Som svinedyrlæge er 90 procent af arbejdsdagen planlagt i forvejen med rådgivningsaftaler. Det er et job med masser af faglig udfordring, frihed i arbejdet og gode kollegaer. Det er Anne Ovesen fra Vet-Team, Ken Steen Pedersen fra Ø-Vet og Trine Christner Månsson fra LVK ret enige om.
De tre svinedyrlæger er også ret enige om, at det fysiske arbejdsmiljø i svinepraksis er godt, særligt sammenlignet med kvæg-, heste- og sågar smådyrspraksis. Arbejdet er ikke fysisk hårdt, der er sjældent weekendarbejde, kun få antibiotika, hormoner eller anæstesimidler, der skal håndteres, og grise bider sjældent.
Dog kan der være situationer, hvor man skal passe på sig selv. Anne Ovesen nævner et eksempel på en kollega, som var tæt på at komme alvorligt i klemme mellem en so og inventaret i farestalden. Ken Steen Pedersen fremhæver også, at længere ophold i staldmiljøet i svinebesætninger for nogle kan være en udfordring for luftvejene.
En stor del af arbejdet i svinepraksis foregår i rådgivningssituationen mellem dyrlæge og landmand, hvilket kan føre til stærke professionelle såvel som personlige sejre. Men måske særligt på grund af det personlige og menneskelige engagement kan der også være udfordringer. Trine Christner Månsson nævner, at de dårlige økonomiske vilkår for svineproducenterne i en længere periode har medført nogle svære situationer med at håndtere landmænd, der er i dyb økonomisk og personlig krise.
- Antalsmæssigt er det måske få situationer, men i disse situationer er det nogle gange menneskelige frem for faglige kompetencer, der må i spil, hvilket måske er grunden til, at de fylder mere mentalt, siger hun.
Anne Ovesen beskriver også, at divergens i personlighedstyper mellem dyrlæge og landmand kan sætte mange tanker i gang, men hun oplever generelt, at landmændene siger til, hvis de er utilfredse.
Idet landmanden selv vælger, hvilken dyrlæge han/hun indgår rådgivningsaftale med, og dyrlægen tjener sin løn ved at have denne rådgivningsaftale, er det et nærliggende dilemma, hvordan man forholder sig til landmænd, der bruger muligheden for at opsige en aftale som en trussel, hvis eksempelvis dyrlægen ikke udskriver nok antibiotika, eller lignende situationer, som kan være på kant med, hvad vi som dyrlæger mener, er fagligt forsvarligt.
I situationer, hvor der opleves et pres på dyrlægens rådgivning, fremhæver Ken Steen Pedersen vigtigheden af, at der som minimum er en ensartethed mellem alle kollegaer i praksis.
- I Ø-Vet gælder det ejere såvel som ansatte. En ensartethed, der sikrer, at en gris med brok til transport, som er afvist af den besøgende dyrlæge, ikke godkendes af en anden kollega. Det giver en tryghed også som ny dyrlæge i praksis, siger Ken Steen Pedersen.
Usikkerhed over for myndighedskontrol
I Faggruppe Svins tilfredshedsundersøgelse fra 2017 svarede 91 % af de praktiserende dyrlæger (58 besvarelser), at de var tilfredse eller meget tilfredse med at arbejde i svinepraksis på grund af spændende faglige udfordringer og selvstændigt arbejde. På den negative side var der dog 58 % af de praktiserende dyrlæger, der følte usikkerhed over for myndighedskontrollen (Larsen et. al., 2017).
Anne Ovesen uddyber med en frustration og usikkerhed over håndtering af lovgivningen, særligt når nye regelsæt træder i kraft:
- Gør vi det godt nok? Vi sætter os selvfølgelig ind i tingene, og derudfra laver vi vores eget system, men gætter lidt, og vi oplever desværre nogle gange, at kontrollen fra Fødevarestyrelsen gerne vil have noget andet, siger hun.
Ved skærpelsen af lovgivningen omkring halekupering af svin roser Anne Ovesen SEGES for udarbejdelse af vejledninger til at håndtere det nye regelsæt (SEGES, 2019) samt for udarbejdelsen af vejledninger til vurdering af transportegnethed (SEGES, 2018). Anne Ovesen uddyber:
- Kontrollerne tager noget af min arbejdsglæde, særligt når man synes, man forsøger på at gøre det godt. Selvfølgelig er det aldrig rart at blive korrigeret i sit arbejde, men vi føler lidt, at der groft sagt fokuseres på at lede efter småfejl og ikke det indholdsmæssige i vores rådgivningsrapporter.
Utrygheden ved tolkningen af nye regelsæt fremhæves også af Trine Christner Månsson, som mener, at vejledningerne til bekendtgørelserne ikke altid er tilstrækkelig præcise i deres formuleringer og kan tolkes på forskellig måde, men siger:
- Kontrollerne fylder mindre for mig nu i forhold til, da jeg var ny i praksis. Jeg gør mit bedste for at opfylde lovgivningen. De ødelægger ikke min hverdag, understreger hun.
Dagligdagen i svinepraksis
Udover spændende faglige udfordringer fremhæver de interviewede gode kollegaer og god mulighed for selvstændig planlægning som noget af det positive ved arbejdet i svinepraksis.
Den høje grad af selvstændighed og mulighed for at planlægge sine rådgivningsbesøg kan dog få den konsekvens, at dagligdagen i svinepraksis kan føles lidt ensom. Mange svinedyrlæger kører ud hjemmefra for at optimere tid og kilometer og mødes derved ikke med kollegaer til daglig. Muligheden for at ringe til kollegaer foreligger selvfølgelig med den moderne teknologi, men både Anne Ovesen og Trine Christner Månsson nævner, at det kan være en udfordring at få ringet, særligt om mindre emner, som var lettere at vende over en kop eftermiddagskaffe på kontoret.
Trine Christner Månsson siger:
- Vi bliver let de her »lone riders«, hvilket særligt kan være en udfordring som ny i praksis. I Ø-Vet opfordres der ifølge Ken Steen Pedersen jævnligt til, at man ringer og snakker med kolleger – også yngre og mere erfarne dyrlæger imellem. Derudover bruger Ø-Vet en af de sociale mediers platforme til at styrke den daglige kommunikation.
Netop for at imødekomme det kollegiale og sociale behov og mulighed for faglig sparring med kollegaer har de fleste praksis ud over sociale events flere strukturerede fællesmøder. I Vet-Team mødes dyrlægerne hver torsdag eftermiddag med frokost, faglige indlæg og sparring. I Ø-Vet mødes kollegaerne hver 14. dag, og hos LVK mødes alle ansatte dyrlæger 8 gange årligt samt hyppigere i mindre geografisk inddelte teams.
Både i LVK, Vet-Team og Ø-Vet er der udarbejdet en arbejdspladsvurdering (APV). Ken Steen Pedersen uddyber, at selve udarbejdelse af APV’en i Ø-Vet har bidraget til en god kollegial diskussion af nogle basale situationer - eksempelvis at det er vigtigt, at bruge tid på at finde høreværn, inden man skal udtage blodprøver.
Ny i svinepraksis
Udfordringen med den sparsomme daglige kontakt med kollegaer er ifølge alle de interviewede størst som nyuddannet dyrlæge i svinepraksis. Det er grunden til, at både LVK, Vet-Team og Ø-Vet har et »oplæringsprogram«, som nyuddannede skal igennem som noget af det første, når de ansættes.
I LVK fortæller Trine Christner Månsson, at nyuddannede er med som føl i 1-2 måneder, hvorefter de gradvist kører mere og mere selvstændigt og med tiden får rådgivningsaftaler, når de er klar.
Hos Ø-Vet er der ifølge Ken Steen Pedersen et 6-måneders intro-forløb, hvor den nyuddannede ikke har kalenderen fyldt helt op. På den måde er der tid til interne kurser samt at komme med til de mere akutte besøg, som inkluderer obduktioner og akutte sygdomsudbrud.
Anne Ovesen fremhæver, at de nyuddannede dyrlæger er mere rustet til rådgivningsrollen nu end tidligere, hvilket også er nødvendigt, fordi de i dag primært kommer direkte ud i rådgivningen. Hos Vet-Team kører nye assistenter med som føl hos cheferne et par måneder for at opleve, hvad der sker i praksis. Derudover er de på SEGES’ laboratorie i Kjellerup for at få set nogle obduktioner. Arbejdet består den første tid mest af opgaver, der er lette at gå til: Stibundsprøver, blodprøver, obduktioner mv. samt særligt udvalgte besætningsbesøg i stabile besætninger.
Kan vi blive bedre?
På det indledningsvist åbne spørgsmål: »Hvad tænker I om arbejdsmiljøet i svinepraksis?«, svarede Anne Ovesen, Ken Steen Pedersen og Trine Christner Månsson, at de generelt synes, at vi har et godt arbejdsmiljø i svinepraksis.
Hvis der er medlemmer af Faggruppe Svin, der har ideer til møder eller kurser, som ikke kun kan styrke vores arbejdsmiljø, men også kommunikation i rådgivningssituationer, er I meget velkomne til at skrive til Ken, Trine, Inge eller Anne fra bestyrelsen.
