Lene Kirk dimitterede allerede i begyndelsen af januar og vidste, at når måneden var omme, skulle hun begynde i sit første job hos Dyrlægerne Univet i Brørup. Og det var med en god følelse i maven.
- Jeg var lettet og glad for, at den lange specialeperiode var færdig, og jeg glædede mig bare helt vildt til at komme ud at arbejde og til at komme i gang med at bruge mit fag for alvor. Jeg var selvfølgelig rigtig spændt og havde en forventning om, at det nok ville blive hårdt i starten, fortæller Lene, der kastede sig ud i jobsøgningen samtidig med, at hun var begravet i sit speciale.
- Jeg var klar til at blive færdig og komme ud og i gang. Jeg overvejede, om jeg skulle vente med at søge, men min specialemakker begyndte også stille og roligt at kigge efter noget. Hun søgte i smådyr, og vi endte begge med at have job, inden vi dimitterede.
- At søge job samtidigt med specialet er da noget, der fylder, men vi var begge indstillet på, at der skulle være plads til, at vi kunne tage en dag fri fra specialet i ny og næ for at søge job. For lige pludselig er man færdig, understreger Lene.
Fik job på uopfordret ansøgning
Lene fik job på en udfordret ansøgning. Hun havde søgt hos to forskellige praksis og fik tilbudt et job begge steder.
- Begge steder var egentlig to steder, hvor jeg godt kunne tænke mig at arbejde, men valget faldt på Dyrlægerne Univet, siger Lene.
Modsat den anden praksis, hvor Lene også fik tilbudt et job, havde hun ikke været i praktik hos Dyrlægerne Univet, men hun havde hørt godt om stedet via en dyrlæge i sit netværk, som tilskyndede hende til at søge uopfordret.
- Hun var rigtig glad for at være der – jeg satte mig derfor ind i, hvad det var for en praksis.
Lene sendte ansøgningen i november, og det faldt på plads med ansættelsen i december.
- Det hele gik så hurtigt. Jeg blev inviteret til at komme og besøge dem, og jeg var med ude at køre, ligesom jeg talte med nogle af kollegerne på kontoret. Det var bare en rigtig god måde at få indblik i jobbet på, husker Lene.
Det frie liv trak
At Lene ville arbejde som kvægdyrlæge, var ikke givet fra starten, selvom hun inden studiet havde en ide om, at hun ville arbejde med dyr.
- Jeg var enormt meget i tvivl om, hvilken vej jeg skulle gå, da vi skulle til at vælge differentiering. Undervejs i studiet blev jeg præsenteret for andre retninger – og jeg overvejede rigtig meget medicinalindustrien. Det prøvede jeg faktisk også af, da jeg havde et sommerferiejob hos Nordic Bioscience. Det gav et godt indblik i, hvordan det er at arbejde i medicinalindustrien, men stordyrene tiltalte mig rigtig meget, siger Lene og beskriver, hvordan hun blev solgt til jobbet som kvægdyrlæge.
- Det var på stordyrsrotationen, hvor vi havde en uge, hvor vi var ude at køre. Ja, jeg var bare helt vild med det der; med stordyrene, at have sin egen bil og komme ud på landet, at stå i marken og i felten og arbejde, så det havde jeg bare lyst til at prøve.
Det bliver hurtigt hverdag
Hos Dyrlægerne Univet arbejder Lene pt. sammen med fem andre landdyrlæger, som primært kører til mælkeleverende besætninger og derudover kødkvæg, hest, lidt får, ged og vilde dyr som hjorte. Lene kører både rådgivningsbesøg og akutarbejde, men her i det første år har hun stort set kun kørt akutarbejde, og det har hun følt sig godt klædt på til.
- Til at begynde med havde jeg to uger, hvor jeg kørte med en anden dyrlæge. En stor del af dét var både at se, hvordan man møder landmændene samt prøve at behandle og tage hånd om alt det praktiske arbejde. Da vi kom ud i bilen igen, så talte vi videre om, hvorfor valget fx var faldet på et bestemt præparat eller de anbefalinger, min kollega kom med, fortæller Lene, der synes, at hun hurtigt kom ind i arbejdsrutinerne.
Jeg fik også en behandlingsvejledning, som var og stadig er en god hjælp at støtte sig til i forhold til de mest hyppige lidelser. Jeg følte mig egentlig okay rustet efter de to uger, inden jeg selv skulle begynde at køre.
Hos Dyrlægerne Univet er de altid to på akutarbejdet, og i begyndelsen fik Lene de opgaver, hun følte sig tryg i.
- Stille og roligt derfra er jeg blevet selvkørende. Og hvis jeg lige pludselig står i noget, hvor jeg tænker, det her er jeg i tvivl om, så er der altid mulighed for at ringe og spørge en kollega til råds.
Set i bakspejlet
Hvordan har det så været at komme ud på en rigtig arbejdsplads?
- Jeg følte mig rigtig godt modtaget. Jeg har kunnet spørge om alt, og fra dag ét har jeg følt, at jeg var en del af holdet. Det kræver en del energi at starte på en ny arbejdsplads, men man lærer lynhurtigt folk at kende, og jeg synes virkelig, at det er en klinik, hvor folk løfter i flok. Vi hjælper hinanden med de opgaver, der er. Det har været rigtig rart, siger Lene, der først og fremmest synes, at det første år har været sjovt, lærerigt og hårdt, men nok mest af alt en vildt god oplevelse
- Jeg kan godt lide at komme ud og snakke med landmændene og have et samarbejde med dem. Man skal være god til at snakke med landmanden, fordi når man står med en dårlig ko, så er 50 procent af arbejdet også at kunne forklare, hvad det er, man ser, og man skal kunne begrunde ens faglige vurdering. Der er derfor også rigtig meget kommunikation i at arbejde som kvægdyrlæge, og det er uanset, om du kommer i de helt store besætninger med knalddygtige landmænd og driftsledere eller ud til en dyreejer, der måske bare har fire fedekvæg.
- De første tre måneder er man træt og tænker meget på, hvordan det skal gå. Kan man nu huske, det man fx lærte om laboratoriediagnostik og farmakologi og så videre. Min erfaring er, at alt kommer overraskende hurtigt, og lige pludselig er det dig, der kan klare de komplicerede fødsler, siger Lene, der lægger vægt på, at man kommer ud med nogle rigtig gode kompetencer fra studie
- Jeg synes virkelig, at vi har en god ballast. Men i starten vil der være nogle situationer, hvor man får brug for hjælp og sparring fra kolleger - det samme gælder også på sigt i virkeligheden.
Lene har desuden været en del af en erfagruppe bestående af yngre kvægdyrlæger, hvilket hun har været rigtig glad for og en ekstra støtte til at komme godt ind i jobbet som kvægdyrlæge.
- Erfagruppen er organiseret af Dorte Bay (KU, -red.), og den fungerer lidt ligesom en staldskole med hende som facilitator. Vi har på skift haft et emne med, som vi har præsenteret for gruppen. På den måde har vi diskuteret og hjulpet hinanden med gode råd til nogle specifikke problemstillinger, vi hver især har haft i praksis.
Det kollegiale sammenhold
Lene lægger også stor vægt på det kollegiale fællesskab, som betyder enormt meget.
- Det skal være sjovt at gå på arbejde med kollegaerne. Og en meget stor del af det, det er, at man kan hjælpe hinanden, det sociale og alt det, man kan være fælles om.
