

Særligt dyrlæger spiller en vigtig rolle i landmænds antibiotikaanvendelse på grund af ordinationsretten, men også fordi mange landmænd ser dyrlæger som vigtige sparringspartnere til at sikre et forsvarligt antibiotikaforbrug. Nogle landmænd har dog en følelse af, at dyrlæger  mangler forståelse for deres synspunkter og kendskab til besætningen, og andre landmænd igen mener, at dyrlæger kun er »et nødvendigt onde« for at opfylde lovgivningsmæssige krav [5]. Omvendt oplever dyrlæger også udfordringer og frustrationer ved kommunikationen med  landmænd og det rådgivende arbejde omkring antibiotikaanvendelse [6,7].

I dette studie er der foretaget en analyse, der muliggør kategorisering af landmænds forskellige perspektiver på antibiotikaanvendelse. Metoden er kendt og anvendt i sammenhæng med veterinær rådgivning [8,10], og den kan bidrage til at rådgivende dyrlæger opnår bedre  forudsætninger for at genkende »en landmands perspektiv på antibiotikaanvendelse « for derved at kunne tage en mere personspecifik tilgang til rådgivningen omkring antibiotikaanvendelse, som imødekommer og tager udgangspunkt i landmandens nuværende perspektiver.

Kvantitativ analyse af kvalitative udsagn

Til at undersøge landmændenes grupperinger af holdninger til antibiotikaanvendelse blev der anvendt Q-metode, som er en semikvalitativ matematisk metode, der resulterer i grupper af perspektiver på emnet, samt en beskrivende analyse af disse grupper [11]. Metoden kan ikke fortælle os noget om fordelingen af landmænd i de forskellige grupper; det vil sige, den er ikke udført som en undersøgelse af et repræsentativt udvalg af kvæglandmænd, men belyser hele variationen af holdninger. Derfor kan resultaterne ikke ses som et udtryk for, hvordan  holdningerne til antibiotikaanvendelse generelt fordeler sig blandt danske kvæglandmænd. Først udførte den specialestuderende ni interviews om antibiotikaanvendelse med et udvalg af kvæglandmænd i forskelligartede produktionsformer; mælkeproducenter (konventionelle og  økologer) og slagtekalveproducenter. Dernæst indgik litteraturstudier og samtaler mellem medforfatterne til dannelse af en udtømmende liste af udsagn (en såkaldt concourse), der kunne være mulige svar på hovedspørgsmålet: Hvordan opfatter du antibiotikaanvendelse på din  kvægbedrift? Den fulde concourse indeholdt 145 udsagn, som efterfølgende blev reduceret til 46 repræsentative konkrete svar (tabel 1). Dernæst bad vi 17 udvalgte landmænd om at lave en prioriteret sortering af svarene.

Landmændene sorterede de 46 udsagn fra mest enig til mest uenig i henhold til skemaet på figur 1. De kommenterede på udsagnene placeret i +5 og -5 samt besvarede få spørgsmål om deres demografiske baggrund. De 17 landmænd fra både slagtekalve- og  malkekvægsbesætninger, økologiske og konventionelle besætninger med forskellige ansættelsesforhold på besætningerne og demografi besvarede undersøgelsen online. Besvarelserne blev analyseret ved hjælp af en faktoranalyse (en matematisk metode), som genkender mønstre i landmændenes sorteringer af udsagnene, og ud fra dette danner grupper af perspektiver.

Resultater: Fire forskellige opfattelser af antibiotika

Der blev identificeret fire grupper af holdninger til antibiotikaanvendelse. For hver gruppe laver den matematiske analyse en gennemsnitlig  sortering af udsagnene; kaldet en faktor. Disse gennemsnitlige sorteringer bliver brugt til at beskrive hver gruppes syn på antibiotikaanvendelse. Dernæst har forfatterne lavet en fortolkning på, hvordan man som dyrlæge eller rådgiver bedst kommunikerer med den pågældende  type landmand. De vigtigste pointer fra analysen og fortolkningen er beskrevet her.

Tabel 1. De 46 svar, som landmænd med kvæg skulle prioritere som svar på spørgsmålet: Hvordan opfatter du antibiotikaanvendelse på din kvægbedrift?

Landmænd med opfattelse af et minimeret medicinforbrug og uafhængighed fra dyrlæger

Landmænd med denne opfattelse sætter en stor ære i at have et lavt antibiotikaforbrug. Dyrene skal helst kunne klare sig i produktionen helt uden brug af medicin og vacciner. Ved sygdom anses det for grundlæggende, at dyrene får den nødvendige pleje. Denne gruppe landmænd er åbne for brug af alternativ medicin - fx naturlægemidler. Forbrugernes tiltro til produktionen og risikoen for antibiotikaresistens er vigtige motivationsfaktorer for et lavt antibiotikaforbrug.

Dyrlægen anses ikke for at være en vigtig sparringspartner med hensyn til antibiotika, og landmændene kan have tendens til at stole mere på deres egne erfaringer end dyrlægens rådgivning. Det kan skyldes, at landmændene føler, at kontakt til dyrlægen ofte resulterer i en antibiotikabehandling, og at dyrlæger mangler forståelse for deres måde at drive landbrug på. Dyrlæger kan med fordel vise landmanden, at de vil og kan hjælpe med forebyggelse af sygdom, men det vil kræve evner til at spørge ind og lytte til, hvordan landmanden ønsker hjælp - herunder evne at inddrage landmandens egne erfaringer med at håndtere sygdom i besætningen.

Landmænd med opfattelse af antibiotika som en rettighed for dyret under nedprioritering af pasning

Landmænd af denne type synes, at dyr har ret til at blive behandlet med antibiotika, når de er syge, så de hurtigst muligt bliver raske. De er ikke afvisende overfor at bruge antibiotika som »forsikring mod sygdom«, men tager alligevel en vis afstand fra systematisk forebyggelse med antibiotika. Restriktioner i brugen af antibiotika kan ifølge disse landmænd medføre dårligere dyrevelfærd, fordi det forhindrer dyrene i at blive behandlet. Hygiejne, smittebeskyttelse og pleje prioriteres ikke så højt, mens vaccination og gode staldforhold anses for at være vigtigt for lavt antibiotikaforbrug. Risikoen for antibiotikaresistens er ikke en betydende faktor for denne type landmand.

Landmændene opfatter deres samarbejde med dyrlæger i forhold til antibiotikaforbrug som godt. Dyrlægen bør være opmærksom på, om landmanden har en retvisende opfattelse af sit antibiotikaforbrug i forhold til det reelle forbrug. Desuden kunne der fokuseres på, om den lave prioritering af smittebeskyttelse er årsag til behandlingskrævende sygdom, og i så fald arbejde forebyggende med dette tema. Med afsæt i tanken om behandling som en »rettighed« kan antibiotikaforbruget i besætningen muligvis påvirkes gennem øget brug af smertestillende og støttende behandling ved mild sygdom. Argumentation for dette kan være at sikre muligheden for også at kunne behandle i fremtiden (jf. bevare rettighed), erfaringer fra andre landmænd (jf. tiltro til landmandskollegaer) eller forskningsresultater omsat til praktiske tiltag.

Landmænd med opfattelse af højt pasningsniveau og tiltro til dyrlæger

Landmænd af denne gruppering går meget op i hygiejne, smittebeskyttelse og pasning af dyrene. Sygdom anses for at give dårlig dyrevelfærd, og det skal derfor behandles med både pleje og antibiotika. Landmændene her er motiverede for at sænke deres antibiotikaforbrug, men kan frygte, at det vil gå ud over dyrevelfærden eller føre til højere dødelighed. Disse landmænd virker stærkt følelsesmæssigt forbundet til deres dyr. Risikoen for antibiotikaresistens påvirker ikke landmændenes daglige arbejde med dyrene i særlig grad.

Landmændene i denne gruppe vil gerne have råd og vejledning om sygdomshåndtering og antibiotika fra både dyrlæger og andre landmænd. Dyrlægen skal derfor ikke være bange for at påtage sig rollen som ekspert og/eller autoritet med hensyn til antibiotikabehandling. Det er dog vigtigt, at dyrlægen forholder sig til og respekterer landmandens frygt for sygdom og død. Dialog om frygt for død, sygdomsudbrud og kontroltab kan være svært, men bør indgå i rådgivning omkring behandlingsvalg og metoder. Hvis managementniveauet i besætningen svarer til landmandens egen opfattelse (altså højt), og den nuværende antibiotikaanvendelse er forsvarlig, kan disse landmænd fungere som det gode eksempel for andre landmænd.

Landmænd med opfattelse af økonomi som drivkraft og egne rettigheder til antibiotikabehandling

Landmænd i denne gruppe går meget op, at deres besætning har en god økonomi. Sygdom skal derfor primært forebygges og behandles for at minimere produktionstab, arbejdsbelastning og udgifter i forbindelse med sygdom. Antibiotika kan opfattes som en lidt nem og tidsbesparende løsning, hvorfor landmændene er klar over, at det er muligt at reducere deres forbrug. De prioriterer god hygiejne, vaccination og pleje af syge dyr. Denne gruppe af landmænd værdsætter, at de selv har ansvaret og rettigheden til at behandle dyr. Kvægproduktion anses ikke for at være medvirkende årsag til antibiotikaresistens.

Landmændene i denne gruppe udviser en selvbestemmende tilgang til forandring - de har ikke et særligt godt forhold til deres dyrlæger, og de er heller ikke interesseret i andre landmænds erfaringer med antibiotika og/eller forebyggelse. Dyrlæger kan forsøge at arbejde på et mere tillidsfuldt forhold til landmand og medarbejdere på bedriften, såfremt sygdom og medicinanvendelse er på et uforsvarligt niveau. Økonomiske besparelser ved at undgå sygdom kan bruges som argument for at indføre forebyggende tiltag, men det bør undgås at foreslå omkostningstunge og tidskrævende tiltag.

Hvad gør vi så nu?

Landmændene i denne undersøgelse prioriterede ikke manglende færdigheder og faglig viden om sygdom og antibiotikaanvendelse som vigtigt og betydende. Set fra et veterinærfagligt synspunkt er dette et udgangspunkt, der kræver særlig opmærksomhed. Med anvendelsen af antibiotika følger ansvar – uanset om man er dyrlæge eller landmand, og vi bør alle stræbe efter fortsat at udvikle vores viden på det område. Forfatterne finder det vigtigt, at dyrlæger i praksis forsøger at forklare sygdomme, behandlinger og antibiotikaresistens på en måde, der giver mening for landmanden og gør problematikken nærværende. Derved gøres landmænd mere bevidste om deres (med)ansvar og forpligtelser i håndtering af medicin.

Kvægpraksis holder allerede mange gode kurser i kalvesundhed, yversundhed osv. – husk at formidle emner om forsvarlig antibiotikaanvendelse og resistens derude. I nogle besætninger kan der desuden være udfordringer med manglende viden, kompetencer og måske etiske holdninger hos især udenlandske medarbejdere, hvilket dyrlægen også bør være opmærksom på og behjælpelig med. Her arbejder mange dyrlæger også allerede med kurser på engelsk - kunne andre sprog være relevant? Der findes uddannede dyrlæger fra KU SUND fra de sidste 5 år, der har en østeuropæisk baggrund, og som måske kan hjælpe med den sproglige udfordring.

Ovenstående fire grupper af holdninger er ikke et udtømmende svar på, hvordan kvæglandmænd opfatter antibiotikaanvendelse, men nogle overordnede pointer om, hvilke synspunkter landmand kan have. Grupperne er dannet ud fra matematiske beregninger, og hver gruppe defineres af et gennemsnit af besvarelserne inden for gruppen. Der vil derfor sjældent være personer, som passer fuldstændigt med en af grupperne. Formålet med at lave disse perspektiver er, at dyrlæger kan få et bedre indblik i, hvad der motiverer forskellige landmænd til at bruge eller ikke antibiotika, og hvilken argumentation eller rådgivningsform (fx ekspertrådgivning, dialogbaseret rådgivning, ERFA-grupper, staldskoler osv.) man dermed bedst kan bruge for at påvirke landmandens holdninger og handlinger i en veterinærfaglig ønskelig retning.

Det var med specialets tidsbegrænsning og anvendte metode ikke været muligt at udtale sig om, hvor gode beskrivelserne eller hyppige grupperingerne er. Som rådgivere i kvægbruget kan dyrlæger hjælpe os med dette. Næste gang du møder en landmand, så overvej, om grupperingerne udgør et godt udgangspunkt for at forstå ham bedre. Men det skal være en dag, hvor du har tid til at spørge åbent: »Hvordan opfatter du antibiotika på din bedrift?«, vente og lytte.

Det fulde speciale (Lena Jacobsen) og ph.d.-afhandling (Nanna Krogh Skjølstrup) vil blive tilgængeligt på cphcattle.ku.dk/publikationer-og-referencer under henholdsvis specialer og afhandlinger.