Verdenshistorien er én lang fortælling om mennesker, der troede, de skulle finde noget, og så fandt de noget helt andet, der var meget bedre, fordi der skete noget uventet. Fordi en eller anden havde begået en fejl. Eller fordi rengøringskonen ikke havde gjort sit arbejde ordentligt på det laboratorium, hvor pencillinen blev opfundet – alene på grund af lidt mug på væggen, der for det vågne øje unægteligt så ud til at slå bakterier ihjel.
At begå fejl og at lære noget af dem er en af de højst besungne dyder indenfor både videnskab, kunst og forretningsdrift.
Forskerne fortæller, at de næsten ikke ved noget bedre end fejltagelser, for der er altid en chance for, at fejlene fører til svar, de ikke engang havde fundet på at spørge om.
The Beatles spillede tilfældigvis båndet baglæns, og pludselig lød musikken ikke bare helt rigtigt, men også revolutionerende nyt.
»Failure is not the opposite of succes it is part of succes«, lyder en af de amerikanske fejlkulturfloskler, som der er mange af i optimerende konsulentsprog. På mere jævnt håndværkerdansk hedder det: Har du ikke lavet fejl, har du ikke lavet noget.
På papiret ved vi godt, at fejl kan være det guld, der forvandler en større eller mindre fadæse til læring, effektiviseringer i arbejdsgangene, nye opfindelser og nye indsigter. Men på ganske almindelige arbejdspladser i Danmark klinger fejl ikke nødvendigvis af kreative gennembrud – men af forsinkelser, inkompetence, budgetoverskridelser, kompromis med kvaliteten, brist i sikkerheden, konflikter om ansvaret og alt mulig dårligdom, man ikke ønsker sig i noget team.
Den psykologisk sikre organisation
Forsknings- & Uddannelsesminister Tommy Ahlers opfordrede i begyndelsen af året kendte mennesker til at være rollemodeller og stå frem og fortælle om de fejl, de har begået. Under hashtagget #deldinefejl kan de mindre kendte nu også stå frem og indrømme deres fejltagelser.
Hvad er grunden til, at opgøret med den arbejdsglæde- og kreativitetsdræbende fejlfinderkultur, som også var på dagsordenen i 00'erne, bliver vakt til live igen? Det er en kultur, som er sværere at gøre op med, end man umiddelbart skulle tro, mener forsker og konsulent i ledelse og organisationsudvikling Mille Mortensen.
- Det er menneskeligt at fejle, men det er det så sandelig også, at ville skjule sine fejl, hvis man ikke føler sig tryg nok i fællesskabet til at tale højt om dem. Man kan have nok så mange ønsker om at skabe en psykologisk sikker organisation, hvor medarbejderne ikke skal gå rundt og være bange for at fejle – uden en grundlæggende forståelse af, hvor dybt det ligger i mennesker at fremstå fejlfri overfor andre. Hvis det opleves som en af adgangsbilletterne til at blive en del af flokken, fægter man i blinde.
Det er ikke formelle fejl, akademikeren er mest bange for, men derimod, at nogen afslører, at man ikke ved lige så meget, som man har givet indtryk af.
- Nulfejlskulturen bider sig fast, selvom man strategisk vil gøre op med den. Den såre simple grund er, at vi mennesker er afsindigt bange for at tabe ansigt og blive udstødt - med mindre vi føler os trygge. Derfor kræver det stor psykologisk sikkerhed i et team, før man uden videre indrømmer sine fejl overfor hinanden, siger Mille Mortensen, som mener, vi skal holde op med at tale om »fejl« på den begrænsede måde.
- Når der er begået en fejl, er den sket. Derfor bliver samtalen om fejl meget nemt reaktiv og skyld- og skamfremkaldende fremfor fremadrettet og konstruktiv. Hvis man i stedet inviterer til en samtale om tvivl og usikkerhed, får man en proaktiv samtale, der ikke er helt lige så farlig som en samtale om allerede begåede fejl, siger hun.
Chancen for at minimere fejl i et team, stiger ligefrem proportionelt med graden af psykologisk sikkerhed i forhold til at tale højt om ting, medarbejderne ikke føler sig helt sikre på, vurderer Mille Mortensen.
- Det var mærkeligt, det forstår jeg ikke. Hvorfor tackler du det på den måde? Må jeg lige se det stykke arbejde, du har begået? Når man er tryg nok til at gå til hinanden på den måde, introducerer man tvivl og usikkerhed i forhold til det, som sker nu, i stedet for det, som er sket. Det er det, vi skal have frem i lyset fremfor et ensporet og firkantet fokus på allerede begåede fejl, siger Mille Mortensen.
Minimer misforståelserne
Fejl opstår ikke, fordi folk ikke tænker sig godt nok om. Tværtimod. De opstår, fordi dygtige og erfarne medarbejdere aktivt tænker hele situationen igennem og bruger hele deres erfaring til at tage en beslutning, som de få gange, den er forkert, kan koste dyrt, vurderer professor emeritus på Institut for Organisation på CBS, Kristian Kreiner.
- Det er meget få arbejdsprocesser på det moderne arbejdsmarked, som lader sig kontrollere. Medarbejdernes evne til at improvisere og bruge deres erfaringer rigtigt er det, som får arbejdspladserne til at fungere. Sådan har det altid været, og sådan skal det blive ved med at være.
- Når man vil undgå fejl, er det derfor fjollet at sige til medarbejderne, at de skal gøre noget andet end det, der næsten altid virker godt. I stedet må man begynde med en erkendelse af, at nogen med jævne mellemrum vil tage en forkert beslutning, hvor de bliver narret til at tro, at de har forstået opgaven rigtigt. Derfor bør al fokus rettes mod at minimere misforståelserne i stedet for mod en naiv tro på, at vi kan kontrollere og planlægge os ud af alting, siger Kristian Kreiner.
Den ufejlbarlige akademiker
At lufte sin fejlbarlighed blandt sine kolleger er en disciplin, som akademikere i særlig grad har det svært med, vurderer Mille Mortesen.
- Alle arbejdsfællesskaber har et tavst rum, hvor alt det tabuiserede gemmer sig. Det største tabu i akademia er, at der er noget man ikke ved, ikke har læst eller ikke sat sig ind i. Myten om den omnipotente intellektuelle sidder rigtig godt fast i vores kultur, hvor rationel videnskab og eksperter er den nye religion.
- Kender du den forsker? Kender du den videnskabsteori? Jeg har aldrig hørt en akademisk kollega sige: »Nej, det ved jeg ikke noget om«. Man garderer sig og er bange for at isolere sig selv i forhold til kollegaerne ved at træde ved siden af og blive taget med bukserne nede. Det er ikke formelle fejl, akademikeren er mest bange for, men derimod, at nogen afslører, at man ikke ved lige så meget, som man har givet indtryk af, siger Mille Mortensen.
Akademikere kan stort set ikke begå fejl i traditionel forstand, vurderer Kristian Kreiner.
- Jeg kan sige det værste sludder til mine studerende, specielt hvis jeg er lidt morsom imens. Det er en gratis og konsekvensløs omgang. Så længe der blot kan henvises til nogle andre, der har sagt det samme, kan en akademiker påstå næsten hvad som helst. Når forskere og eksperter konkluderer, er det ikke bare et resultat af nogle fakta og data, som ender med et dokumenteret resultat. Hver gang vi kommer med en vurdering, så ligger der i den, hvad der skal tælle med, og hvor meget det skal vægte.
- Det er en disciplin, som 12-tals-studenter er gode til at regne ud. De ved, hvad der skal til for at få 12. Den udregning kan kun foretages korrekt, hvis de også bliver gode til at regne ud, hvad der ikke skal til. Og hvad er det så, der ikke skal til for en akademiker: At træde ved siden af konsensus, siger Kristian Kreiner.
Den, der siger noget forkert, som ligger nogenlunde indenfor en konvention, bliver belønnet. Er den udenfor konventionen, bliver man som oftest ignoreret, men hvis nogen føler sig truede, bliver man straffet, mener han.
- En håndværker har tyngdeloven som rettesnor, og den er ikke til forhandling. Akademikerens tyngdelov er konventioner, der altid er til forhandling, fordi alle reelt set er på bar bund. Til gengæld er alt muligt. Det er svært at gøre noget forkert, hvis der ikke er noget, der er rigtigt – medmindre vi allerede har besluttet, hvad der er rigtigt. Det er grunden til, at videnskaben samler til bunke i det velkendte. Udover at det er ekstremt kedeligt og ritualiseret, er det naturligvis et helt grundlæggende problem for samfundet, siger Kristian Kreiner.
