Solen bager ned over søer og pattegrise på Danmarks største økologiske svinebedrift, Hestbjerg Økologi uden for Holstebro. Græsset er gult og afsvedet, og vandvognen skrumler i fast rutefart hen langs farefoldene med friske forsyninger til drikketrug og sølebade. Varmen er så massiv, at både dyr og mennesker nemt kan gå ned med hedeslag.
Men søerne på Bertel og Marianne Hestbjergs marker er heldige, for de har et alternativ til den solsvedne mark. Langs den ene side af foldene kan de mindes deres forfædres liv som skovsvin i den svalende skygge under popler og andre træer. Fyrre af bedriftens ca. 1.000 hektar er tilplantet med træer for at give dyrene mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd. Poplerne lægger også navn til grisene, der markedsføres under navnet »Poppelgris«.
De 1.500 søer er også heldige på andre måder. De har ikke alene egne popler og eget sølebad i hver farefold. De har også egen dyrlæge. Hestbjerg Økologi har som den eneste økologiske svinebedrift i landet ansat en bedriftsdyrlæge, Niels Peter Baadsgaard, som dagligt overvåger sundhedstilstanden i besætningen.
Baggrund som forsker
Med Niels Peter Baadsgaard som sundhedens vogter har Hestbjerg Økologi fået en dyrlæge, der kan sit kram. På sit CV har han ti år som praktiserende dyrlæge med kvæg og svin, et job som forskningsassistent ved det, der dengang hed Statens Husdyrbrugsforsøg i Foulum og en ph.d. i klinisk veterinær epidemiologi fra forskningscenteret i Foulum, som i mellemtiden var blevet en del af Aarhus Universitet. Senest var han fra 2005 til 2014 forskningschef ved Videncenter for Svin i Skejby.
Den strømlinede karriere tog imidlertid et brat sving, da han i 2014 sagde sit job i Skejby op på grund af stress og etiske konflikter på arbejdspladsen. Efter et pusterum vendte han dog tilbage til sit arbejdsfelt, svineproduktion, men nu på en anderledes konkret og håndgribelig måde: Han tog et job som grisepasser på Hestbjerg Økologi.
- Det var helt fint at passe grise, og på en måde var det lidt som at vende tilbage til det, jeg kommer fra og var glad for som barn. Jeg er vokset op på et landbrug, og det, der i sin tid fik mig til at læse til dyrlæge, var interessen for dyrs biologi og glæden ved at arbejde med dem.
Hans nye arbejdsgiver, Bertel Hestbjerg, blev dog snart klar over, det var en guldgrube af viden og indsigt i svins biologi og epidemiologi, han havde fået med Niels Peter Baadsgaard, og grisepasseren blev hurtigt opgraderet til dyrlæge.
Økologisk bedriftsdyrlæge
- Størstedelen af min arbejdstid, måske 70 pct., går med at tjekke dyr og snakke med personalet. Vi har mange enkeltdyrsbehandlinger, og ifølge økologireglerne skal dyrlægen stille diagnose og aftale behandling hver eneste gang, der bliver givet medicin. Og det er jo ulig meget lettere, når jeg er her i hverdagen, siger Niels Peter Baadsgaard.
Dialogen med de 28 ansatte, som passer de mange dyr, er en meget vigtig del af hans arbejde. Det er afgørende, at medarbejderne har øjnene med sig og med den samme opdager soen, som er ved at få farefeber, eller den lille gris med diarré.
Injektionssprøjterne er dog sjældent i brug. Antibiotikaforbruget hos søerne ligger på 5-10 pct. af det normale i konventionel indendørs produktion, og pattegrisene får ikke zink i foderet og stort set aldrig antibiotika. Det betyder dog ikke, at syge dyr går ubehandlede omkring, understreger Niels Peter Baadsgaard.
- Men behovet for behandling er mindre, når produktionssystemet tager udgangspunkt i dyrenes behov og naturlige adfærd. Svinet er for eksempel oprindeligt et skovdyr, og derfor får dyrene adgang til skov, og det benytter de sig i høj grad af. Under naturlige forhold fravænner soen selv grisene, når de er cirka ti uger, og derfor gør vi også det. På den måde er vores produktionssystem ikke teknisk avanceret, men det kræver til gengæld en avanceret forståelse af dyrenes adfærd og biologi, forklarer han.
Ti ugers fravænning
I økologisk produktion er der krav om, at grisene går syv uger hos soen. Med ti ugers fravænning er Hestbjergs pattegrise nogle ordentlige klepperter, som typisk vejer 26-30 kilo – nogle gange mere. Den sene fravænning er ifølge Niels Peter Baadsgaard med til at gøre dem mere robuste og sikrer en høj immunologisk status ved fravænning.
Ti ugers fravænning hører med til det særlige produktionskoncept »Poppelgrisen«, som Bertel og Marianne Fløe har udviklet. Det er ét af fire frivillige velfærdskrav, de har pålagt sig selv. Skyggende træer i alle farefolde er et andet krav, mens økologiske rodfrugter til søer og slagtegrise otte måneder om året er et tredje, og »wellness-center« med lyngflis til slagtegrisene at rode i er det fjerde.
- Målet med velfærdskravene er at skabe et miljø, hvor dyrene i størst muligt omfang kan udfolde deres naturlige adfærd og æde, som de ville have gjort i naturen. Det styrker sundhed og robusthed og holder medicinforbruget nede. Når dyrene går frit og bevæger sig meget, er søerne simpelthen så stærke og i så god kondition, at de føder meget let. Vi ser så godt som ikke farefeber, siger Niels Peter Baadsgaard.
- Når det gælder pattegrisene, ser vi af og til ledbetændelse. Det er ikke et stort problem, men det forekommer, og der vælger vi den barske løsning og slår grisen ihjel. I mange tilfælde er en gris med ledbetændelse så svag, at den alligevel dør, selv om den bliver medicineret, og den kan ikke klare sig i det udendørs miljø, hvis den er svækket fra begyndelsen.
- Når grisene bliver gående hos soen og har meget plads og frie rammer, er smittepresset meget lavt. Vi lægger også stor vægt på ikke at flytte dem for meget. I de første to døgn udligner vi kuldene, men derefter bliver pattegrisene ikke flyttet før fravænning, og dermed kan vi næsten undgå coli-diarre, forklarer Niels Peter Baadsgaard.
Halebid fortsat et problem
Slagtegrisene på Hestbjerg går indendørs med adgang til det fri, men de har væsentligt mindre plads, end de havde som små. Og halebid kan være et problem som i alle andre besætninger. - Som alle andre steder gælder det her om at optimere adgangen til vand, foder og plads. Og jo højere belægningsgrad, jo mere halebid. Det er ikke ny viden – sådan er det i alle systemer. Men det, vi kan konstatere, er, at de grise, som går på dybstrøelse, ikke bider haler, siger Niels Peter Baadsgaard.
Han lægger ikke skul på, at han gerne så flere slagtesvin i dybstrøelse, også på Hestbjerg, hvor det ikke er alle grise, der er så heldige at have den mulighed, selv om alle har strøelse, som de økologiske regler foreskriver.
Forfejlede avlsmål
I kanten af poppelhegnet har to velvoksne pattegris sluppet deres tag i mor og tumler videre i skyggen af træerne, mens soen langt om længe kan fortsætte kursen mod sit sølebad. Der er store krav til hende som mælkeproducent, men til gengæld er der ikke så mange grise at tage sig af. 35 eller 40 grise pr. årsso er ikke ønskedrømmen her – og slet ikke for Niels Peter Baadsgaard.
- For det første er det ikke muligt at fravænne så mange grise i økologisk produktion og samtidig overholde reglerne – og slet ikke her, hvor vi har ti ugers fravænning. For det andet er der ikke nogen idé i at få så mange grise pr. kuld, som man stræber efter med de nuværende avlsmål, siger han.
- Jeg er meget kritisk over for den konventionelle avlsstrategi, og især over for at man bliver ved med at avle efter stadigt flere levendefødte grise pr. kuld. Det giver mange problemer i hele produktionskæden både i konventionel og økologisk svineproduktion.
- Smågrisedødeligheden er den ømme tå, og den stigende kuldstørrelse gør problemet værre. Jo flere grise pr. kuld, jo lavere er fødselsvægten, og med de nuværende avlsmål ser vi, at den falder og falder. Men så snart kuldstørrelsen kommer over 15, stiger dødeligheden markant. Det er et problem i den konventionelle produktion, og hos os er der kontant afregning med det samme: Hvis grisene er så små, at de ikke selv kan bevæge sig rundt i halmen inde i farehytten, har de ingen chance, understreger han.
En ny type LY-so
For at få søer, der passer til produktionsformen, vil Hestbjerg Økologi i fremtiden nu forsøge sig med LY-søer med gener, der komme fra Norsk Landrace og en hollandsk Yorkshire. De nye søer skal leveres af Bovbjerg Økologi ved Give, som bl.a. avler efter mindre kuld og roligt temperament hos søerne. Bovbjerg Økologi er desuden med i et udviklingsprojekt sammen med genetikere ved Aarhus Universitet i Foulum, hvor målet er at udarbejde et indeks for de egenskaber, man gerne vil fremme hos de nye LY-søer. Nogle af de nye søer er allerede testet i produktionen på Hestbjerg Økologi.
- Indtil videre er vores erfaringer meget positive. Søerne har flere patter end de almindelige LY-søer, de får færre grise pr. kuld, og grisene er mere ensartede med højere fødselsvægt. Vi ser også allerede, at temperamentet er meget bedre. Søerne er nemmere at håndtere og mere tillidsfulde. Man oplever en markant forskel, når man kommer ud i marken og går mellem dyrene, og det har enorm betydning for personalet. siger Niels Peter Baadsgaard.
Udfordringer for sundheden
Endelig! Den varme so når frem til sit sølebad og smider sig i det svalende mudder. Mudder er godt, når man nu som gris ikke kan svede!
- Vejret er vigtigt for grisenes velbefindende, og i sommerens hedebølge er enkelte søer bukket under for hedeslag. På den sandede jord er det svært at holde sølebadene våde hele tiden, for vandet løber lige igennem, siger Niels Peter Baadsgaard.
Varmen er svær at klare både for dyrene og for personalet, men i 2017 var det alt for meget regn, der gav problemer. På friland er der i det hele taget mange udfordringer, som er ukendte inde i de højteknologiske svinestalde. Der er ravne og ræve, som skal holdes i skak, så de ikke snupper for mange grise, der er parasitter, som betyder obligatorisk ormekur til alle dyr. Der er opgaver nok til at holde en dyrlæge beskæftiget med rådgivning om sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme, og Niels Peter Baadsgaard har brug for hele erfaringspaletten fra sine mange år med forskning og rådgivning.
- De erfaringer, jeg har med fra mit arbejde både som dyrlæge og forsker, kan jeg i høj grad trække på her, siger han.
- Som gammeldags praktiserende dyrlæge var jeg først og fremmest brandslukker, men her kan man arbejde med alle aspekter af faget og hele produktionssystemet. Det er det, som gør jobbet så tilfredsstillende, siger den økologiske bedriftsdyrlæge på Hestbjerg Økologi.
