En dyrlæge med hestekræfter

Elin bruger gerne sig selv som eksempel. Som hun fortæller historien om sin karriere, får man dog hurtigt det indtryk, at der er få som hende. At hun kører på et brændstof, vi andre ikke har fundet endnu. Hendes arbejdsgejst afslører sig i små detaljer om tid og sted, hvor man sjældent kan få de 24 timer, døgnet nu engang har, til at gå op med de ting, hun fortæller, hun har lavet.

At det er hendes egen arbejdsomhed, der har ført hende til, hvor hun er, lader dog til at træde lidt i baggrunden for hende. For Elin er der et »os«, der er vigtigere, og i historien om sig selv bliver hun et eksempel på noget fælles, hun gerne vil fremhæve.

- Det var derfor, at jeg gerne ville lave det her interview. Det viser, hvor mange hjørner af vores uddannelse, man kan få brugt, og vores evne til at tilegne os viden. At man kan lave en rejse fra den klassiske kliniker og så nu til at lave lægemiddelforskning i mennesker.

Fascinationen af heste

Elin har været mange piger i sin barndom, fortæller hun. Udover at være en Tjørring-pige, og for de mindre stedkendte, en Herning-pige, var hun håndbold-, danse- og frem for alt heste-pige. Så drømmen om at blive hestedyrlæge lå i klassisk forlængelse af forkærligheden for de store dyr. Som en selvfølgelighed brugte hun derfor mange timer i praktik i en dyrlægepraksis, og som 9.-klasseelev passede hun anæstesien, når den lokale dyrlæge var i operationsstuen.

- Det var virkelig en skør tid, og der var ikke sparet på noget. Der fandt man i hvert fald ud af, hvis man ikke kunne tåle blod eller andre ting, forsikrer hun smilende.

Selvom interessen for ridning så småt stilnede af i gymnasietiden, bibeholdt hun fascinationen og har både på veterinærstudiet og det meste af sin karriere beskæftiget sig med heste. Når Elin snakker med sine veninder, der er blevet diplomater og specialister i intern medicin for smådyr, kan hun dog også se fordele ved at arbejde med de mindre dyr.

- Nogle gange tænker jeg også, at det må da være praktisk – det er jo dyr, som ikke er så farlige, smiler hun.

- Men jeg har altid været fascineret af heste, og det har bare været den vej, jeg skulle.

Man må begynde fra en ende af

De første år på studiet beskriver Elin som »fagre nye verden«, hvor de mange termer, hun ubevidst jonglerer med i dag, var helt nyt land. Men læres, det skulle det. Og man skal ikke have talt med Elin i mange minutter for at mærke, at det for hende aldrig bliver et spørgsmål om gærdets højde, men hvordan hun bedst lærer sig selv at springe.

- Så er jeg bare den type, at så må man begynde fra en ende af, sætte sig ned på sin »rumpet« og finde ud af det, man ikke forstår, og læse sig igennem det.

På kandidaten mente hun, at hun kunne blive dygtigere til sin hovedinteresse, hvis hun søgte udenfor Danmark. Derfor tog hun på sidste del af kandidaten et semester på veterinæruddannelsen ved University of California Davis, hvor de har en hestelinje, der både er berømt og »berygtet«.

- Man skulle have tjekket alle sine egne patienter hver morgen inden morning round klokken 8. Her skulle man gennemgå alle prøvesvar, updates og kliniske fund, og så fik man patienter i løbet af hele dagen og havde også ansvar for behandlingen om aftenen. Det var superhårdt, men ekstremt lærerigt, fordi man bare blev tæsket igennem de her mange cases, husker hun.

Med ansvar følger læring

Da Elin senere i sit dyrlægevirke selv skulle undervise veterinærstuderende i Taastrup, tænkte hun tilbage på tiden på UC Davis og ville gerne give videre, hvad hun selv havde erfaret.

- Jeg har som underviser altid haft for øje, at det her med at blive tildelt et ansvar gør, at man engagerer sig dybere. Med et større ansvar sætter man sig bedre ind i tingene, gør det grundigere og lærer derfor også mere.

Siden hendes egen studietid i Taastrup i midten af 00’erne mener Elin, at undervisningen er blevet meget bedre. De studerende har langt mere tid i klinikken og får i højere grad selv lov til at løse dagens opgaver. I Danmark går vi dog stadig ikke lige så hårdt til de studerende som på mange skoler i USA, mener Elin. Men det er også vigtigt at holde en balance, der sikrer et godt studie- og arbejdsmiljø, siger hun.

- Vi kan jo bare se på den her »Not One More Vet«-kampagne. Den stammer jo heldigvis ikke fra Danmark, men kommer især fra USA, for det er rigtig hårdt at være dyrlæge derovre. Da jeg var på UC Davis, fandt jeg også ud af, at jeg ikke skulle arbejde som dyrlæge i USA.

Kastet for løverne

På en torsdag i 2007 kunne Elin kalde sig autoriseret dyrlæge. Den følgende mandag stod hun som nyansat på Kasernens Hesteklinik i Næstved, og om fredagen var hun alene på vej ud til en dystoki-hoppe. Mens den nyslåede dyrlæge med sved på panden forsøgte at nå frem til Skælskør i tide, ringede ejeren og sagde, at nu var føllet ude.

- Så tænkte jeg »pyha«. Indtil han ringede 10 min senere og sagde, at nu kom hestens tarm ud! Har jeg nogensinde lært om det? Tænkte jeg. Der blev man eddermame kastet for løverne.

De følgende år på kasernen blev en stejl læringskurve, hvor Elin brugte al sin fritid på at opdatere sig gennem forskellige tidsskrifter indenfor equin medicin. »En superspændende, men hård tid«, beskriver hun den.

Efter nogle år, da en af kasernens erfarne dyrlæger med speciale i kiropraktik stoppede, kom chefen over for at høre, om ikke Elin skulle overtage dén opgave.

- Der havde jeg det sådan lidt; »aaahr«, det er lige lidt meget hokuspokus for mig. Men vi blev enige om, at jeg skulle prøve første modul, og hvis det ikke var mig, så behøvede jeg ikke fortsætte.

Kiropraktikken skulle dog vise sig at rumme overraskende værktøjer.

- Jeg fandt jo ud af, at det rent faktisk er appliceret neurologi på højt plan. Det kunne jeg godt se, kunne anvendes til noget, og jeg bliver til stadighed overrasket over, hvor stor effekt det kan have. Hun fortsatte derfor kurserne og i 2009 fik hun sin certificering i veterinær kiropraktik.

Med de neonatale føl til Taastrup

Efter 4 år på kasernens hesteklinik, begyndte Elin at ærgre sig over de manglede muligheder i praksis.

- Jeg syntes, at hver gang noget blev rigtigt spændende – som fx syge diarré-heste, svære kolikheste eller neonatale syge føl – så blev jeg nødt til at henvise dem. Jeg måtte sende dem på universitetshospitalet, hver gang det var nødvendigt, men så begyndte jeg at tænke - måske jeg bare skulle tage med derind! 

Hun søgte derfor ind som klinikveterinær på universitetshospitalet i Taastrup, hvor hun endte med at arbejde i tre år, forfulgt af et år som seniordyrlæge. Formidlingen viste sig at være et knopskud på Elins realiserede drømmejob, og de studerende bragte noget nyt til hverdagen som dyrlæge.

- At se unge, videbegærlige mennesker blomstre, når man giver dem lille smule ansvar, og opleve dem få de her »aha-oplevelser«. Det var superfedt.

Samtidig er hospitalet i Taastrup et sted, hvor en stab af specialister sørger for at holde én til ilden i det, Elin beskriver som et inspirerende miljø. Som klinikveterinær er man der dog kun på lånt tid.

- Hvis man gerne vil blive i miljøet, hvor der er høje kompetencer, forskning og fokus på det nyeste nye, så bliver man næsten nødt til at skrive en ph.d. På den måde kan man blive i universitetsverdenen og stadig have fingrene i noget klinik.

Mediciner af hjerte

Sammen med professor Stine Jacobsen sammensatte Elin et projekt om dannelsen af biofilm i krops- og lemmesår hos heste. Som selvbeskreven »mediciner af hjerte« er der noget særligt spændende ved de kroniske sår på hestens lemmer, som det ofte kræver en omfattende indsats at få bugt med. 

- De her klassiske sår, når hesten har været i hegnet, og der mangler hud, så det slet ikke kan lukkes og skal hele per sekundam, synes jeg er vildt spændende. Det er næsten intern medicin for mig, for det handler i virkeligheden om at finde ud af, hvad årsagen er, for at behandle det rigtigt – oftest medicinsk – og nogle gange selvfølgelig mediciner-kirurgisk, som vi kalder det.

Da det ofte er vanskeligt at skaffe midler til forskningsprojekter med udelukkende veterinære formål, var Elins ph.d. også et oplagt projekt, der kunne anvendes translationelt. Med de mange ligheder mellem forskellige kroniske sår hos heste og mennesker, som fx diabetiske fodsår eller venøse bensår, fik projektet også et humant sigte. Med udviklingen af en equin biofilm-inficeret sårmodel kunne projektet også anvendes til videre forskning i sårbehandling hos humane patienter.

- Mange af de andre sårmodeller, man bruger nu om dage, er på mus, rotter og kaniner. Men de heler vanvittig godt. Ofte må man faktisk sætte huden i spænd på absurde måder for at undgå, at de heler. Desuden er de fleste af de dyr, man bruger, ekstremt unge. Men sådan en ung mus eller gris heler jo superfint, hvorimod voksne heste ikke heler særlig godt på deres lemmesår.

Elins ph.d. viste, at der opstår en grad af hypoxi og en kronisk inflammationstilstand, samt at biofilm er til stede i stort set alle lemmesår hos heste. Men hvordan de tre parametre hænger sammen, er endnu uvist.

- Hvad der er hønen og ægget, ved vi ikke endnu. Men der er noget helt specielt med de her heste, som vi måske desværre har avlet os frem til. Det er jo ikke noget, vi ser hos ponyer, som heler fint. Jeg tror ikke kun, det ligger i længden af benet. Der er nogle andre årsager til iltmanglen og den kroniske inflammation og den sikkert deraf følgende tilstedeværelse af biofilm.

Synlige resultater

Efter sin ph.d. blev Elin ansat som postdoc ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet, hvor hun arbejdede med infektionsmodeller. Her undersøgte hun, hvordan forskellige virulensfaktorer kan påvirke den specifikke infektion, en bestemt bakterie fremkalder. Men hun lærte også, at hun skal lidt tættere på klinikken, hvis forskningen skal gribe hende.

- Jeg skal kunne se, hvordan det her skal kunne gavne nogen, det vil sige patienter, på den lange bane, og der var lidt for langt til mål på projektet på Farmaci for mig. 

Elin var derfor heller ikke i tvivl, da hendes gamle medvejleder fra ph.d.’en ringede i marts måned 2020, lige da pandemien var slået an, for at høre, om ikke hun skulle være med på et projekt om behandling af SARS-CoV-2. Om noget om et projekt, der kunne give synlige resultater her og nu. I et samarbejde mellem Costerton Biofilm Center på KU og det norske firma SoftOx Solutions havde forskergruppen udviklet en inhalationsmedicin, som forhåbentligt i fremtiden kan anvendes til behandling af COVID-19. De manglede nu en forsker til at opsætte de relevante dyrestudier for at teste midlets toksicitet, og det blev Elin.

Hurtigt fra start

SoftOx Solutions har patent på en særligt stabiliseret hypoklorsyreopløsning, som allerede findes til overfladedesinfektion og sårbehandling. Med COVID-19 kom muligheden for at teste opløsningen som inhalationsmedicin, og da pandemien rullede, handlede det om at få søsat projektet hurtigst muligt. Med Elin ombord gik planlægningen af studierne hurtigt i gang, og heldigvis arbejdede både forsøgsdyrstilsynet og Ellegaard Göttingen Minipigs i Dalmose lynhurtigt, så forsøgene hurtigt kunne komme i gang.

- Hvordan holder vi styr på luftvejsparametre? Hvordan skal vi overvåge dem? Skal vi lægge dem i fuld anæstesi, så vi kan overvåge alting, eller skal de være vågne? Der var en masse parametre, der skulle tages stilling til på nul komma fem, fortæller hun.

Elin måtte arbejde dobbelt i april måned, indtil hun var ude af den gamle stilling på Farmaci. Da hun beskriver perioden, afslører hendes fortælletempo, at der var meget at se til. Men så længe det er spændende, lader Elin til fortsat at kunne køre i de højeste gear.

På minigrisene testede hun inhalationsmidlets påvirkning af især luftveje, men også en række andre kliniske parametre både før og efter anæstesi. Dernæst blev midlet testet på vågne minigrise. Indtil videre ser det lovende ud, og tests på mennesker, det vil sige et fase 1-studie, er derfor i gang i skrivende stund.

- Mennesker er jo lidt nemmere. Dem kan man jo få til at lave fx spirometriske undersøgelser, hvor man beder dem om at puste, så man kan måle på luftvejsfunktionen. Det er lidt sværere at bede en minigris om. Så der er en hel masse ting, vi kan teste i de her raske frivillige, som stiller op i vores fase-1-studier nu. Men der er ingen effektstudier på det her tidspunkt, det handler kun om sikkerhed.

Vi rækker bare immunforsvaret en arm

Hypoklorsyre har en relativt uspecifik virkningsmåde. Det er et oxiderende stof, som både kan ødelægge DNA-strukturer og proteinforbindelser.

- Det skader sådan set bare der, hvor det når frem, forklarer Elin.

At det så alligevel adskiller sig fra at indtage en desinfektionssprit, er der selvfølgelig et svar på.

- Det elegante her er, at det er en meget mild syreopløsning, som kroppens eget immunforsvar bruger i forvejen. Den dannes af vores neutrofile granulocytter, som et forsvar mod netop bakterier og virus. Så vi rækker bare immunforsvaret en arm, kan man sige. Det er et stof, som er kendt for kroppen, og derfor er det heller ikke skadeligt for kroppen, hvis det tilføres i de rigtige koncentrationer.

Håbet er, at inhalationsmidlet kan nå at hjælpe verdens COVID-19 patienter. Alligevel må pandemien gerne tage sin ende, inden medicinen når at blive godkendt, mener Elin.

- Hvis pandemien holder op, så er det ikke sådan, at vores lægemiddel falder til jorden. Det har så uspecifik en virkningsmetode, at det også virker på mange andre vira og bakterier. Der er jo millioner af mennesker, der dør af akut lungebetændelse, især i tredjeverdenslande. Så der er masser af andre områder, hvor det kan bruges, hvis vi skulle være så heldige, at den her COVID-19-pandemi snart er overstået.

Arbejdsglæde

Heste og bandageringer er de senere år blevet udskiftet med minigrise, inhalationsmasker og human forskning, og der er efterhånden langt til stalden, hvor Elin plejede at stå med det hun kalder »sit håndværk«. Når telefonen en gang imellem ringer, fordi der er brug for en hestedyrlæge, varmer det, men for Elin har der vist sig også at være andre steder, hvor man som dyrlæge kan gøre en forskel.

- Opkaldene bliver sjældnere efterhånden. Det trækker nok heller ikke helt så meget mere. Ikke dermed sagt, at det ikke kunne ske en dag, at jeg vender »hjem« til hestepraksis. Men jeg synes, lægemiddelforskningen er superspændende, og jeg kunne godt se mig selv gå videre den her vej, springe ud af universitetsmiljøet og gå ind og arbejde i lægemiddelindustrien.

Der er utrolig mange processer i udviklingen af lægemidler, som Elin arbejder med lige nu, og præcis hvilken af dem hun helst vil placere sig indenfor på den lange bane, har hun ikke besluttet endnu. At hun kan klø på som altid, afhænger kun af en ting.

- Lige nu synes jeg bare, alt er sjovt og spændende, og det er jo heldigt, for det gør også, at næsten ligegyldig, hvad man bliver udsat for, så giver det arbejdsglæde. Det er vigtigt for mig. Det skal være sjovt. Så må det godt være hårdt. Det skal bare også være sjovt.