Annonce Banner Banner Banner

Grænser

Arbejdsmiljø 2020 blev året, hvor grænser blev lukket, grænser blev afsøgt, og grænser blev overskredet.

Leder

COVID-19 kendte tilsyneladende ingen grænser. Den overskred vores landegrænser, begrænsede vores samvær, vores fysiske udfoldelser og lærte os at arbejde og være sammen på nye måder, men lærte os også, hvor vigtigt vores fællesskab med andre mennesker er.

Regeringens råderum syntes i foråret at være grænseløs. Restriktionerne regnede ned over os, vi opførte os som anbefalet, og resultatet blev hurtigt tydeligt, epidemien syntes under kontrol, og vi mente vel alle, at nu blev alt godt igen. Godt nok var der noget med nogle inficerede minkfarme, men dem havde vi også kontrol over.

COVID-19 kendte ingen grænser, antallet af inficerede minkfarme steg pludselig voldsomt, samtidig med at det humane infektionsniveau steg. Situationen var uoverskuelig. En zoonose af hidtil ukendt virulens og med svært overskuelige smitteveje rasede, og noget måtte gøres.

Må 2021 blive året, hvor vi lytter til hinanden og flytter grænser for godt samarbejde.

Regeringen skred til det meget drastiske skidt at beordre alle mink aflivet, og samtidig dermed de facto at nedlægge et erhverv, som berører en del tilknyttede erhverv, herunder dyrlæger med rådgivningsaftaler i minkbesætninger. Her stødte regeringen trods forårets medvind alligevel på en grænse for, hvor egenrådig den kunne tillade sig at være. Fødevareministeren blev ofret og måtte trække sig.

Efterfølgende har DDD og mange andre organisationer gjort opmærksom på, at hvis vi var blevet hørt og inddraget, kunne vi have hjulpet med at bevare minkerhvervet og været behjælpelige i aflivningsprocessen, så denne var forløbet mindre konfliktfyldt, end tilfældet blev.

Også i de egne rækker blev grænser overskredet. En dansk metoo-bølge rejste sig, og ordet »krænkelser« for en grænseoverskridende adfærd kom på alles læber.

Krænkelser kan vi kun komme til livs ved at italesætte dem og sætte grænser. Ansvaret ligger både hos krænkeren og den krænkede. DDD har gennemført en spørgeskemaundersøgelse for at afdække problemets størrelse i vores branche. Resultatet kan du læse om i dette nummer af DVT.

Må 2021 blive året, hvor vi lytter til hinanden og flytter grænser for godt samarbejde.

Glædelig jul og godt nytår ønskes alle medlemmer af DDD.