Annonce Banner Banner Banner

Sensommer med nye begyndelser

Sekretariat Med efterårets komme har vi mange nye begyndelser at hilse velkommen og mange nye relationer at indlede.

Leder

Mens vi vinker farvel til august og smagen af sommerferie, kan vi i Den Danske Dyrlægeforening også byde velkommen til en række nye begyndelser, medlemmer, samarbejdspartnere og en ny adresse.

Det er på mange måder positivt, at vi henover det sidste 1½ år har noteret en stigende efterspørgsel efter veterinærfaglige kompetencer; rigtig mange klinikker søger nye medarbejdere, og life science-industrien melder også om gode vækstrater og behov for flere ansatte. Efter mange, mange måneder med reduceret frihed, mobilitet, nedlukninger og desværre også nedslagninger er det livsbekræftende og glædeligt at opleve et dynamisk arbejdsmarked, et enormt engagement i vores forening og en stor interesse for vores fag blandt talentfulde unge studerende.

Der skal lyde et varmt velkommen til de mange nye studerende, som i de kommende dage tager fat på en veterinærfaglig uddannelse. Vi ønsker jer alle en intens og værdifuld studietid med masser af ny viden og stærke førstegangsoplevelser. Vi ved, at Københavns Universitet vil tage godt imod jer, og vi ved, at der er brug for jer, når I er færdige. Vi glæder os til at møde jer til de faglige arrangementer, konferencer og seminarer, som Den Danske Dyrlægeforening tilbyder.

Vi vil gerne sige tak for rigtig godt samarbejde og fællesskab.

Som forening har vi igennem flere år været opmærksom på, at såvel ændringer på arbejdsmarkedet som den veterinærfaglige kandidatuddannelse giver nye muligheder for ansættelse og for at specialisere sig på tværs af tidligere tiders faglige skel mellem human og veterinær faglighed. Vores One Health-perspektiv er en del af vores grundfortælling og ligeledes en væsentlig årsag til, at vi nu pr. 1. september indgår et nyt sekretariatsfællesskab med Pharmadanmark under det nye fælles brand; Veterinær og Life Science Danmark (VLS).

Fremover vil Den Danske Dyrlægeforening være at finde i Codanhus på Gammel Kongevej på Frederiksberg – og her vil medlemmer og samarbejdspartnere være velkomne til at komme forbi og tage del i det faglige og relationelle arbejde.

Den nye imponerende udsigt over søerne betyder samtidig et farvel til Peter Bangs Vej, Akademikertårnet og mange års værdifuldt sekretariatsfællesskab med de faglige foreninger JA og DSL. Vi vil gerne sige tak for rigtig godt samarbejde og fællesskab – og ønske begge foreninger alt godt i deres kommende samarbejde med DM (Dansk Magisterforening).

På vegne af hele Den Danske Dyrlægeforening skal i særlig grad lyde en stor og varm tak til vores afgående direktør Børge Jørgensen for mange års tæt samarbejde og ledelse af det fælles sekretariat. Vi ønsker Børge alt godt fremover, og vi er ligeledes glade for at indlede et nyt samarbejde med Susie Stærk Ekstrand som direktør for Veterinær og Life Science Danmark.

Med efterårets komme har vi mange nye begyndelser at hilse velkommen og mange nye relationer at indlede. Det og meget mere kan vi både fejre og dyrke, når vi den 7.-9. oktober mødes fysisk – og digitalt – i Nyborg til årsmøde og generalforsamlinger.

Tilmeldingen er åben og programmet er spækket med gode faglige input.

Vi glæder os til at se jer alle i Nyborg.