Annonce Banner Banner Banner

Perioperative overvejelser om akut kejsersnit hos hunde

Q6Q1451 © Morten Holtum
Guide

Diagnostisk grundlag

Dystoki ses i ca. 5 % af alle fødsler hos hund. Tæver ældre end 7 år samt brachycephale og miniatureracer er overrepræsenteret.

Klinisk billede

Dystoki skyldes oftere maternelle end føtale årsager. Normal fødsel går fra stadie 1 (åbningsfase) til stadie 2 (uddrivningsfase) indenfor 12-24 timer. Der bør ikke gå over 4 timer mellem hvalpene, og selve uddrivningen af en hvalp bør ikke overskride 30 minutter. Tæver med komplicerede fødsler er ofte alment påvirket. Hvis tæven er alment påvirket, kan det antages, at fostrene også er det.

Udredningsplan

  1. Vaginal undersøgelse for at afgøre, om tæven har Fergusons reflex, om cervix er udvisket, samt om der er obstruktion af fødselskanalen.
  2. Ultralydundersøgelse af fostrenes almentilstand (hjertefrekvens).
  3. Røntgen for at fastlægge antal fostre, identificere lejeforandringer eller fejllejrede fostre.

Behandling og kirurgiske muligheder

Kejsersnit er indikeret ved dystoki, hvor medicinsk behandling ikke er relevant - enten fordi:

  • den er kontraindiceret pga. snæver fødselskanal, lejeforandringer som uterus torsion, for store eller fejllejrede fostre,
  • der ikke er tilstrækkelig respons efter oxytocin, givet 2 gange med 30 minutters mellemrum,
  • der er tiltagende påvirkning af fostrene – det vil sige hjertefrekvensen falder til under 150-180/min eller
  • tæven er alvorligt syg.

Væske- og elektrolytforstyrrelser (hypoglykæmi og hypocalcæmi) bør korrigeresinden anæstesi. Alfaxaloninduktion efter lavdosis metadon-præmedicinering, lokalanalgesi og vedligehold med inhalationsanæstesi er mest skånsom for tæve og fostre.

Klargøring bør foretages på den vågne patient. Kortest mulig anæstesi tilstræbes. Efter laparotomi lægges uterusincisionen tæt på bifurkaturen for lettest adgang til fostre i begge uterushorn. Hvis placenta ikke let kan forløses, bør den efterlades til senere afstødning. Uterus lukkes med resorberbar sutur. Lukning foretages i et fortløbende eller inverterende mønster i et eller to lag. Ved omfattende uterusskader eller nekrose foretages ovariehysterektomi. Hudincisionen lukkes intradermalt. Hvis fødslen har været i gang i over 12 timer, tæven er febril, eller forløbet på anden måde er kompliceret, gives eventuelt antibiotika jævnfør antibiotikavejledningen.

Efterbehandling, kontrol og prognose

Mortaliteten blandt tæverne efter kejsersnit er ca. 1 %. Pneumoni, hæmorrhagi, hypotension og laceration af uterus er de mest almindeligt forekommende komplikationer. Antallet af levende hvalpe en uge post partum er det samme som ved vaginal fødsel - ca. 75 %. Ved sen intervention, det vil sige efter mere end 5 timer i stadie 2, er mortaliteten hos hvalpene fordoblet.

Postoperativ analgesi til tæven bør tilpasses behov og kan baseres på buprenorfin (0,015 mg/kg IM en dosis postoperativt) og paracetamol (10 mg/kg 2-3 gange daglig), der tåles bedst af hvalpene. Ingen NSAIDs er godkendte til indgivelse til diegivende tæver, hvorfor brug heraf er off-label. Litteraturen anbefaler en dosis NSAID indgivet umiddelbart postoperativt.