Lindholms sidste sejlads

Den varme sommer har sagt farvel. Regnen tøver fra en mørk himmel, mens morgenbrisen slår let på vandet, der kaster sig ind mod den lille færge i Kalvehave Havn. En bil triller nænsomt i hælene på færgens eneste gæst, der trasker søgende rundt med regnfrakke og kamera.

- Er det dig, der er Nicoline?, lyder det fra indersiden af det nedrullede vindue. Overrasket og en kende mistroisk over at blive genkendt så langt væk hjemmefra, ser jeg mig om og møder et venligt ansigt med smilehuller, der siger godmorgen.

- Ja, vi ved godt, at du kommer, beroliger overfartslederen og meddeler mig, at jeg bare kan smutte op i styrehuset og tage en kop kaffe, hvis jeg vil, mens han smutter i kiosken efter dagens avis. Jeg når kun et par skridt op ad de smalle jerntrapper, før han ombestemmer sig:

- Nej for fanden, du må ikke tage kaffe! De har sagt derovre, at jeg ikke må give folk kaffe på vejen – så har de ikke plads til en kop med personalet, når de ankommer«, råber han leende.

Overfartsleder Jan Røngaard har ikke tal på, hvor mange gange han har fragtet folk og fæ frem og tilbage de tyve minutter, det tager med færgen fra Kalvehave til Lindholm. På 22 år bliver det til en del. Oftest er det personale, der skal til og fra arbejde, og Jan kender dem alle sammen. Men han gør også, hvad han kan, for at involvere lokalsamfundet og dem, der ellers kunne have lyst til at se nærmere på den lille lukkede ø, hvor eksotiske husdyrsygdomme undersøges bag sluser og ventilationssystemer.

De får afmystificeret øen lidt. Fordi det er lidt ligesom »gorillas in the mist« - der foregår et eller andet derude, det er lukket, og der er en sikkerhedszone omkring. Og lige pludselig begynder folk at få associationer til, at der står masser af dyr med en luge i siden og folk, der render rundt i rumdragter derovre, fordi det er skide farligt. Så lad dem komme over og se det, nikker han mod øen.

Lindholm som sted og Lindholm som mennesker

Forskningsstationen Lindholm fortæller en historie, der går tilbage til Danmark i midten af 1920’erne. Her hærgede mund og klovesygen de danske kvægbrug, og det blev med sygdommens epidemiske karakter nødvendigt at finde en løsning. Veterinærfysikus og chef for Statens Veterinære Serumlaboratorium C. O. Jensen  foreslog at oprette en forsøgsstation for at klarlægge sygdommens smitteveje, gerne på en ø for at minimere smittefaren. Dengang var man ikke klar over, at virussen nemt kunne krydse vandet, og at det derfor ikke i sig selv udgjorde nogen særlig barriere. Da jeg sidder her 93 år efter forsøgsstationens oprettelse over for to af øens forskere, der begge er dyrlæger, ser de dog heller ikke særlige risici i forhold til smitte ved at rykke det veterinære beredskab til SSI i København.

- Jeg vil sige det sådan, hvis man har veltrænet og samvittighedsfuldt personale, sikre procedurer, og state-of-the-art indeslutnings-barrierer, og man vedligeholder og drifter sidstnævnte korrekt, så kan man godt have et sikkert laboratorie et andet sted. Det kan udmærket ligge på SSI, siger Kirsten Tjørnehøj, der er seniorrådgiver på Lindholm.

Meget på Lindholm ligner da også til forveksling, hvad man ellers ser på landets universiteter. Bag våde, lukkede vinduer skimter man laboratorier, som laboratorier nu engang oftest ser ud. Der er dog forskelle, som ikke umiddelbart er til at få øje på. Selvom øens friske luft nok får lov at komme ind i de fleste laboratorier, er det en anden, der lukkes ud, og i udblæsnings luften er der ikke mange havsalte dufte tilbage, men vigtigst af alt, er den virusfri.

- Der sidder hepafiltre, der fjerner 99,995 % af partikler på 0,3 my i diameter, så virus ikke kommer ud, forklarer Kirsten med sikkerhed i stemmen og fortsætter:

- Det er to H14 filtre, der sidder i serie, og det får vi også inde på SSI. Lindholm synes at have to ansigter. På vejen fra færgelejet passerer man store, blege bygninger på en bund af asfalt. Muren til en af dem har to årstal bøjet i jern, et for hvert af etagernes opførelse. Som vi følger vejen, indsnævres asfalten, og øen ændrer udtryk med græs og frugttræer til begge sider. For enden troner en fin gammel bygning med tegl og hvidpudset facade, små vinduer og blomsterbede omkring. I dag rammen om kontorer og mødelokaler, men et gammelt postskilt vidner om et liv på øen med fortidens fastboere.

Indenfor er der en lidt trykket stemning, da vi tager hul på historien om Lindholm, vel vidende at den lakker mod sin ende. De to dyrlæger, Kirsten Tjørnehøj og Louise Lohse, har begge været her det meste af deres professionelle liv og er, som Louise siger, »jo heller ikke de yngste medarbejdere på Lindholm«. Som mange andre gode arbejdspladser med nære kollegiale fællesskaber er Lindholm en lille arbejdsfamilie, fortæller Louise. Men det er alligevel de færreste arbejdspladser, der er omgivet af vand til alle sider, og hvor du må ulejlige bådføreren med en ekstra tur, hvis den sidste færge er gået. Så det er vanskeligt lige at sætte fingeren på, hvad det er, øen gør ved dens arbejdende folk. Efter en længere samtale vender Louise tilbage til spørgsmålet, som om det er et, der har krævet særlig omtanke.

- Når du spørger, om det er Lindholm som sted eller Lindholm som mennesker, hvad der egentlig er vigtigst, så synes jeg faktisk, at det er kombinationen. Du kan have ret i, at det er vi mennesker, der er her sammen, som udgør, hvad kan man sige... kompetencerne. Altså, beredskabet er vores kerneopgave, og vi er stolte af, at vi kan lave den. Vi får den til at fungere i fællesskab, også selvom vi ikke er så mange mennesker mere. Og det, synes jeg, er ret unikt. Det er selvfølgelig knyttet til de
mennesker, der er her på øen, tænker jeg, men også fordi vi er opdraget på en måde i vores sammenhold på øen. Og i det øjeblik, du flytter de her ting, er der risiko for, at det falder fra hinanden, og at man ikke kan få det samme igen, siger hun.

Forskning på Lindholm

Lindholm er som forskningsenhed og beredskab ikke kun særligt for Danmark, men nyder også international anerkendelse og har gennem tiden bidraget betydeligt til forskningen på virusområdet. Derfor er Lindholm ikke bare en adresse, men omfatter også den forskningsmæssige kvalitet, der er blevet udøvet på stedet. Det er derfor også helt naturligt, at øen får plads i signaturen på mails, der sendes ud i verden, fortæller Louise, hvorefter Kirsten istemmer:

- Ja, vi underskriver altid med »Lindholm «. »Kirsten, DTU VET, Lindholm«. Fordi det er der, jeg arbejder, siger hun fast, og Louise fortsætter:

- Når vi har været rundt på internationale kongresser og møder og har været med i samarbejder, har vi altid brandet os  med, at vi kom fra Lindholm – og folk vidste, hvor vi kom fra. Så ordet Lindholm betyder faktisk rigtig meget for os. Selvom vi ligger under DTU og Veterinærinstituttet, så er vi faktisk lidt stolte af at sige, at vi kommer fra Lindholm.

Men Lindholm er skrumpet med tiden, og der er ikke de samme ressourcer til intern forskning, som der var engang. På et tidspunkt husede øen 140 medarbejdere, i 2009 var tallet i takt med ændrede arbejdsopgaver nede på 79, og i dag er de 45. Specielt er rengørings- og servicepersonalet skåret ind til benet, men for det akademiske personale har beskæringerne også betydet en travl hverdag.

- Vi er få mennesker, og det er os, der skal trække læsset. Jeg kan slet ikke finde tid til at få færdiggjort hængepartier fra tidligere projekter i form af udmærkede data, der kunne publiceres, fortæller Kirsten.

På øen er de to professorer, en seniorforsker, to seniorrådgivere og fire ph.d.-studerende til forskningsarbejdet. Øens vigtigste opgave er dog det veterinære beredskab.

- Beredskabet er vores kerneopgave. Og så kan man sige, at vores forskning kan deles op i den anvendelsesorienterede forskning og den lidt mere grundvidenskabelige forskning, hvor den første går ind og direkte støtter beredskabet og vores viden omkring de eksotiske sygdomme, mens den anden del er genteknologi-baseret og beskæftiger sig med patogenese og forebyggelse, fortæller Louise.

Kirsten fortæller om sin tid på Lindholm i 90’erne. Dengang var der plus på kontoen, når året var omme, og regnskabet gjort op. Så kunne øens forskerhold sætte sig og beslutte, hvilke  forskningsprojekter overskuddet skulle gå til. Men med tiltagende sparekrav, og de omlægninger, som Lindholm sidenhen har været igennem, vendte skuden og overskuddet til et underskud, der ikke gav meget frihed til nye interne forskningsprojekter.

- Før havde vi nemmere ved at lave det, der hedder interne forskningsprojekter. Og hvis der var noget, der dukkede op, eller vi sagde, »det her det kunne være spændende at arbejde videre med«, så kunne vi som et forudseende beredskab tage os tid til at lave det. De ting har vi været nødt til at skære væk. Lige nu hedder det, at hvis du ønsker at lave et forskningsprojekt, er du velkommen, men du er nødt til selv at finde pengene udenfor budgettet. Det vil sige, at du skal ind og søge ved forskningsrådene, fonde, organisationer eller virksomheder, fx Novo Nordisk, og de skal vurdere, om dit projekt er interessant nok til, at de vil give penge til det. Og eksotiske virus er ikke et område, der er højt prioriteret, fortæller Louise.

At forberede sig på et udbrud

Medierne er en ubarmhjertig størrelse, der oftest kun retter kikkerten mod katastroferne og sjældent hiver overskrifter i land fra de rolige farvande. »Der er stadig ikke svinepest i Danmark« er således ikke en nyhed og kan derved ikke minde os om vigtigheden af det arbejde, der udføres på Lindholm. Det sidste udbrud af mund- og klovesyge i Danmark var i 1983, og for den klassiske svinepest skal vi helt tilbage til 1933. Mistanker opstår dog alligevel, og der er beredskabet på Lindholm klar i alle døgnets 24 timer.

- Vi har en bådfører, som kan sejle færgen, og som er her uden for almindelig dagvagt, og vi har altid en dyrlæge på telefonvagt. Så i det øjeblik, der kommer en mistanke, som bliver ringet ind,  kontakter han den vagthavende dyrlæge. Og så går tingene i gang, siger Louise.

Hvis der konstateres et udbrud, står dansk landbrug i en helt særlig situation, da eksporten omgående vil lukke ned, fortæller Kirsten. I 2017 eksporterede Danmark for 32 mia. kroner grisekød, men når den hane lukker, er den ikke sådan lige at åbne igen, hverken når det gælder mund- og
klovesyge eller de to typer svinepest.

- Man kan sige, at for den første ko eller vilde eller tamme svin, der får konstateret en af de tre sygdomme, og til at vi kan eksportere vores landbrugsprodukter igen, går der minimum tre måneder - og hvis man begynder at vaccinere minimum seks måneder. En sådan situation vil bl.a. betyde, at rigtigt mange grise må aflives, fordi der simpelthen ikke er plads til dem i staldene, når slagtegrisene ikke kan sendes afsted, forklarer Kirsten.

En ting er de økonomiske konsekvenser, men med en sådan nedslagning af dyr, der ikke ender på nogens tallerken, kan mediekikkerten få travlt. For selvom, der er fastlagte procedurer for, hvordan et sådan udbrud skal håndteres, er det ikke sikkert, at det er noget, folk vil se på med milde øjne, mener Louise.

- Rent samfundsmæssigt, så vil det kunne give genlyd, for hvad vil folk sige til, at der bliver destrueret mange tusinde dyr, som er raske. Men det gør man jo simpelthen for at kontrollere og opdæmme for et udbrud. Det tror jeg da, ville kunne give et skrig igennem samfundet, hvis det ikke håndteres med den rette vægt på nødvendigheden.

På Lindholm forbereder man sig på denne situation, fordi enhver mistanke, der kommer til øen, potentielt kan skade dansk landbrug betydeligt. Men Kirsten og Louise ved, at de har styr på deres del af opgaven, hvis dagen skulle komme. Så selv, når helikopteren lander med en prøve, er der ingen rysten på hænderne.

- Nice and easy. Det kører, lover Kirsten, tager en tår af kaffen og nikker konstaterende mod Louise.

- Vi har nogle gode laboranter.

- Ja, vi har nogle meget dygtige laboranter, smiler Louise.

- De er stærke i de forskellige tests, der skal køres. Og mistankerne kommer jævnligt, så på den måde er det bare... et stykke arbejde. Det er ikke sådan, at vi allesammen sætter os ned, paniske og siger »nej, kommer der en mistanke!«. Fordi vi har et system der virker, og vi ved, hvordan vi skal
håndtere det, siger hun. 

Det er ikke, fordi det vælter ind med mistanker om svinepest, men indimellem kommer der et par stykker. Louise vil skyde på cirka ti om året, hvor der så undersøges både for klassisk og afrikansk svinepest. Til gengæld kommer de ofte, når vi andre er taget på weekend.

- Det er tit sådan, at landmanden har gået og kigget på de her dyr i ugens løb. Louise rynker brynene og ser tænksom ud.

- Så siger han: »Ah, hm, nå… vi bliver nødt til at gøre noget inden weekenden«. Så det er faktisk rigtig tit, at det er sidst på ugen. Men ikke altid.

Kirsten leder i tankerne og erklærer så muntert:

- Under julefrokosten har vi også flere gange haft en mistanke. Og i påsken.

Vandkantsdanmark

Tilbage i 1925 var C.O. Jensen og det nedsatte udvalg, der skulle etablere forsøgsstationen, i tvivl.  Det krævede veluddannet personale at løse den forestående opgave, men kunne de finde sig til rette på et så afsides sted som en ø? »Videnskabsmænd, der er vant til storbyens liv, vil næppe leve en flerårig tilværelse som en anden Robinson Crusoe«, skrev de. Om det er, fordi der er en Robinson Crusoe gemt i de to forskere ved bordet, ved jeg ikke, men at Kirsten og Louise har værdsat alle årene på den lille ø, er der ingen tvivl om. Flere gange i deres tid på Lindholm har de dog troet, at nu var det nu, nu skulle de flyttes. Men hver gang fik de lov at blive. Sidste gang var i 2003, da en bevilling til en ny bygning til arbejdet med mund- og klovesyge gik igennem. Dengang blev man ifølge Kirsten reddet af landspolitikken og debatten om at bevare arbejdspladser i de ydre dele af landet.

- Der havde lokalpolitikerne været involverede og havde kørt på sagen og fået det til at blive landspolitik. Så for at kunne bevare arbejdspladser, besluttede man sig for at investere i en ny bygning til mund- og klovesyge her på Lindholm, herude i… hvad kalder de det?

Hun ser på Louise. »Vandkantsdanmark«?

Louise smiler:

- Jeg tror vist, de siger »udkantsdanmark«, men »i vandkanten af Danmark« er bedre.

Og de nikker let mod hinanden.

Og i vandkanten venter Jan med færgen. På øen har jeg fundet ud af, at han er én Jan ud af tre, der arbejder med færgeoverfarten.

- Jan, Jan, Jan og så Claus. Men det er to Jan'er i dag, fortæller Louise.

På hjemturen bliver jeg derfor nødt til at  spørge ham om en ting:

- Er det rigtigt, hvad man siger, om de tre Jan'er? At der er den gode, den onde og så ham fra Bogø?

Jan slår i bordet og griner højlydt, og jeg må tilstå, at det er Jan fra Bogø, der også arbejder i dag, der har afsløret forholdet.

- Jamen, så er det nok mig, der er den onde, siger han lavmeldt med et smil ogser lidt ud på vandet, og jeg må spørge, hvordan sådan en som ham, dog kan være »den onde«.

- Det er nok, fordi jeg er chef. Så det ligger jo eksplicit i det, konstaterer han med en brummen.

Stod det til overfartslederen fortsatte turen frem og tilbage mellem Lindholm og Kalvehave nogle år endnu, indtil pensionens indtræden. Men tiden må vise, hvilken overfart chefen lander på, når alt engang er fragtet fra Lindholm, og der ikke er mere at gøre her. Nogen færgefart til seruminstituttet bliver han nok ikke bedt om at varetage, griner han tørt. Så indtil videre er han her, i sejlrenden til den lille ø i Stege bugt, og det er også godt nok, så længe det varer.

- Men altså, et sted i afvikling er jo aldrig lige så sjovt som et sted i udvikling. Det må man jo acceptere. Det er altid sjovere at være med, når det går opad, siger han og ser frem mod kajen.