Regler for ordinering, håndtering og registrering af receptpligtig medicin er meget omfattende. Det skyldes, at myndighederne skal have styr på lægemiddelsikkerheden lige fra produktion til anvendelse, så der ikke sker produktionsfejl, misbrug, forkert brug, eller at de bortskaffes på en miljømæssigt uhensigtsmæssig måde. Registrerede lægemidler leveres i godkendt emballage med sporbare numre og med udførlige indlægssedler, der blandt andet skal informere om korrekt brug af lægemidlet, opbevaringsforhold og mulige bivirkninger.
Godkendelsen af lægemidlet omfatter også pakningernes størrelse og antal, men ved behandling af især familiedyr har dyrlægen ofte behov for at kunne bryde en pakning og kun udlevere præcis den nødvendige mængde til behandling af patienten (medmindre der findes en godkendt pakning i korrekt størrelse). Sker det ikke, vil der blive udleveret for meget – og somme tider – alt for meget medicin. Det kan føre til fejlbehandling af dyret, men også medføre risiko for, at lægemidlet bliver brugt til andre dyr eller endda til humant brug. For meget udleveret medicin rummer også risikoen for forkert bortskaffelse af overskydende medicin med deraf fare for det omgivende miljø.
Myndighederne har valgt den mest bureaukratiske vej og pålagt de praktiserende dyrlæger et meget besværligt og tidskrævende merarbejde.
Efter pres fra Den Danske Dyrlægeforening blev det 1. januar 2019 muligt at opsplitte lægemiddelpakninger, men muligheden for at benytte ordningen er betinget af en omfattende dokumentation, som dyrlægen skal udføre. Selv om Den Danske Dyrlægeforening har udarbejdet en omfattende vejledning, bliver muligheden for at opsplitte lægemiddelpakninger ikke brugt ret meget af dyrlægerne. Næsten to tredjedele svarer i en spørgeundersøgelse, som Dyrlægeforeningen står bag, at de har sat sig ind i reglerne, men fravalgt at bruge ordningen, fordi den er for besværlig og tidskrævende.
Alene dokumentationskrav tager mindst 5 til 10 minutter at udføre pr. ordination. Hertil kommer den tid, som skal anvendes på at forklare dyreejeren om opsplitningen og de forbehold, man skal tage. Samtidig tager dyrlægerne ikke honorar for den anvendte tid, typisk fordi man mener, at det giver kunden mulighed for at fravælge ud fra et økonomisk aspekt, hvorfor dyrlægen ender med at bære udgiften.
Intentionerne bag indførelsen af ordningen er gode nok, men myndighederne har valgt den mest bureaukratiske vej og pålagt de praktiserende dyrlæger et meget besværligt og tidskrævende merarbejde. Hvis ordningen skal virke i praksis, skal reglerne lempes, så de bliver mulige at anvende i den daglige ofte travle hverdag.
Vi vil fortsat presse på for en regelforenkling, så ordningen forhåbentlig kan få den effekt, som egentlig var tiltænkt tilbage under forhandlingerne til Veterinærforlig 3. Myndighederne bør udvise større tillid til, at dyrlægerne har den fornødne indsigt til at kunne håndtere lægemidler og risikovurdere i hvert enkelt tilfælde – også i denne situation – nemlig at undgå misbrug af overskydende medicin og resistensudvikling.
