Selvom Christina Gulløv altid har vidst, at hun en dag ville have sin egen dyreklinik, ventede hun i 19 år med at tage skridtet fuldt ud og låne pengene i banken til at skabe den klinik, der gennem rigtig mange år havde luret i kulissen.
- Mit grundvilkår for at vente med at starte var, at jeg ville have erfaring. Jeg ville være rigtig god på det område, som jeg skulle beskæftige mig med, fordi jeg vidste, at det ellers ville blive svært, når man først er kommet i gang med at etablere en forretning, fortæller Christina Gulløv.
De mange års erfaringer fra klinisk praksis havde også skabt et klart billede for Christina om, at klinikkens værdigrundlag skulle rumme et socialt aspekt. Fokus skulle ikke kun være på det økonomiske.
Med det forklarer Christina, at det handler om, at det er en god arbejdsplads, hvor der ikke er en intern konkurrence om, hvem der er størst, bedst, hurtigst og tjener flest penge.
- Vi arbejder ud fra en værdi, der hedder grundighed. Det er en vigtig forudsætning for at være her. Og så er det omsorg og empati. Det handler om at give sig selv tid til at favne arbejdet. Både når det gælder dyr, kolleger, klienter osv. Vi skal hjælpe hinanden til at blive gode. Det er ikke en konkurrence – det er et samarbejde. Vi er et team. Det gælder om at få alle med, siger Christina og understreger, at hvis der foregår noget uhensigtsmæssigt på en arbejdsplads, så har hun oplevet, hvor svært det kan være at gøre noget som kollega, hvis ikke man har en aktie i det.
- Her er vi meget åbne over for hinanden, hvis vi oplever, at der er et problem.
Og det er ikke kun kolleger imellem, at problemerne bliver talt igennem. Klienterne, der kommer i klinikken med deres dyr, bliver mødt med samme tilgang.
- Vi har generelt sat rigtig lange konsultationstider af. Vi bruger lang tid på at have en dialog med ejeren om, hvad der er muligt, og hvordan vi kan hjælpe dyret. Vi prøver at bygge puslespillet i stedet for kun at fokusere på én ting som fx et ledproblem. Det kan også godt være, at hunden har rigtig dårlige tænder og måske 5 kilos overvægt. Vi bruger derfor alle de kapaciteter, vi har i huset, til at komme med en samlet behandlingspakke – og så er det op til folk, om de vil tage imod den eller ej, men de får ikke en løsning, der kun drejer sig om det problem, de kommer med. Det er meget det sjældent, det sker.
Oplever I villighed fra klienterne til at gå all in?
- Vi tager ikke mere for vores konsultationer, selvom de er lange. Vi tror på, at hvis vi investerer tiden i dyret og ejeren og forklarer, hvor vigtigt det er, at hunden fx får ordnet tænderne eller smidt nogle kilo, så er der en større chance for, at vi får løst det problem, dyret har, i stedet for, at vi haster igennem på 10 minutter. Vores erfaring er, at klienterne har brug for tid til at få talt ordentligt igennem, hvad der skal ske hjemme, og hvad de skal huske at gøre. Vi har mange faste procedurer, som vi dog skræddersyr til det aktuelle dyr. Og vi følger op på alle patienter dagen efter med opkald eller sms - og nogle gange endnu længere tid efter.
Vi har et meget fasttømret hold, og vi passer godt på hinanden.
Christina understreger, at der er få klienter, der ikke kan se ideen i hele pakken, og dem imødekommer vi individuelt fra sag til sag.
De fælles kompetencer
Ifølge Christina er en diversitet af kompetencer et must for, at de som dyreklinik kan tilbyde den pakke af ydelser, som de satser på. Det betyder også, at efteruddannelse står højt på prioriteringslisten.
- Jeg har fx en veterinærsygeplejerske, der efter få måneders ansættelse allerede er i gang med en fagveterinærsygeplejerskeuddannelse. Vi venter ikke på, at en tidsperiode skal være opfyldt, for at man kan få lov til at komme på efteruddannelse. Jeg ser heller ikke på, hvor mange kursusdage vi bruger, men på, om det er noget, der giver mening for os alle sammen – vores fælles kompetencer. Det betyder nemlig, at vi alle sammen får en større vidensbank.
Hvad med dig selv – du har både en ph.d. i neurologi, en master i kirurgi og efteruddannelse som kiropraktor.
- De specialkompetencer, jeg har, var en vej til at komme mit mål nærmere. At komme ind og få en ph.d. var noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort, fordi det gav basis og en mulighed for at fordybe mig, men det var også benhårdt. Ph.d.’en åbnede mine øjne for, hvor meget man egentligt får mulighed for at hjælpe dyrene, når man får kompetencerne til det. For mig var det en hjælp til at se, hvilken vej jeg ville bevæge mig ud ad. Kirurgiuddannelsen var en mulighed, der dukkede op undervejs i forløbet, og jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det. Den fornemmelse, at man kan fikse noget med medicin, noget med sine hænder og noget med sin hjerne. Det er en god kombination.
En overset patientgruppe
Der er ikke mange dyrlæger som Christina med indsigt i neurologiske lidelser hos hunde og katte. Men det er et ret udbredt problem blandt kæledyrene. Alene blandt hundene anslås det, at der er 1-3 %, som har epilepsi.
- Det er rigtig mange i forhold til, hvor mange hunde der er i Danmark, og hvor mange der går ubehandlet. Det er jo bare en del af de patienter, vi har, men vi har mange epilepsipatienter eller anfaldspatienter – altså hunde, som ikke har epilepsi. Og generelt er der forsvindende få, der bliver henvist. De fleste klienter henviser sig selv, fordi de oplever hunde med refraktære anfald uden nogen form for styring eller kontrol, fortæller Christina og forklarer, at for dyr er det ligesom hos mennesker med epilepsi, hvor det gælder om hurtigt at komme i behandling og monitorere sygdommen.
Om årsager til epilepsi, forklarer Christina, at en del af tilfældene hos hunde er genetisk betinget.
- Man ved, at der er nogle hunderacer, hvor det forekommer hyppigere end andre, fx Belgiske Hyrdehunde, border collies og Springer Spaniels. Og for nogle af de her racer, der er det vigtigt at vide, om det typisk er noget, de kan dø af, eller noget, som vi med succes kan medicinere os ud af. Vi skal blandt meget andet finde ud af, hvad for en type patient det er, hvor stresset er hunden, hvordan tænker vi, den vil reagere på behandling, racetypiske sygdomme og andre sygdomsprocesser – hvad skal jeg undgå at medicinere med. Der er et hav af spørgsmål og generelt, når klienterne selv henviser sig hertil, vil de gerne gå langt. Dertil vil jeg sige, at vi for størstedelen af patienterne oplever, at udfaldet af behandlingen er virkelig godt.
Et fællesprojekt
I Fårevejle går det også godt for klinikken, der har haft vokseværk – endda så meget, at den blev nomineret til Odsherred Kommunes vækstpris 2019. Christina og kolleger løb ikke med prisen, men de var kisteglade for, at den positive vækst blev bemærket. Som en ekstra fjer i hatten er klinikkens veterinærsygeplejerskeelev kåret til »Årets elev i Odsherred 2019«.
- Vi er megastolte, siger Christina med et stort smil.
- Jeg begyndte alene for halvandet år siden, og nu er vi fem fastansatte plus to dyrlægestuderende. Det er ikke så vigtigt, om man har 1 eller 10 års erfaring. Det er kerneværdierne, der tæller. Vi har et meget fasttømret hold, og vi passer godt på hinanden, klienterne og dyrene. Det er et fællesprojekt.
