Dyrlæge spiller dyrlæge i succesfilm

Det er svært at få armene ned, da DVT midt i januar besøger det smukke dyrlægehjem i Løgumkloster, som oser af kunst og kultur. I denne uge høstede folkene bag den sønderjyske lavbudget film Onkel – om den unge pige Kris, som tilsidesætter egne drømme om at blive dyrlæge for at hjælpe en syg landmands-onkel – hele to priser. Den ene er JyskeVestkystens kulturpris og den anden en pris fra Landbrugets Kulturfond. Derudover er filmen nomineret i tre kategorier til Robert-prisen i slutningen af januar og tre kategorier til Bodil-prisen i slutningen af februar.

- Filmen havde premiere i starten af november, og i den forbindelse fik den ikke alene topkarakterer af anmelderne, men også hovedprisen på Tokyo International Filmfestival, hvilket har ført til, at filmen er solgt til de japanske biografer. Næste pris var Politikens talentpris, som blev uddelt i forbindelse med CPH PIX, fortæller Ole Caspersen, da DVT besøger ham og hustruen Inger, som for øvrigt også har en mindre rolle som dyrlægens kone i filmen.

»Vil du med ud og se en vaginalprolaps?« Det må være første gang, den replik er leveret i dansk filmhistorie. I Frelle Petersens dannelseshistorie Onkel får vi ikke blot dyrlægens indsigt i en kos intime dele, men også et intimt portræt i to kærlige mennesker i det sønderjyske, skrev Politiken i forbindelse med prisuddelingen.

Filmreplikken er Ole Caspersens. I rollen som ny dyrlæge, der kommer i kostalden hos Kris og onklen, er han manden, der genopliver den unge piges dyrlægedrømme. Om det lykkes, får man svar på, når man går ind og ser filmen. Og den er værd at se – også selvom det er en lavbudget film med amatørskuespillere, sønderjysk tale samt undertekster, manuskript, instruktion af den hidtil ukendte sønderjyde Frelle Petersen.

- Frelle Petersen ville lave en autentisk film, hvor skuespillerne taler sønderjysk som første sprog, og alle lever i en radius af 15 km fra gården i filmen, som ligger tæt ved Løgumkloster. Jeg tøvede ikke et sekund, da jeg blev spurgt, om jeg ville deltage, og jeg er både stolt af og begejstret for resultatet, hvor der for en gangs skyld bliver vist et retfærdigt billede af livet og kulturen i Sønderjylland. At det så også er gået hen og blevet et billede af netop det liv, jeg som praktiserende dyrlæge har udøvet i 40 år, er bare en ekstra bonus for mig, forklarer Ole Caspersen.

Det er ikke første gang, Ole Capersen er med i en film. I »Kunsten at græde i kor« spiller han skolependel – dog uden replikker. Ord har han derimod leveret i stort antal til flere lokale revyer og amatørscenen i Løgumkloster, som han har skrevet flere stykker til.

Et par skønlitterære bøger er det også blevet til gennem årene, og læsere af DVT genkender måske også navnet fra fagbladets spalter, hvor han har været freelanceskribent i nogle år.

Da skuespillerne i Onkel er amatører, er de ulønnede. Bliver filmen en stor succes, har de dog en kontrakt, som udløser lidt honorar. For at holde omkostningerne nede varede selve filmoptagelserne kun seks uger. Det kunne kun lade sig gøre, fordi Frelle Petersen i tre måneder levede i en campingvogn på gården, hvor filmoptagelserne finder sted, og fordi det var et meget gennemarbejdet manuskript.

Klipningen af de mange timer filmoptagelser, som Frelle Petersen også selv har lavet, var til gengæld en længerevarende affære, og det er derfor gået to år, fra Ole Caspersen sagde ja til at medvirke, indtil han for første gang så filmen ved gallapremieren i Tønder Bio den 8. november.

- Siden er det gået slag i slag med gode anmeldelser og prisuddelinger. I sidste uge inviterede vi teamet til middag og kunne således overraske dem med Landbrugets Kulturpris, og nu er tøjet klar til Robert- og Bodil-uddelingerne, som vi glæder os til at deltage i, fortæller Ole Caspersen, mens Inger nikker bekræftende.

Retræte

Når Inger og Ole Caspersen kan tage sig tid til at medvirke i en film og de fester, den nu afføder, skyldes det, at Inger, der har arbejdet som ergoterapeut i Tønder Kommune, er gået på pension, og at Ole i 2017 stoppede som praktiserende dyrlæge og nu arbejder i et deltidsjob i kødkontrollen.

- Først arbejdede jeg på et økologisk fjerkræslagteri i Skærbæk. Det lukkede desværre, og i dag udfører jeg kødkontrol hver mandag i to små lokale slagtehuse og vikarierer på so-slagteriet i Skærbæk. Det passer mig fint, understreger han og fortæller historien om, hvordan han i 2016 brændte ud og var sygemeldt i fem måneder på grund af for meget arbejde og en krævende formandspost i Dyrlægecentralen Sydvest A/S.

Derefter mistede han lysten til at arbejde i praksis.

- Jeg har ellers været meget glad for mit liv som kvægdyrlæge og nydt at komme ud på de mange små landbrug, som eksisterede før i tiden. Alene i Løgumkloster praksis var der 270 mælkeproducenter som kunder, da vi flyttede til Løgumkloster i 1982 og få år senere købte os ind i praksis, mindes han.

Han og Inger mødte hinanden under studierne i København, og da hun stammer fra Sølsted ved Tønder og han fra Vojens, var Løgumkloster som at komme hjem. De første tre år af dyrlægekarrieren begyndte i forskellige praksis i Vestjylland, og tre måneder i Indien blev det også til efter studierne. Inspirationen til rejsen og arbejdet med dyr stammede fra en aktiv ungdom hos en landmand ved Vojens.

- Min far, som var skoledirektør, var træt af at se sin teenagesøn ligge på sofaen og sendte mig derfor ud på en kvæggård, som blev drevet af en agronom, der havde arbejdet to år i Indien. Det var fantastiske år. Det fængede, og det var her, at frøet til dyrlægelivet blev sået, forklarer han.

Om Inger var og er lige så bidt af køer og landliv står åbent, men i de syv år, hvor parret Caspersen satte fire drenge i verden, arbejdede hun som medhjælpende hustru, hvilket indebar pasning af kimende telefoner i de timer, hun også skulle have børn op og ud af huset. Inger fandt tilbage til egen branche; ergoterapien, og de fire sønner, som alle bor i København, er alle gået i farens fodspor – ikke som dyrlæger med som formidlere. En arbejder som tekstforfatter på et reklamebureau, en som tilrettelægger på DR3, en er historiker på et museum, og den sidste er gymnasielærer.

Årene i Dyrenes Beskyttelse

- Selvom jeg altid har været glad for landpraksis, valgte jeg alligevel at lave et skift til Fødevarestyrelsen i 2001. Det førte blandt andet til et par års ansættelse på kreaturslagteriet i Tønder. Her blev jeg opmærksom på, hvor dårligt enkelte landmænd behandlede deres dyr, og det afledte et par grimme dyreværnssager. En omtale heraf i Veterinærtidsskriftet førte et interview i TV-avisen med sig, og derefter fik jeg tilbudt job i Dyrenes Beskyttelse med Fyn og Sydjylland som ansvarsområde. Det var også spændende år, som både førte til undervisning på politiskolen og i Fødevarestyrelsen og gav stor indsigt i det politiske arbejde med dyrevelfærd, fortæller Ole Caspersen.

Efter fem gode år kom det imidlertid til uoverensstemmelser med den daværende direktør i Dyrenes Beskyttelse, og det blev vejen tilbage i Dyrlægecentralen Sydvest.

- Det var fint at komme tilbage i praksis i år 2008, men det var ikke nemt. Der var to landmænd, som ikke kunne acceptere de ting, jeg havde sagt om dyrevelfærden i kvægbesætninger, mens jeg arbejdede for Dyrenes Beskyttelse, og de skiftede dyrlæge, da jeg kom tilbage. Den ene skiftede dog tilbage igen, og det endte med, at han og jeg fik et godt samarbejde, siger han.
Hvad så nu - vil I gerne medvirke i flere film?

- Ja, især hvis det er Frelle, der spørger. Men frem over skal vi dyrke vores fælles hobby; ornitologi endnu mere. Inger finder fuglene, og jeg fotograferer dem, fortæller Ole Caspersen med et glimt i øjet.

Fotografere kan han også – under optagelserne af Onkel har han taget en masse billeder, som bl.a. bliver brugt til filmplakaten.