Hestepraksis består primært af klinikarbejde og udkørende hestepraksis. Hvordan den enkelte dyrlæge arbejder i forhold hertil er ganske individuelt. Hestepraksis har igennem de senere år ændret sig fra i høj grad at være en del af en blandet landpraksis, inkluderende både kvæg og heste, til at bestå af praksisser, der kun beskæftiger sig med heste. Disse praksisser består nu af få store enheder, der råder over større eller mindre klinikenheder samt et meget stort antal enmandspraksisser, der i de fleste tilfælde ikke råder over klinikfaciliteter. Yderligere har flere hestedyrlæger specialiseret sig og beskæftiger sig kun med et enkelt fagområde på heste såsom veterinær kiropraktik, tandbehandlinger og mundkirurgi eller reproduktion. Endelig har branchen gennem årene ændret kønsfordeling fra en overvægt af mandlige dyrlæger til en overvægt af kvindelige dyrlæger.
I England har man sammenholdt arbejdsskader blandt hestedyrlæger med arbejdsskader i andre civile brancher og fundet, at denne branche er særligt udsat for arbejdsskader4. Undersøgelsen, der var en engelsk spørgeskemaundersøgelse (n =620) gående på hestedyrlæger og arbejdsrelaterede skader, fandt, at en hestedyrlæge kan forvente at erhverve 7-8 arbejdsrelaterede skader over en 30-års arbejdskarriere resulterende i minimum midlertidig uarbejdsdygtighed4. Arbejdsskaderne var oftest relateret til benene (29 %) og hovedet (23 %) og primært forårsaget af spark fra bagben (49 %), spark fra forben (11 %) og det at blive klemt af hesten (5 %). Cirka en fjerdedel af skaderne resulterede i hospitalsindlæggelse, og 7 % resulterede i bevidstløshed4. Over en tredjedel af de værste arbejdsskader forekom under arbejde med fritidsheste, og i mange tilfælde (48 %) blev disse heste håndteret af ejer eller klient, det vil sige af ikke-professionelt personale4.
Arbejdsstillinger
Hesten er et stort dyr, hvor mange procedurer per definition er tunge og ufysiologiske for dyrlægen. Opgaver som en stående kastration, suturering af sår på lemmer på stående hest samt udførsel af bøjeprøver er blot nogle af de slående eksempler på, hvor dyrlægens arbejdsstilling bliver meget ufysiologisk, idet man skal have fokus på sikkerheden i forhold til spark. Dertil kommer kompromittering af dyrlægens sikkerhed, hvor ovenstående procedurer kan gentages og suppleres med opgaver som ortopædisk ultralydsscanning af bagben og rektalundersøgelse uden tilgængelig tvangsboks, der alle er hyppigt forekommende rutineopgaver. Mange opgaver foregår med tunge løft, træk og skub i særdeles ufysiologiske arbejdsstillinger med særlig belastning af ryg og arme, fordi arbejdsstillingerne ikke kan afhjælpes med hjælpemidler.
Farlige patienter
Hestedyrlægens patientflow repræsenterer en bred vifte af patienter, som er mere eller mindre håndterbare. Særligt unge heste kan være en vanskelig patientgruppe, idet de ofte endnu ikke har været i hænder og dermed ikke er vant til håndtering og berøring. Yderligere består hestebranchen i dag af en stor andel af ikke-professionelle hesteejere med en deraf følgende stigende inkonsekvent håndtering af hestene, hvilket ofte resulterer i vanskeligere heste.
Enhver hest er potentielt farlig at omgås ved uhensigtsmæssig håndtering, og dyrlægen er særligt udsat, idet hesten i visse henseender skal håndteres, berøres, fikseres og manipuleres på uvant vis af dyrlægen og skal udsættes for en vis grad af ubehag og smerte. Yderligere er der flere undersøgelser, hvor dyrlægen positioneres således, at han/hun let er udsat for spark, slag og skub. En ting er hestens evne til at sparke, men også det at blive slået i hovedet af et hestehoved eller en forben kan udøve stor skade på dyrlægen.
Ofte anvendes sedation af hesten for bedre at kunne håndtere hesten, hvilket er en meget stor hjælp, men her skal man være særlig varsom i relation til hestens reaktionsmønster, som ændres markant under sedation. Hesten kan således stadig sparke særdeles voldsomt under sedation og gerne helt uden varsel, hvilket potentielt gør hesten endnu farligere i sederet tilstand.
Juridiske tvister
Udover det fysiske aspekt indgår også en lang række potentielt mentalt belastende faktorer i hestedyrlægens hverdag. Hestedyrlæger stilles i stigende grad til juridisk ansvar både i forbindelse med klager relateret til den almindelige dyrlægegerning med diagnostik, behandling og rådgivning, men også i særlig grad i relation til handelsundersøgelser.
Tendensen er i stigende grad, at går tingene ikke som forventet, er der nogen, der skal have skylden. Handelsundersøgelserne er en speciel ydelse for hestebranchen i forhold til andre brancher og står for langt størstedelen af juridiske tvister i hestebranchen. Flere dyrlæger har således også en betydelig indtægtskilde relateret til erhvervet som syn- og skønsmand i sådanne juridiske tvister, hvor kollegaer anklages for at have begået en faglig fejl.
Ved handelsundersøgelsen står den undersøgende dyrlæge til ansvar, hvis der er noget, som overses, ikke bliver bemærket eller fagligt fejlvurderes. Handelsobjektet i disse sager varierer i pris fra ganske billige heste til særdeles dyre heste, hvormed sagernes økonomiske ramme spænder vidt. Den handelsundersøgende dyrlæge vil i langt de fleste handelstvister blive medinddraget og forsøgt krævet til ansvar med et potentielt stort økonomisk tab til følge. Her kommer dyrlægens ansvarsforsikring i spil, hvilket da også har ført til en betydelig præmiestigning inden for netop hestedyrlægers ansvarsforsikring.
Lande som USA, England, Australien og Norge har estimeret, at selvmords raten blandt dyrlæger er dobbelt så høj som hos fagpersoner i den humane sundhedssektor.
Psykiske aspekter
De senere år har der været øget bevågenhed i forhold til dyrlæger og deres psykiske arbejdsmiljø og generelle mentale tilstand. I flere lande har man fundet en sammenhæng mellem dyrlæger og en høj selvmordsrate1-3,9, hvor man i lande som USA, England, Australien og Norge har estimeret, at selvmordsraten blandt dyrlæger er dobbelt så høj som hos fagpersoner i den humane sundhedssektor og fire gange så høj som den resterende befolkning2,9. Her har man fokus på, at følgende faktorer kan være medvirkende til at føre en dyrlæge ud i selvmordstanker: Professionel ensomhed, arbejdsrelaterede stressfaktorer, involveringen i patienters dødsfald og aflivninger, den umiddelbare adgang og farmakologiske viden omkring lægemidler, psykiske forhold og tabu i forhold til netop psykisk sygdom2.
Yderligere kan man tælle faktorer som en tung arbejdsbyrde og utilstrækkelig hvile med i ligningen, ligesom intensiv kontakt med dyr og dyreejere kan føre til udbrændthed og »compassion fatigue« overfor klienter5. I USA har man estimeret, at mellem 15 og 67 % af bestanden af dyrlæger er i højrisiko for udbrændthed7,8. Umiddelbart har yngre dyrlæger større tendens til at lide under dårlig mental sundhed sammenlignet med ældre dyrlæger, og kvindelige dyrlæger har større problemer med at finde en god balance mellem arbejdsliv og privatliv sammenlignet med mandlige dyrlæger6. Problemer med den mentale sundhed ses også blandt veterinærsygeplejersker6.
Konklusion
Hestedyrlægers arbejdsliv inkluderer potentielt utilregnelige og dermed farlige patienter, krævende klienter med en høj grad af emotionelt og økonomisk engagement, et stort repertoire af ufysiologiske og farlige arbejdsstillinger samt et statistisk niveau på 7-8 arbejdsskader i en 30-års-arbejdskarriere. Pas på jer selv der ude!
