»Vi har virkelig bidraget til noget stort i Vietnam«

Indtil 2015 var Vietnam en af de største modtagere af dansk udviklingsbistand. Herefter skete der et skifte, idet støttekroner til udvikling i højere grad blev erstattet af strategiske samarbejder, hvor danske myndigheder bidrager med viden og erfaringer som drivkraft til udvikling af bæredygtig vækst.

Intentionen med de såkaldte strategiske sektorsamarbejdsprojekter er at få »mere Danmark i resten af verden«, hvilket på langt sigt måske kan bane vejen for økonomiske samarbejder, der kan gavne dansk erhvervsliv og for den sags skyld også modtagerlandenes.

Finn Clemmensen, der er chefkonsulent i Fødevarestyrelsens Center for Internationalt Samarbejde, har sammen med kollegaerne Allan Holm, der er akademisk medarbejder i Dyresundhed, og dyrlæge Øyvind Runge Jepsen fra Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold siden 2017 været involveret i et SSC-projekt, som Fødevarestyrelsen er projektleder for.

Det begyndte et helt andet sted end der, hvor det sluttede.

Et skridt frem og to tilbage

- Udgangspunktet var, at dansk erhvervsliv og Den Danske Ambassade i Hanoi havde et stærkt ønske om samarbejde. Vi tog på mission for at finde ud af, hvad vi overhovedet kunne samarbejde med vietnameserne om. Vi talte om mejerier, svineproduktion, fødevaresikkerhed, kontrolsystemer – alt var dybest set i spil. Og det handler jo også om at finde en fælles interesse, fortæller Finn Clemmensen.

- De vietnamesiske myndigheder havde et ønske om at få bedre kødkontrol, men vi måtte forklare, at det slet ikke er muligt at rette op på noget i primærproduktionen på et slagteri, hvis der ikke er styr på processerne i hele kæden, fx medicinanvendelsen på de enkelte landbrug, og det måtte vi skabe forståelse for.

Første egentlige projektlanding blev derfor et ønske om, at få Fødevarestyrelsens hjælp til at udarbejde guidelines for brug og registrering af medicin på besætningsniveau.

- Der stejlede vi noget, da vi fandt ud af, at der ikke var noget lovgivningsmæssigt grundlag for distribution og brug af veterinær medicin. Ja, så nytter det ikke noget at registrere antibiotikaforbruget eller komme med velmenende råd om at bruge mindre medicin. I Vietnam er der meget lidt kontrol med brugen af antibiotika, og det er svært for myndighederne at kontrollere forbruget på landbrugene, fordi hvor kommer lægemidlerne fra? Er de illegale, importerede, henne fra hjørnet, eller hvordan er de kommet ud på ejendommen? Det er der ingen, der kontrollerer, som det er nu. Lovgivningen på området er simpelthen mangelfuld, og ligeledes er implementeringen af den lovgivning, der er, mangelfuld. Der er fx heller ingen veterinær medicindatabase, som vi kender det fra Danmark med VetStat. Så vi slog til lyd for, at de blev nødt til at have et lovgivningsgrundlag, det kan hænges op på, fortæller Øyvind Runge Jepsen og tilføjer:

- Og det blev derfor udgangspunktet for projektet. Det tog halvandet år at komme til denne erkendelse. Og først for nylig har vi fx fået overblik over, hvad begrebet »veterinarian« dækker over. Det er alt fra en akademisk universitetsuddannelse til nogle få måneders onlinekurser.

Salg og rådgivning er ikke adskilt

Med fra en skype-forbindelse i Hanoi fortæller Katrine Lundsby, der for en 3-årig periode er udstationeret som sektorrådgiver på Den Danske Ambassade i Vietnam og uddannet cand.agro., hvordan Vietnam ikke har styr på brugen af antibiotika og forekomsten af resistens. Hun er tilknyttet projektet og skal koordinere samarbejdet mellem Fødevarestyrelsen og de vietnamesiske samarbejdspartnere.

- Der er flere undersøgelser i Vietnam, der viser, at der er store problemer med antibiotikaresistens både i husdyrbruget og humant. Men i Vietnam er der slet ikke det samme overblik, som vi har i Danmark i forhold til resistensforekomster, siger Katrine.

Forklaringerne skal blandt andet findes i den manglende lovgivning på området og det faktum, at salg af veterinær medicin og rådgivning ikke er adskilt ligesom i Danmark. På de store farme er det dyrlægen, der tjener penge på at udskrive medicin, som ifølge Øyvind Runge Jepsen i øvrigt kan købes alle vegne. Som danske deltagere i projektet har det været en lidt rystende oplevelse at se, hvordan alle typer af medicin handles som hyldevarer i et supermarked og med ringe vejledning i brug og håndtering.

- Jeg har set foder til smågrise, der indeholder 16 forskellige typer af antibiotika. Det er jo både brugt som vækstfremmer, som forebyggende behandling og terapeutisk. Den eneste information landmændene får, er lægemiddelindustriens, og her er der jo en primærinteresse i at sælge medicin, påpeger Øyvind Runge Jepsen.

Katrine Lundsby kan berette om en oplevelse, hvor en landmand troppede op på et veterinært apotek med et par døde høns i en plasticpose. Apotekeren obducerede hønsene på gårdspladsen og tilbage i butikken, udskriver han den medicin, som han mener, hønseflokken hjemme på farmen skal have.

- Denne dobbeltfunktion, som apotekeren har, er problematisk i forhold til uvildig rådgivning, han har naturligvis et stort incitament til at sælge medicin til landmanden, siger Katrine Lundsby.

Et kæmpe udvalg af antibiotika og anden medicin kan købes uden recept i drugstores.

Næste skridt er implementering

Men det er fortid nu – i hvert fald på papiret. Som et af de første lande i hele Asien har Vietnam nemlig for nylig vedtaget lovgivning om receptpligt på veterinær medicin, og samtidig er det blevet ulovligt at bruge antibiotika forbyggende til dyr. Den nye lovgivning trådte i kraft den 25. december 2020. I første omgang er det kun de helt store landbrug, som ofte har egen dyrlæge, der er omfattet af receptpligten. Ifølge Katrine Lundsby skal lovgivningen implementeres etapevis alt efter størrelser af landbrug, med de helt små landbrug til sidst.

Ifølge Øyvind Runge Jepsen kan det være meget fornuftigt at gøre det på den måde, da der først skal opbygges et veterinærvæsen og et system til at håndtere recepter hos dyrlægen, på apoteket og hos landmanden.

- Nu står det pænt på papiret, at man ikke kan få antibiotika, medmindre der er udskrevet en recept af en dyrlæge, siger han.

Katrine Lundsby tilføjer:

- Lige nu klapper vi i hænderne over, at regeringen har vedtaget denne her lovgivning, men Vietnam står over for en endnu større opgave med at få implementeret lovgivningen. Denne del er meget sværere end at skrive selve lovgivningen. Der skal virkelig arbejdes for at nå de forskellige ikrafttrædelsesdatoer for de forskellige typer af landbrug.

- Det er også en stor opgave at få uddannet tilstrækkeligt med dyrlæger. Det gør man jo ikke bare lige fra den ene dag til den anden. Det kommer til at tage mange år, og hele dyrelægeuddannelsens curriculum skal opdateres. Men vi er et skridt i den rigtige retning - nu er der receptpligt, siger Katrine Lundsby.

Spørgsmålet er, om man kan forestille sig, at udsendte danske dyrlæger kan hjælpe med denne implementering?

- Vi har bevidst i hele forløbet arbejdet peer-to-peer – altså at vi kommer med viden og erfaringer, men ikke at vi gør tingene for dem. Det er den eneste måde, de kan tage ejerskab, understreger Finn Clemmensen.

Tålmodighedsarbejde

Fødevarestyrelsens samarbejde med Vietnam stopper ikke her. Den 1. januar 2020 overtog specialkonsulent Gitte Ortved Bjerager, Center for Internationalt Samarbejde, ledelsen af projektet, hvor det nu er implementeringsdelen af den nye lovgivning, der er omdrejningspunktet. Det skal ske decentralt i Vietnams 63 provinser, og lige så snart det igen er muligt at rejse ud, tager Gitte afsted til Vietnam.

- Vores håb er at komme ud i en provins og arbejde med dem, siger Gitte, der glæder sig til at komme helt ind i maskinrummet og arbejde sammen med Vietnams myndighedspersoner – dem, der sætter punktummerne i lovgivningen.
Rundt om bordet og på den direkte linje i Vietnam er der bred enighed om, at det både har været spændende at deltage i projektet, men også udfordrende.

Katrine Lundsby:

- Der er store sprogbarrierer og kulturforskelle. Stort set alt, hvad vi laver, skal tolkes – både det skriftlige og mundtlige – og der er rigtig meget, der går »lost in translation«. Der er mange misforståelser, og derfor tager tingene virkelig lang tid, selvom de lokale assistenter, der er ansat på projekterne, er en stor hjælp.

Allan Holm understreger, at det har været et tålmodighedsarbejde, hvor frustrationer måske netop har bestået i den manglende forståelse, hvad enten det skyldes kultur, sprog eller det persongalleri, man har været i kontakt med.

- Dem, vi har arbejdet sammen med, har måske også siddet med nogle frustrationer i forhold til det billede, de har set ude i verden med fx restriktiv antibiotikabrug og så videre. De har lyst til at ændre nogle ting, men har ikke haft forbundsfæller. Og det kommer vi så og kan hjælpe dem med.

- Vi har virkelig været med til at revolutionere tingene i Vietnam, slutter Finn Clemmensen.