Helt fra lektionens begyndelse var det tydeligt, at Gert ter Haar, DVM, ph.d. DECVS, europæisk specialist i small animal surgery, brænder for sit felt. Ikke fordi han ønsker at operere så mange hunde, som muligt, men fordi han inderligt ønsker at afhjælpe de problemer, som han ser. Ikke blot gennem korrektion af de hunde, der nu engang er sat i verden, men også i høj grad at forebygge gennem lovgivning og oplysning af dyrlæger, opdrættere, dommere og dyreejere.
Begrebet brachycefali dækker over en affladet kranieform, der afviger fra den normale form. Det kan ses som et syndrom hos menneskebørn, men det er også et kendetegn hos visse hunderacer. Disse racer er muligvis så populære, netop fordi de gengiver et barnligt udtryk pga. deres hovedform.
Sådan indledte Gert ter Haar sin første lektion, hvorefter han pointerede, at vi over de sidste 5-10 år har samlet så meget viden om brachycefale racer, at han ville kunne fortsætte at underholde os med emnet i mindst to dage. Vi kender alle til problemerne omkring de brachycefale dyrs vejrtrækning, men der er så mange andre udfordringer, som disse hunde står over for, og dermed gør vi også både som dyrlæger og dyreejere.
Avl har medført forværring af deformiteter
Historisk set blev bulldogs avlet for at angribe og fastholde tyre, men samtidig skulle de have mulighed for at trække vejret frit, mens de bed sig fast.
Til trods for at der ikke længere er brug for denne funktion, er de karakteristiske træk yderligere avlet frem, hvilket har medført en forværring af deformiteter i forhold til øjenhulerne og ekstrem affladning af baghovedet.
Dette forårsager bl.a. neurologiske problemer og problemer med hørelsen for mange af disse hunde. Problemer, som mange almindelige hundeejere formentlig slet ikke er klar over.
Ud over de følgevirkninger, som kraniets form giver, er hundene også ramt af højere incidens af andre lidelser. Typisk er det skeletale deformiteter, hudproblemer og øjenlidelser. Gert ter Haar mener derfor, at vi ikke bør bruge termen BOAS, men i stedet bracycephalic related diseases (BRD) – også fordi, nogle hunde slet ikke oplever problemer.
Otte konkrete anbefalinger til den typiske patient
Klienter har ifølge Gert ter Haar ofte urealistiske forventninger i forhold til, hvad dyrlægen kan afhjælpe. Derfor er det vigtigt, at dyrlægen fra begyndelsen er klar i mælet omkring hundens problemer, og hvad man kan gøre for at forbedre dens symptomer. Også at hunden bliver aldrig til en formel 1-labrador.
Som dyrlæge kan tilgangen til disse patienter være vanskelig, både fordi man ønsker at tage hensyn til dyreejeren, men også fordi mange af disse hunde har flere udfordringer, som ikke kan løses ved blot at åbne næseborene.
Gerts tilgang til den typiske patient er derfor at være opmærksom på følgende otte punkter:
- Beskriv luftvejssymptomerne ved hjælp af graden af dyspnø samt karakterisér evt. stridor som hhv. nasal, nasopharyngeal, pharyngeal (stertor), laryngeal eller tracheal ved at definere lydene. Se evt. videoklip hos University of Cambridge
- Dyrlæger skal være opmærksomme på, at mange hunde, ud over de velkendte respiratoriske deformiteter, har hypoplastisk trakea, fortykket tunge, overtal af- og protuberende turbinalier, så man kan ikke nøjes med at kigge hunden i pharynx alene.
- Sæt tid af til en ”excercise tolerance-test”: 6 min gang, mål hjertefrekvens, vejrtrækningsfrekvens, rektaltemperatur samt Sp02 - både før og efter testen. Rektaltemperaturen kan stige drastisk for disse racer, da de pga. deres deformiteter i luftvejene ikke kan afkøle tilstrækkeligt. Temperaturen er derfor også en væsentlig parameter, hvis du får en hund ind, som er i krise.
- Undersøg ører. Abnormaliteter ses i både ydre-, mellem- og indre øre, og mange er døve. De er disponerede for otitis eksterna, -media og -interna, hvilket skyldes de konformiteter, der relaterer sig til baghovedet. Bullae er fx rykket fremad sammenlignet med en labrador, hvilket betyder, at det eustatiske rør ikke fungerer. Op mod 47 % af hundene har desuden effusion i bullae.
- Øjenundersøgelse med fokus på den øgede eksponering af cornea sfa. øjenhulernes form. Ofte ses lavere tåreproduktion, entropion, ektopiske cilier, distikiasis, trikiasis, ligesom cornea meget hurtigt tørrer ud under anæstesi. Mange dyrlæger kender til det mopsrelaterede problem ”medial canthus entropion”, der skaber kronisk pigmentering, der forværres med tiden og kan resultere i et ”blind spot”, medmindre der foretages korrektion.
- Skeletale deformiteter øger risiko for neurologiske symptomer og diskrelaterede lidelser.
- Hudundersøgelse - herunder særligt i forhold til hudfolderne i både ansigt og ved halen.
- Gastrointestinale symptomer som gagging og regurgitationer er et overset problem, der menes at relatere sig til brachycefali. Bl.a. opleves større incidens af hiatal hernia hos mops, idet diafragma suges fremad i forbindelse med det undertryk, der skabes pga. dyspnø. Fransk bulldog har til gengæld højere incidens af øvre gastrointestinale lidelser, fx regurgitation. Den gode nyhed er, at de, der får løst deres respiratoriske problemer, også oplever en forbedring af deres GI-lidelser i 80 % af tilfældene.
Opsummering
Konklusionen er altså, at man skal se på meget mere end de respiratoriske symptomer for bedst muligt at kunne vejlede dyreejere, der har anskaffet sig en brachycefal hund.
Ud over anamnese og klinisk undersøgelse vil diagnostiske undersøgelser som røntgen, CT-scanning og skopi af øvre luftveje og evt. mavetarmkanalen ofte være at anbefale, for at definere omfanget af problemer og dermed, hvilke løsninger der er nødvendige for at forbedre hundens livskvalitet tilstrækkeligt. Symptomer forværres altid med alderen, hvorfor man generelt bør udføre nødvendig kirurgi tidligt i forløbet, sagde Gert ter Haar.
Gennem sin store viden på området satte Gert ter Haar fokus på, at dyrlæger generelt skal være opmærksomme på ”hele pakken”. Det nytter ikke at operere en for lang blød gane og udvide næseborene, hvis turbinalierne er voldsomt deforme, og derfor hverken kan fungere til afkøling eller som passagevej for luft. Eller hvis trakea er så hypoplastisk, at enhver slimhindehævelse nærmest kvæler hunden.
Generelt anvender Gert ter Haar gradueringsskalaer til at beskrive fx respirationen, nares, forsnævringerne i pharynx og hypoplasigrad i larynx, hvilket er fantastiske redskaber for dyrlæger i klinisk praksis.
Det kan dels bruges til egne observationer, ligesom det billedligt beskriver for dyreejeren, hvorfor det er et problem for den pågældende hund og i hvor høj grad, og dermed hjælp til både dyrlægen om, hvilke indgreb der kan hjælpe, og ikke mindst forventningsafstemning med dyreejeren forud for evt. medicinske eller kirurgiske tiltag.
