Annonce Banner Banner Banner

Din forening er med dig gennem alle dyrlægelivets faser

Leder

I disse dage kan vi sige velkommen til endnu et nyt »hold« nyuddannede dyrlæger, der efter næsten seks år som veterinærstuderende er klar til næste step - det første job. Heldigvis er der generelt lav ledighed blandt dyrlæger – og det er på trods af, at flere nyuddannede dyrlæger inden for de senere år har meldt sig på banen.

De nye dyrlæger er rigtig dygtige til at finde jobs. Selvfølgelig inden for det traditionelle kliniske område, men også inden for det stærkt voksende life science-område, hvor Dyrlægeforeningen
har været med til at udbrede kendskabet til de spændende jobmuligheder, der er for dyrlæger
inden for området.

Når det første job er fundet , følger ofte en udfordrende tid. Dels skal man lære en masse nyt, dels falder perioden ofte sammen med, at man stifter familie, får børn, køber hus og bil, mens økonomien og tiden til fritidsfornøjelser er strammet til det yderste. Mange af de nyuddannede vil komme til at foretage en del jobskifte igennem deres dyrlægeliv. Der vil til stadighed være krav fra arbejdsgivere om efteruddannelse og udvikling. Brug din forening, den kan hjælpe dig. 

Dyrlægeforeningen skaffer ordentlige løn og arbejdsforhold og gør desuden en stor indsats for at sikre rammevilkårene for dyrlægefaget.

Dyrlæger bliver ofte længe på arbejdsmarkedet, hvilket kan tilskrives flere faktorer. Vi trives med vores jobs, har en ok indtjening og lever et sundt liv. Vi skal gøre plads til seniorerne på arbejdspladserne, give dem den nedsatte tid eller de tilpassede arbejdsforhold, de ønsker. De kan bidrage med viden og erfaring. 

Til gengæld skal seniorerne holde sig opdaterede, efteruddanne sig, og de skal være villige til at modtage viden fra yngre kolleger. Så kan vi få arbejdspladser med udvikling og synergi.

Den Danske Dyrlægeforening er med i alle livets faser. Lige fra det første job, til vi hæver vores første pensionsydelse. Undervejs kan du hente hjælp til jobskifte og karrierevalg. Dyrlægeforeningen skaffer ordentlige løn- og arbejdsforhold og gør desuden en stor indsats for at sikre rammevilkårene for dyrlægefaget. Det er også gennem Dyrlægeforeningen, at mange har deres pensionskasse (PJD) og for nogens vedkommende også forsikringer. DDD er en naturlig
del af hele dyrlægens lange liv.

Hanne Knude Palshof
Formand for Den Danske Dyrlægeforening