Ronette fokuserede i sit foredrag på det beslutningsgrundlag, man som kliniker i svinebesætninger har at gå ud fra ved valg af behandling. Antibiotikaresistens er komplekst og har stor betydning for behandlingens effekt, selvom følsomhed for et antibiotikum ikke er garanti for, at alle behandlede dyr vil blive klinisk raske. Andre elementer af betydning for, om dyret bliver raskt, udover lægemidlets egenskaber, er fx, hvor sygt dyret var, hvornår det blev behandlet, hvordan management og hygiejne i dyrets miljø i øvrigt var?
Af betydning er både agens’ nedarvede og erhvervede resistens, men ved resistensbestemmelser angives resultatet oftest som følsom eller resistent, hvor det diagnostiske laboratorium har valgt et cut-off for MIC-værdien.
Baggrunden for valg af cutoff og den faktiske MIC-værdi kan give klinikeren værdifuld information om mulig in vitro-behandlingssucces. Derimod siger MIC ikke noget om farmakokinetiske forhold in vivo – hvad er fx relationen mellem dosis og plasmakoncentrationen i dyret? Viden herom er nødvendig i valg af administrationsvej og dosisregimer. I de fleste tilfælde stammer dosisregimer i spc’et fra meget gamle studier – heldigvis giver prædiktive in silico-modeller i stadigt højere grad mulighed for at forudsige en infektions respons på forskellige dosisregimer over tid.
Ronette sluttede af med et praktisk eksempel fra Holland, hvor man har udarbejdet en antibiotikavejledning for hyppige infektionssygdomme hos grise. For Streptococcus suis anbefales Sulfa-TMP som førstevalg, men i klinisk praksis er erfaringen, at præparatet ofte ikke har effekt. Resistensundersøgelser viste, at der var høj følsomhed, så Ronettes gruppe ledte efter forklaringen i dosisregimet og administrationsvejen.
Det viste sig, at dyrlægerne primært valgte flokbehandling via foderet. Studier har dog vist, at Sulfa-TMP har en halveringstid på kun 3 timer, hvilket gør oral behandling ekstra følsom for, om syge dyr optager nok foder til at opretholde en høj nok plasmakoncentration i tilstrækkeligt lang tid. Ronette konkluderede, at der er behov for langt mere fokus på videnskabelig evidens bag valgte dosisregimer. ♦
