Indikationsgrundlag
Mavedrejning er en akut og livstruende tilstand, som hovedsageligt rammer store dybbrystede hunderacer. I de fleste tilfælde roterer ventriklen med uret, og pylorus ender i hundens venstre side, kranialt for ventriklen. Gasophobning dilaterer ventriklen, så der skabes et øget intraabdominalt tryk. Kompression, primært af vena cava og vena porta, medfører nedsat venøst tilbageløb til hjertet, som bl.a. resulterer i portal hypertension og systemisk hypotension, der ubehandlet fører til kredsløbsshock. Thrombemboli og lokal iskæmi, særligt i ventrikel og milt, kan forekomme, og i mere komplicerede tilfælde ses også hjertearytmier, endotoxæmi, sepsis og dissemineret intravaskulær koagulation (DIC).
Klinisk billede
Historik om akut til perakut opstået påvirket almen tilstand, øget abdominalomfang og tympani samt hypersalivation og uproduktive vomiteringsforsøg. Kredsløbet er påvirket, og ikke sjældent er patienten i kredsløbsshock.
Udredningsplan
Det kliniske billede vil ofte give en kraftig mistanke om diagnosen. Højresidigt laterolateral røntgen af abdomen vil vise gasdilateret ventrikel og ved volvulus evt. tegn på kraniodorsal displacering af pylorus – såkaldt Popeye sign, hvor billedet af et omvendt C vil tegne sig. Syre/base-forandringer skal korrigeres. Høj plasma-laktat, særligt efter behandling, kan til en vis grad anvendes for at følge behandlingseffekt og derved prognosen. EKG til evaluering af hjertearytmi. Tidligt postoperativt er arytmirisikoen fortsat høj, dvs. 1-2 døgn efter. Udredning bør ikke forsinke kredsløbsstabilisering og dekomprimering af ventrikel mere end absolut nødvendigt.
Diagnosenomenklatur
Mavedrejning (ventrikeldilatation og volvulus).Mest relevante differentialdiagnoser: Ventrikeldilatation uden volvulus, hæmoabdomen og perforerende ventrikel eller duodenal ulcus med septisk peritonitis.
Henvisningsgrundlag
Mavedrejning kræver intensiv akut behandling og indlæggelse. I tilfælde af at nærmeste henvisningssted er længere væk, bør patienten stabiliseres, og ventriklen dekomprimeres inden transport. Behandling og kirurgiske muligheder Patienten stabiliseres med ilt, væske, perioperativ antibiotikaprofylakse, analgesi og dekompression af ventriklen via ventrikelsonde eller perkutant med trokar eller tyk kanyle. Efter stabilisering foretages repositionering af ventriklen kirurgisk inkl. gastropexi. Hvis muligt, bør ventriklen dekomprimeres intraoperativt med ventrikelsonde inden rotation, hvorved repositionering lettes. Ventriklen skylles via sonde. Ventrikel og milt vurderes mht. nekrose. Splenektomi og resektion af nekrotiske områder i ventriklen udføres inden incisionel gastropexi, der i dag betragtes som standardteknik. Hvis der kun er tale om ventrikeldilatation, som er let at skylle og dekomprimere komplet, kan denne konservative behandling forsøges, men recidivrisikoen er høj.
Efterbehandling, kontrol og prognose
Postoperativt fortsættes monitorering og behandling af elektrolyt-ubalance, plasmalaktat og hjertearytmier i minimum 48 timer. Mortaliteten er høj, ca. 10-20 % på trods af behandling, men forbedres ved hurtig intervention, og forværres ved ventrikelvægsnekrose og hjertearytmier.
