Stadig lønforskel på mænd og kvinder i dyrlægefaget

Man skulle tro, det ville være en smal sag at sammenligne, hvad kvinder og mænd tjener. Det burde jo være så nemt som at komme antallet af personlige indkomster for de to køn ind i en lommeregner og dividere med antallet af henholdsvis kvinder og mænd.

Men i realiteten er opgørelsesmetoderne en kompleks størrelse, som skal tage højde for ferie, pension, barsel, ledighedsperioder og alle mulige former for tillæg, hvis det skal give rigtig mening at sammenligne tallene. Derfor skal man, ifølge forfatter og økonom Sanne Udsen, tage det med et lille gran salt, når Danmark bonner så elendigt ud på de aktuelle internationale ranglister over ligeløn og kvinder i ledelse, at vi risikerer at få kaffen galt i halsen, når placeringen går op for os.

Vi ligger nummer 55 i verden på ligeløn og nummer 95, når det handler om kvinder i ledelse! Om vi reelt ligger så lavt, er Sanne Udsen i tvivl om.

- Det er meget svært at sammenligne Danmark med Rwanda. Men der er dog ingen tvivl om, at vi ligger meget dårligere placeret end vores selvforståelse som et foregangsland, når det gælder lige muligheder i samfundet, lægger op til. Sammenligner man inden for EU, bliver tallene straks en del mere pålidelige. Her viste en undersøgelse for et par år siden, at Danmark af alle 28 EU-lande ligger nummer 26, når det gælder kvinder i ledelse. Kun Malta og Cypern ligger dårligere. Så der er ingen tvivl om, at vi enten er sakket bagud eller har stået stille på ligestilling, mens landene omkring os har bevæget sig - uden at det tilsyneladende er gået for alvor op for os, siger hun.

Kvindesatsen

I Danmark har vi et i international målestok særdeles reguleret og aftaledækket arbejdsmarked, som er med til at beskytte mod for store lønforskelle. Alene den fra alle sider højt besungne danske model burde sikre, at også kønnene ligger relativt ens. Så hvorfor gør de ikke det?

Hvis mændene samler sig i toppen af ledelseshierarkierne, og kvinderne ikke når længere end til mellemlederniveau, så ender man med markante lønforskelle, pointerer Sanne Udsen.

- Læg dertil, at Danmark er et land, der i langt højere grad end de lande, vi sammenligner os med, har mandefag og kvindefag. Kvindefagene ligger konsekvent lavere lønmæssigt end mandefagene, og det er der en grund til. Med Romtraktaten fik vi i 1972 ligeløn i Danmark. Før det talte man om »normalsatser« – læs: satser for mænd – og »kvindesatser«, som var lavere end normalsatsen. Med indførelsen af ligeløn sløjfer man kvindesatsen. Men i de fag, der er domineret af kvinder, bliver kvindesatsen blot den nye normal. Store områder blev aldrig hævet op til normalen. Så der er nogle ting der, vi stadig slæber rundt på i løndannelsen, siger Sanne Udsen.

Magtbalancen i hjemmet

Løndannelsen i et samfund er et så komplekst fænomen, at det er umuligt at give en udtømmende forklaring på, hvorfor vi i Danmark hænger så meget efter, når det gælder ligeløn. Men der er ingen tvivl om, at der også er nogle kulturelle faktorer på spil, mener Sanne Udsen.

- Det er ikke unormalt, at konen presser på derhjemme. »Nu må du se at få en lønforhøjelse«, siger hun til manden. Mændene presser ikke på for, at kvinderne skal tjene flere penge. Tværtimod kan det føles som et pres for mænd, hvis de tjener mindre end partneren.

- Der kan ske noget med magtbalancen i hjemmet afhængigt, af hvad hver især tjener. Sandsynligvis er der en del, som har rykket sig på det felt i løbet af de sidste årtier, så unge mænd i dag er mere  afslappede sammen med en partner, der har en større karriere end dem selv. Men de ting tager lang tid at ændre grundlæggende på, siger hun.

I dag er det nemmere at finde én, der hedder Lars i en bestyrelse i Danmark, end det er at finde en kvinde. Så grelt står det til med andelen af kvinder i topledelser.

En faktor, som kan spille en rolle her, er, at der er dygtige og ambitiøse danske kvinder, som ikke  føler et tilstrækkeligt økonomisk incitament til at gå efter en stilling i toppen, vurderer Sanne Udsen.

- I de fleste andre lande er der en større belønning forbundet med at være leder, end der er herhjemme. De danske ledere tjener godt, men ikke nær så godt som fx de tyske ledere. Derfor  finder det nærmest ikke sted i Danmark, at topledere har husholderske, gartner og chauffør. For ikke blot tjener de mindre, de skal også betale privat personale en del mere. Men stadig er der jo nogle,  som skal sørge for, at børnene bliver hentet, og vasketøjet tryller heller ikke sig selv ind i maskinen.  Nok er man rig, men man er ikke latterligt rig. Min vurdering er, at nogle af de kvinder, som, hvis de ville, kunne blande sig i toppen, vælger den store karriere fra, blandt andet fordi den økonomiske gevinst ikke er stor nok til at fritage dem for huslige forpligtelser, siger Sanne Udsen.

Dyrlæger halter efter

I løbet af 1980’erne tippede dyrlægefaget over til en overvægt af kvinder på uddannelsen. I 2002, da formand for Ansatte Dyrlægers Organisation Ida Tingman Møller blev optaget på studiet, udgjorde kvinderne 90 %. Et interessant spørgsmål er derfor, om det har påvirket lønudviklingen i negativ  retning, at faget har skiftet køn i løbet af et par årtier?

Der er ingen tvivl om, at dyrlægerne i dag tjener mindre end fx advokaterne og tandlægerne, vurderer Ida Tingman Møller.

- Det er svært at sammenligne fagene direkte, men den forestilling, omverdenen har om, at dyrlæger er godt lønnede, passer ikke længere. De cirka 10 % af vores medlemmer, som arbejder i medicinalindustrien, ligger højt lønmæssigt, men de resterende, der arbejder i klinisk praksis og i dele af det offentlige, halter efter.

Ejerne af de kliniske praksisser tjener generelt ikke det samme som en ejer af et advokatkontor, og de ansatte gør slet ikke, siger Ida Tingman Møller, som er i tvivl om, hvorvidt den ikke særligt prangende lønudvikling skyldes, at faget er domineret af kvinder.

- I hvert fald er der også andre ting i spil, for strukturen i klinisk praksis har ændret sig. Indtjeningen i vagterne har traditionelt udgjort en stor andel af en dyrlæges løn. Men vagterne bliver i højere grad samlet på store hospitaler med det resultat, at der bliver færre dyrlæger, der har vagt, og der bliver mindre at lave i vagten på de små og mellemstore klinikker. Baggrunden for dette er i høj grad en ændring i måden at holde dyr.

Myten er, at kvinder ikke tjener lige så meget som mænd, fordi de er dårligere til at forhandle deres løn. Men den køber Ida Tingman Møller ikke ind på.

- Jeg oplever, at kvinder kan være særdeles gode forhandlere. Men samtidig vægter de frihed og fleksibilitet højere end mændene. Når der ikke længere er så meget at lave i vagten, så har kvinderne en tendens til at se det som en mulighed for mere frihed. Mændene reagerer i højere grad ved at kigge sig om efter muligheder for at hæve grundlønnen. Men også for dem gælder det, at frihed til dem selv og deres familie og fleksibilitet vægter højt i dag. Vi står med nogle nye grundlæggende kriterier for løndannelsen, vurderer Ida Tingman Møller.

- Det er en tendens, der bliver helt tydelig, når vi spørger medlemmerne før en ny overenskomstforhandling, hvad vi skal lægge mest vægt på denne gang. Fleksibilitet i arbejdet vægter højt – og højere end tidligere. Det er ikke noget specielt dansk fænomen. Samme tendens gør sig gældende internationalt – formodentlig også i mange andre fag end dyrlægefaget, siger hun.

Dobbeltopgaven

Ida Tingman Møller har en teori, som – hvis den er rigtig – kan forklare, hvorfor det danske lokomotiv, der trækker ligestillingen fremad, kører på halv kraft. Den lyder i al sin enkelthed: Skolen passer pigerne og kvinderne bedst. Arbejdsmarkedet passer mændene bedst. Kønssammensætningen i dyrlægefaget siger det hele, mener hun.

- Vi har måttet arbejde for et højere optag på kvote 2-ordninger ud fra den betragtning, at andre kvaliteter end høje karakterer godt kunne gøre dig til en god dyrlæge. Denne ændring har dog ikke ændret ved kønssammensætningen på studiet, hvor der i dag er over 90 % kvinder. Mændene er blevet så meget færre på de videregående uddannelser, at jeg kan undre mig over, hvad de overhovedet laver i 20’erne. Men det, vi alligevel ser, er, at det er mandlige dyrlæger, som bliver ledere og klinikejere i højere grad end kvinder. Og i medicinalindustrien er der væsentlig lønforskel på, hvad de to køn tjener i gennemsnit – tit begrundet i en højere andel af ledelsesansvar blandt mændene.

Opgaven fremadrettet er dobbelt, vurderer Ida Tingman Møller.

- På den ene side er det vigtigt at arbejde for en uddannelse, der er attraktiv både for mænd og kvinder. På den anden side gælder det også om at få kigget på arbejdsvilkårene i faget, så vi får skabt karrieremuligheder, der tiltrækker begge køn. Jeg tror, vi skal benytte coronasituationen til at spørge os selv, om vi kan arbejde sammen på andre måder i fremtiden, så der er flere kvinder, der får lyst til at gå karrierevejen. De har lederegenskaberne, men ikke nødvendigvis mændenes tilgang til arbejdet. Hvis forventningen er, at du skal være til rådighed 24/7, så falder kvinderne fra, siger Ida Tingman Møller, hvis klare indtryk er, at hjemsendelser på grund af corona har passet kvinderne langt bedre end mændene.

- Jeg synes selv, det var helt fantastisk at kunne arbejde hjemmefra og i langt højere grad selv planlægge min arbejdsdag. Min mand så det som en begrænsning for sit arbejde, at han ikke var på kontoret med kollegaerne. Når jeg kiggede rundt i min bekendtskabskreds, var der det samme billede. Og det er jo ikke, fordi kvinderne mangler ambitioner. De vil bare ikke nødvendigvis så langt ind i hamsterhjulet som mændene. Jeg håber, at blandt andet de nye teknologiske landvindinger
kan skubbe til den måde, vi arbejder på. Vi behøver ikke længere at tage hele vejen til Herning for at deltage i et møde. Og også inden for de områder af dyrlægefaget, hvor du foretager inspektioner, kontroller eller konsultationer har coronasituationen vist, at man kan løse opgaven på flere måder.

- Jeg tror, vi ville se flere kvinder i ledelse og med højere løn, hvis vi kunne benytte netop denne situation til at gøre arbejdet mere fleksibelt, siger Ida Tingman Møller.