Det sker en gang imellem, at dyrlæger kommer til skade i forbindelse med arbejdet. Nogle af disse arbejdsskader ville kunne være undgået, hvis dyrlægen havde forberedt sig bedre eller været mere forudseende. På den baggrund har Faggruppe Kvæg i samarbejde med Boehringer Ingelheim Animal Health Denmark A/S holdt et kursus for studerende sidst på studiet og unge dyrlæger i praksis med henblik på at undervise i, hvordan man kan håndtere hverdagssituationer på en god måde ud fra devisen: Vi vil alle gerne komme sikkert hjem fra arbejde!
Kurset forløb over to dage med base på Hovborg Kro under ledelse af kvægfagdyrlægerne Anne Nymand og Troels Løwig Larsen. Emnet førte os langt omkring i materien. Fra det at kunne lave en grime og binde en ko forsvarligt op, over placering i relation til undersøgelse og behandling til håndtering af udstyr. Artiklen vil søge at give indtryk af nogle af de hovedtemaer, som kursisterne var igennem.
Gode råd fra kvægdyrlægen
Indledningsvis underviste Line Fruergaard, Nørager Dyrehospital, om generelle forhold relateret til arbejdssikkerhed i kvægpraksis. Line har for år tilbage udarbejdet et materiale om emnet for DDD, og det tog hun udgangspunkt i. På sit eget »skades-CV« har Line flere hændelser, som har resulteret i sygemeldinger af kortere eller længere varighed. Det karakteristiske ved disse skader er, ifølge Line, at de fleste kunne være undgået ved større grad af forberedelse og indsigt i dyrenes adfærd.
- Dyrene er store og derfor foran på point fra starten. Derfor skal du som dyrlæge tage dine forholdsregler og have et grundlæggende kendskab til dyrenes adfærd for at udføre dit arbejde på en hensigtsmæssig og forsvarlig måde, sagde Line og gav et indblik i basal koadfærd relateret til dens komfortzoner, og hvordan man kan bruge den adfærd til at drive koen rundt i stalden – eksempelvis til den boks eller fanggitter, hvor koen kan undersøges forsvarligt.
En anden væsentlig lære var adfærd hos ko efter fødsel. En nok så venlig og godmodig ko kan forvandles til et frådende monster, som med alle midler vil forsvare sin kalv. Line forklarede, at denne adfærd kan være særligt udtalt for kødkvæg, og man bør som dyrlæge aldrig placere sig mellem ko og kalv, ligesom man skal sørge for, at ejer eller hjælpere heller ikke gør det.
Forsvarlig opbinding af koen samtidig med forberedelse af en flugtvej er nødvendig, inden man begiver sig ind for at undersøge en nykælver. Et godt råd er altid at sørge for at bede om tilstrækkelig hjælp til løsning af opgaver med dyrene. Lad det ikke være den største, stærkeste og mest erfarne dyrlæges norm, der gælder ude hos landmændene – nutidens dyrlæge er ikke nødvendigvis en Tarzan, men blot et almindeligt menneske af kød og blod.
Line anbefalede også, at man i stor udstrækning bruger sedation af dyrene i forbindelse med undersøgelser og behandlinger – både for at øge sikkerheden for én selv og for at bedre kvaliteten af arbejdet.
Træning af færdigheder
I de efterfølgende holdopdelte workshops i besætninger i nærområdet trænede vi færdigheder som drivning med køer, opbinding af koen samt placering i forhold til koen i forbindelse med undersøgelse og behandling. Desuden var der demonstration af og træning i nedsnøring af ko ved fødselshjælp eller rettelse af løbedrejning. Der blev også brugt tid til at observere andre køers adfærd i stalden, når man skal i gang med at undersøge en ko i flokken. Det kan være godt at spotte, om der fx er brunstige køer i nærheden, så man kan få dem fikseret. De forstyrrer og udgør dermed en risiko.
Aftenen blev desuden brugt til et indlæg af dyrlæge Mogens Jakobsen om vigtigheden i at være opmærksom under kørsel til og fra gårdene. Man skal naturligvis køre forsigtigt, og derudover sørge for at parkere hensigtsmæssigt ved gårdene, så man mindsker risikoen for at påkøre personer eller materiel, når man skal videre på dagens arbejde. Det blev pointeret, at det er en meget god idé at deltage på køretekniske kurser med jævne mellemrum i sin dyrlægebil. Den er ofte lidt tungt lastet og opfører sig så lidt anderledes end en almindelig personbil ved undvigemanøvrer og kørsel på glat vej.
Udsat på mange måder
Anne Nymand fortalte efterfølgende om at passe på sig selv. Som dyrlæge er man meget i berøring med vand, sæbe og desinfektionsmidler, og det kan affedte huden og dermed gøre den mere sårbar. Tilmed får vi ofte sår og småskrammer, der kan bane vejen for infektioner. De lavpraktiske råd går her ud på at sørge for at smøre sin hud dagligt med eksempelvis mandelolie, som gør huden smidig og bidrager til at danne en barriere mod smitstoffer og allergener, og benytte klorhexidin-salve til sår.
En anden væsentlig ting er at holde sin krop i form og lave strækøvelser for at kompensere for nogle af de gentagne bevægelser, som er en del af kvægdyrlægens hverdag. Eksempler herpå er rektal- og yverundersøgelser. Anne gav anvisninger på nogle nyttige øvelser, som man kan lave derhjemme.
Anne kom også ind på forhold vedrørende det psykiske arbejdsmiljø og stress. Stress kan ramme alle, så det er vigtigt, at der i praksis er skabt en kultur, hvor man kan tale åbent om det og i øvrigt holde øje med hinanden for at fange tidlige symptomer på stress, så man i fællesskab får grebet ind så tidligt som muligt.
Et afslutningsvis rigtig godt råd fra Anne og de øvrige indlægsholdere er at have telefonnumre på landmændene og deres personale i sin telefon. Det gør, at man kan hurtigt kan give besked om forsinkelser og ankomsttidspunkter, så man kan få hjælp til arbejdet. Det er en stor sikkerhed ikke at skulle stå med arbejdet alene i stalden.
En nok så venlig og godmodig ko kan forvandles til et frådende monster, som med alle midler vil forsvare sin kalv.
Læring i praksis
Dag 2 bød på workshops om henholdsvis instrumentlære og det daglige arbejde på gårdene.
Ole Rasmussen fra Ribeegnens Dyrlæger havde workshoppen om instrumenter og medicinhåndtering. Her blev gængse instrumenter fra hverdagen gennemgået og deres funktion demonstreret og trænet. Det vigtigste er at kende, hvad man har i bilen og deres anvendelse samt altid at have dem vedligeholdt i en brugbar stand. Det næste er så at være dus med instrumentet. Her skal der ofte træning til, så man kan drage fuld nytte af instrumentet – også i en presset situation. Det oplagte eksempel herpå er boltpistolen, som flere af kursisterne fra praksis har i deres bil, men som ingen af dem var dus med. Her må man øve sig på kadavere, indtil man har den fornødne fortrolighed med at benytte den. Medicinhåndteringen blev gennemgået. Man bør bruge handsker til alle tider ved håndtering af medicin for at undgå kontakt direkte på huden med risiko for allergi eller bivirkninger.
Anne Nymand demonstrerede sin praksisbil. Hun lagde vægt på, at den er dyrlægens visitkort overfor landmanden, og at man også af den grund altid bør holde sin bil i orden. Bilen skal have et solidt og fastgjort skuffedarium, så tingene kan pakkes ned, og der ikke er løse genstande i varerummet. De tungeste ting skal længst frem i skufferne, så bilens køreegenskaber ikke påvirkes negativt af stor vægt bagved bagakslen. Bilen skal i øvrigt være forsynet med en brandslukker.
Man skal også medbringe forskellige typer af beklædning afhængigt af vejr og den opgave, man skal løse. Kitler kan nogle gange være uhensigtsmæssige, da man kan hænge fast i eksempelvis inventaret. Støvler, kitler og kedeldragter skal være rene til hvert besøg, så man ikke slæber smitte med ind. Tænk på, hvad du slæber med ind i besætningen og hvordan. Af hensyn til smittebeskyttelse og risiko for mange tunge løft bør man begrænse mængden af udstyr, der bæres med ind. Så må man hellere gå en tur ekstra ud til bilen. Man skal passe på glatte gulve, inventar mv., så man ikke falder eller slår sig unødigt.
Man skal desuden huske på, at visse sygdomme i kvægholdet er zoonoser, og at de fleste af dem smitter via gødning. En af kursisterne havde været indlagt med cryptosporidier, hvilket bevidner, at der ikke kun er tale om en teoretisk risiko. Af andre zoonoser kan nævnes salmonella, ringorm og Q-feber.
Verdens bedste job
Nu kan det godt lyde som om, at livet i kvægpraksis er en vej fyldt med risici, smerte og ubehag. Det er ikke tilfældet. De tre indlægsholdere mener selv, de har verdens bedste jobs. Ligesom på det øvrige arbejdsmarked er der dog risici, og det er dem, vi med kurset har søgt at identificere nogle af for at gøre den næste genration af dyrlæger opmærksom på nogle af de farer, som lurer derude i arbejdslivet, og som man ved træning, omtanke og fornuft bedre kan forhindre. Det er også vigtigt, at man taler om farerne i de enkelte praksis og får en kultur, hvor man støtter hinanden i ikke at tage unødvendige risici. Desuden vil det hjælpe, at man lader denne kultur brede sig til landmændene, så de også bidrager til at gøre det veterinære arbejde i besætningerne mere sikkert.
Som afslutning på kurset lavede vi en fælles evaluering. Ingen af kursisterne var skræmte over, hvad de havde hørt og lært. Derimod syntes flere af de unge dyrlæger fra praksis, at de gerne ville have haft kurset, før de var begyndt i praksis, så de var bedre forberedte.
Fra kursusledelsens side kan vi kun anbefale, at kurset tilbydes kandidatholdet hvert år, og at DDD vil påtage sig opgaven at oplyse de studerende om kontraktmæssige forhold, forsikringer og generel introduktion til arbejdsmarkedet.
