Hvert år opgør Arbejdstilsynet antallet af anmeldte arbejdsulykker blandt dyrlæger, herunder hvilke skader der er tale om. Sammenlignet med læger og tandlæger er dyrlæger langt mere udsatte for at komme til skade på arbejdet. Det er særligt ledskred, forstuvninger og forstrækninger samt bid, stik, spark fra dyr og personer, der rammer dyrlægerne, der anmelder deres arbejdsulykke.
Om tallene er langt større, kan kun bliv et gæt, men et opslag i Facebookgrupperne DDD Faggruppe Familiedyr samt Fagfolk med interesse i familiedyr, viser, at der er mange dyrlæger, der svarer, at de er kommet til skade eller er blevet syge af deres arbejde.
Tid til en holdningsændring
Tabel 1 opsummerer de arbejdsskader, kollegaer har beskrevet i tråden til de to Facebookopslag.
»Jeg skulle have set det komme«, siger Jette Munkgaard Christensen, og i Facebookgruppen skriver flere: »Det er vel meget billigt sluppet« eller »ikke så galt« som kommentarer til knoglebrud og udbrændthed.
En kollega var så uheldig at få øjenbetændelse i forbindelse med spaltning af en byld, og skriver: »Tæller det med«? Disse udtalelser vidner om høje forventninger og en temmelig hård domfældelse over sig selv.
Flere laver sjov og skriver: »Lidt har man vel altid«, imens andre skriver: »Jeg tør slet ikke opregne alle mine infektioner, allergier og kvæstelser«.
Men er det bare en del af dyrlægejobbet at være udsat, og skal man ikke regne sine skader for noget, hvis man er en »rigtig dyrlæge«?
En af de cryptosporidieramte fortæller, at hun i studietiden blev presset til at undersøge en kalv med luftvejsinfektioner og diarré, selvom hun havde udtrykt bekymring omkring netop den tjans, da hun var på antibiotika. En anden kollega skriver: »Jeg kender mange kolleger, som arbejder i praksis og har født for tidligt. Jeg tænker, at barsel fra 4 uger før termin er idioti, når man er i praksis med stordyr. Jeg tror, vi er mange, der er så dedikerede til vores fag, at vi ikke selv er i stand til at sige fra, så med mindre, der er regler eller en meget opmærksom arbejdsgiver, vil det ske igen og igen«.
Kommentaren på Facebook rammer meget godt ind, at der skal en holdningsændring til i dyrlægefaget, hvis vi skal ændre forholdene. Vi skal hverken forvente eller forlange mere end rimeligt af os selv eller af vores kolleger.
Det er mit håb, at denne artikel kan bidrage til en god og konstruktiv debat, der i sidste ende vil sikre bedre forhold for alle dyrlæger, også de kommende generationer, så vi i vores fag, bliver mere opmærksomme på at passe på os selv og vores kollegaer.
