Indikationsgrundlag
Prostatasygdomme ses især hos ældre intakte hunde og sjældent hos katte.
Klinisk billede: Inden udvikling af prostataabsces vil patienterne ofte have dysuri med hæmaturi, blødning eller flåd fra urethra og senere dominerer tenesmus, feber og påvirket (ofte stærkt påvirket) almenbefindende. Patienter med prostata abscesser har høj risiko for at udvikle systemisk inflammatorisk respons syndrom (SIRS), og det bør tidligt afklares, om patienter er SIRS-truet. Prostata og kaudale abdomen kan være øm for palpation. Nogle patienter kan have neurologiske udfald eller ødem i bagben pga. nedsat lymfedrænage. Anden prostatasygdom som prostatacyster eller paraprostatiske cyster eller prostata neoplasi er ikke sjælden. De fleste patienter har samtidig urinvejsinfektion.
Udredningsplan
Rektal digital eksploration, hæmatologisk og biokemisk profil, urinanalyse samt mikrobiologisk undersøgelse af urin. Ultralydsskanning samt evt. cytologisk og mikrobiologisk undersøgelse af finnålsaspirater af prostata og regionale lymfeknuder.
Diagnosenomenklatur
Abscederende (apostematøs) prostatitis.
Mest relevante differentialdiagnoser: Parenchymatøs prostata cyste. Paraprostatisk cyste. Neoplasi er relativt sjælden, men er den hyppigst forekommende lidelse i prostata hos kastrerede hunde.
Henvisningsgrundlag
Patienter med SIRS eller sepsis kræver tæt monitorering og behandling perioperativt. Patienter med samtidig perineal hernie håndteres bedst i specialpraksis.
Behandling og kirurgiske muligheder
Prostataabscesser omentaliseres. Der gives perioperativ antibiotikaprofylakse og post-operativ antibiotikabehandling med potenseret sulfonamid eller fluorquinolon.
Efterbehandling, kontrol og prognose
Mortaliteten er høj, helt op til 25 % efter operation af prostataabscesser – 50 %, hvis abscessen er rumperet. Prognosen bedres, hvis patienten overlever de første 2 uger postoperativt. Varierende grad af urininkontinens kan ses efter omentalisering af prostata. Kastration reducerer muligvis recidivrisiko.
