Som enhedsforening bygger Den Danske Dyrlægeforening på et fællesskab og en intern respekt og forståelse af, at vi med vores forskellige specialer og faglige kompetencer styrker hinanden. Det er netop ved at stå sammen, at vi kan inspirere hinanden og skabe et stærkt grundlag for et veterinærfagligt fællesskab. Det sindelag skal vi bibeholde – også når vi fra 1. september indleder et nyt og stærkt sekretariatsfællesskab med Pharmadanmark.
Vores nuværende sekretariat flytter 1. september fra Peter Bangs Vej på Frederiksberg til Codanhus ved søerne i København. Her vil Dyrlægeforeningen og Pharmadanmark bibeholde hver sin politiske ledelse, men det nye fællesskab vil samtidig markere begyndelsen på en ny æra, hvor begge foreninger på den store klinge vil arbejde tættere sammen om flere fælles dagsordener. Ambitionen er i fællesskab at sætte fokus på og bidrage til udvikling af endnu stærkere uddannelse og efteruddannelse, forskning, studieliv, arbejdsmiljø og ligestilling. Desuden vil vi styrke og bidrage til dagsordenen inden for faglige emner som fx antibiotikaproblematikker og medicinspild. Alt sammen i et større One Health-perspektiv, som vil være fælles for vores to foreninger – og til gavn for vores medlemmer.
Under det nye navn Veterinær- og Life Science Danmark vil vi arbejde tættere sammen med kolleger med naturvidenskabelige kompetencer og i mange sammenhænge med et arbejdsfelt forankret i life science-industrien. Det er vores målsætning, at vi i fællesskab skal være mere for både dyr og mennesker.
Det er vores målsætning, at vi i fællesskab skal være mere for både dyr og mennesker.
Mens vi på de indre linjer er optaget af at skabe bedre sammenhænge og faglige synergier, som kan effektivisere vores service og på sigt reducere vores udgifter, så synes regeringen, med den nye plan for udflytning af uddannelser, at trække den modsatte vej. Med en ekstra dyrlægeuddannelse i Foulum er der tydeligvis en markant risiko for, at kvaliteten forringes, forskningsniveauet falder og udgiften til drift af de veterinærfaglige kompetencer stiger. Det har Den Danske Dyrlægeforening allerede i flere sammenhænge udtalt sig kritisk om i medierne. Og det har 97 professorer netop gjort opmærksom på i dagbladet Politiken.
Dyrlægefaget er bredt og forskelligartet og består af mange faglige specialer. I Den Danske Dyrlægeforening ved vi, at vores medlemmer og veterinærfaglige kandidater ikke kun finder beskæftigelse i landbruget eller klinikken. Et stort og stigende antal dyrlæger varetager kernefunktioner indenfor rådgivning, kontrol af fødevareproduktion og ja i life science-industrien.
Netop derfor giver det så god mening, at vi nu styrker vores samarbejde med naturvidenskabelige kolleger. Og netop derfor giver det så lidt mening, at vi skal igennem en politisk proces og tovtrækning for at sikre kvaliteten i dyrlægeuddannelsen fremover.