I mange år er danskerne blevet præsenteret for det fremtidsperspektiv, at vores demografi er en trussel mod vores velfærd. Vi har måttet forstå, at der bliver for mange gamle og for få i den erhvervsaktive alder til at holde velfærdssamfundet kørende, som vi kender det. Med mindre seniorerne løfter i flok sammen med juniorerne.
Hvis man kommer det hele ned i et regneark – og det er præcis det, økonomerne gør – så forholder det sig sådan, at man tager udgangspunkt i den konstant, at pensionister i gennemsnit skal leve 14 et halvt år på pension. Så hænger det hele sammen samfundsøkonomisk og socialt.
Konjunkturerne spiller naturligvis ind på samfundsøkonomien, men på tværs af op- og nedgangstider taler demografien sit helt eget tydelige sprog. Enten skal seniorerne blive længere på arbejdsmarkedet – især når man indregner, at de lever væsentligt længere end før – eller også skal juniorerne løbe stærkere.
Det er 30 år siden, at den diskussion begyndte i Danmark, og lige siden har et flertal af danske politikere været overordentlig indstillede på at reformere pensionssystemet, så det tilpasser sig en ny virkelighed. De har faktisk været så reformivrige, at den pensionsalder på 72 år, som danskerne er tiltænkt i år 2050, er verdens højeste.
Det bekymrer professor på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet Per H. Jensen.
- Det er meget problematisk, at man har indført de mest vidtgående pensionsreformer i hele verden i Danmark, for en pensionsalder på 72 år er helt urealistisk. Hvordan har man tænkt sig, at de seniorer, som af den ene eller den anden grund ikke kan få et job, skal klare sig? I Tyskland, hvor den demografiske udfordring er større end i Danmark, har man gennemført en reform, hvor man stiler efter en langt mere realistisk pensionsalder på 67 år i 2030. I Italien og Frankrig er den demografiske udfordring også større end i Danmark, men med en mindre bekymret politisk reaktion til følge. Det virker mere som panik end som rettidig omhu, at man i Danmark er så vidtgående i sin reformiver, siger Per H. Jensen.
Efterspørgslen bestemmer
I Australien har The Melbourne Mercer Global Pension hvert år fra 2012 gennemført et internationalt anerkendt tjek på alverdens pensionssystemer. Med en rangering af, hvilke lande der har den finansieringsmæssigt mest robuste og samtidig socialt mest ansvarlige ordning. Hvem har indtaget førstepladsen hvert år? Danmark med følgende anmærkning fra juryen: »A first class and robust retirement income system that delivers good benefits, is sustainable and has a high level of integrity«.
Læg dertil, at vi har en så imponerende statistik, når det gælder udviklingen i antallet af seniorer på arbejdsmarkedet, at den store bekymring over, om de ældre løfter deres egen »ældrebyrde«, med de
deraf følgende meget vidtgående reformer, kan tage sig endnu mere besynderlig ud.
I 2002 havde næsten 60 % af de 67-årige trukket sig fra arbejdsmarkedet, før de fyldte 62 år. I 2017 var det tal 36 %.
En anden måde at gøre den samme tendens op på er, at fra 2000 til 2018 steg beskæftigelsesfrekvensen for seniorer fra 55 til 70, så de i dag er 175.000 flere på arbejdsmarkedet end for 20 år siden.
Det er tal, som de danske politikere bryster sig af. Men det har de ikke nogen grund til, mener Per H. Jensen.
- Man påstår, at reformerne har styret den stigende andel af seniorer på arbejdsmarkedet. Min påstand er, at efterspørgslen har spillet en betydelig – og formentlig større – rolle end reformerne. Væksten i andelen af seniorer begyndte allerede i år 2000, før effekten af de første reformer satte ind. Det er ændringer i efterspørgselsstrukturerne, som har bidraget til at skabe den enorme vækst i andelen af seniorer, siger Per H. Jensen.
Det lægger et pres på de yngre medarbejdere, som nu skal indrette sig på at fylde de huller.
Per H. Jensen,
Professor, Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.
Bekymrede seniorer
På Aalborg Universitet har Per H. Jensen været koordinator på projektet »Seniorarbejdsliv«, der har zoomet ind på, hvad der rent faktisk virker, når det gælder fastholdelse og rekruttering af seniorer.
- Rigtig mange steder på arbejdsmarkedet fungerer det uden problemer, hvis en arbejdsgiver er interesseret i at holde på seniorerne på nogle særlige vilkår. I fx Arriva gør man det så enkelt, at hr. Jensen tager busruten om mandagen og fru Jørgensen om tirsdagen, og så er alle glade. På universiteterne fungerer det også perfekt, som det er. Man går bare lidt ned i antal undervisningstimer efterhånden, som man kommer op i alder.
- I det hele taget viser erfaringen, at den arbejdsgiver, som stille og roligt forhører sig om mulighederne for en fleksibel ordning med en ældre medarbejder, næsten altid har succes med det, siger Per H. Jensen.
Alligevel har projekt Seniorarbejdsliv kunnet dokumentere, at praksis ofte spænder ben for seniorpolitikkerne, fortæller han.
- Noget, der kan bidrage til at fastholde seniorer, er, at man fx siger, »du behøver ikke at arbejde om natten mere«. Eller »vi giver dig en fleksibel ordning, så du kommer på deltid og selv kan bestemme din arbejdstid«. Men det lægger et pres på de yngre medarbejdere, som nu skal indrette sig på at fylde de huller. Der er mange arbejdspladser, hvor man møder den slags udfordringer, hvis man flytter rundt på enkelte medarbejderes særlige forhold, siger Per H. Jensen, som mener, at det er i efterspørgsel-strukturerne, at vi skal løse vores demografiske udfordringer, frem for i meget vidtgående reformer, som griber langt ind i fremtiden.
- Hver gang jeg har ytret mig offentligt om emnet, modtager jeg ganske mange mails fra bekymrede seniorer, som beklager sig over, at de stadig møder masser af fordomme om deres alder på arbejdet eller i deres jobsøgning. Seniorerne er arbejdsmarkedets buffer. Historisk kan vi se, at hver gang, der er lav ledighed, bliver de trukket ind på arbejdsmarkedet, og hver gang, der er høj ledighed, bliver de trukket ud igen. Det er svært at se, hvorfor det forhold skulle ændre sig i fremtiden. Hvilket er meget bekymrende, når man forestiller sig en pensionsalder på 72 år midt i en lavkonjunktur, siger Per H. Jensen.
Arne og akademikerne
Det er ikke mange protester, der har været i Danmark, over planerne om verdens højeste pensionsalder. Den differentierede pensionsalder har skabt lidt politisk uro, bedst udtrykt i Mette Frederiksens »Arne« - en fysisk nedslidt håndværker, der har fortjent at kunne trække sig tilbage før akademikeren, som først begyndte på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse i slutningen af 20’erne.
Men det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er hørbare protester mod tanken om, at den generelle pensionsalder i samfundet er så kraftigt på vej opad, når man tager i betragtning, hvor mange ubekendte der er forbundet med reformerne, mener seniorforsker på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd Mona Larsen.
- Det er jo ikke sikkert, at der er et match mellem de ældre arbejdstagere, der nu skal arbejde længere tid, og de arbejdsgivere, der mangler arbejdskraft. Her er vi ude i den jungle, som arbejdsmarkedet i praksis er, hvor seniorer stadigvæk kan møde mange barrierer alt afhængigt af, hvilken branche de er i, og hvordan det lige forholder sig med den enkelte arbejdsgivers indstilling til det grå guld, siger hun.
Mange, og specielt mange akademikere, kan se for sig, at de godt kan klare en højere pensionsalder. De har som regel et rimelig godt helbred i en høj alder, og mange bestrider jobs, som de finder motiverende. Men har de også på én gang helbredet, lysten og ikke mindst muligheden for at få et arbejde, når det kommer til stykket?
Det er de tre faktorer, som spiller ind på, om en forhøjet pensionsalder er en god idé for den enkelte – og der er usikkerhedsmomenter forbundet med alle tre faktorer, vurderer Mona Larsen.
- Selv om vi har lav ledighed og høj andel af seniorer på arbejdsmarkedet i disse år, er der stadig problemer med ældre ledige medarbejdere, som har svært ved at komme tilbage i arbejde og derfor ryger ud af dagpengesystemet. Jeg kan godt frygte, at vi kommer til at stå med en gruppe seniorer, som i en høj alder enten havner i situationen eller skal bokse urimeligt med at undgå den. Specielt hvis samfundet igen oplever en lavkonjunktur, siger hun.
Blandt højtuddannede, hvor den fysiske nedslidning ikke udgør noget stort problem, bør man ikke undervurdere den mentale nedslidning.
Mona Larsen,
Seniorforsker, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Et spørgsmål om prioritering
Tilliden til, at en høj pensionsalder går op i en højere enhed for den enkelte, hviler på en antagelse om, at hvis man ikke kan klare det, vil samfundet anerkende det og træde hjælpende til. Men hvad hvis samfundet ikke kan levere den pakke, spørger Mona Larsen.
- Enten fordi der ikke er noget job at få, hvis det er det, man har brug for. Eller fordi man ikke får lov til at trække sig tilbage, hvis det skulle vise sig, at man alligevel ikke har helbredet til at fortsætte. Blandt højtuddannede, hvor den fysiske nedslidning ikke udgør noget stort problem, bør man ikke undervurdere den mentale nedslidning, som vi ved har været et stigende problem de sidste par årtier, siger hun.
Akademikere har tjent mere end gennemsnittet af befolkningen, de har været færre år på arbejdsmarkedet, de har de bedste pensionsopsparinger, og de kommer til at leve længere. Faktisk 10 år længere end »Arne«, viser statistikkerne. Man fornemmer den holdning, at så skulle de da også være nogle skarn, hvis de ikke kan tage en ekstra tørn for velfærdssamfundet, vurderer Mona Larsen.
- I en situation, hvor samfundet er meget optaget af den demografiske udfordring, kan man nemt forestille sig, at der nok ikke vil være særlig meget vind i sejlene til akademikere, som kæmper en kamp for at undgå de usikkerhedsmomenter, som også kan være til stede for dem, siger hun.
I den sidste ende er det et politisk spørgsmål om prioritering, vurderer Mona Larsen.
- Skal vi lade raske medarbejdere trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og dermed have færre penge til velfærd? Eller skal vi insistere på, at seniorerne løfter i flok med alle de individuelle problematikker, en høj pensionsalder kan medføre? Vi har endnu ikke fundet en løsning på, hvordan vi i så fald afgør, hvem der er fit til at arbejde videre, og hvem der under hensyntagen til aldersrelaterede problematikker, kan få lov til at trække sig tilbage før tid, siger hun.
