Tidl. professor: »Jeg havde en ufravigelig tro på, at forskningsintegritet var centralt for mit virke. Det er jeg blevet afkræftet i«

I 2015 blev medlemslandene i EU opfordret til at undersøge forekomsten af Toxoplasma gondii i dyr og mennesker. Parasitten estimeres at forårsage flere end 1 million tilfælde af human toxoplasmose i Europa og kan for gravide og folk med svækket immunforsvar betyde alvorlig sygdom. Som dyrlæge og daværende professor i parasitære zoonoser var Maria Vang Johansen oplagt til at tage del i arbejdet, så hun tog opgaven på sig og gik i gang.

- Til min store overraskelse var der stort set intet lavet i Danmark, så det var jo et naivt grundlag at tage udgangspunkt i. Så jeg fik fat i to veterinærspecialestuderende og gik i gang med at lave et pilotprojekt i danske svin og kiggede på søer og slagtesvin, fortæller Maria.

Studiet viste, at blandt svin fra indendørs besætninger var 3 % af slagtesvinene og 34 % af søerne positive for antistoffer rettet imod T. gondii. For slagtesvin fra udendørs besætninger var tallet 11 %, står der i artiklen, der blev udgivet i Veterinary Parasitology: Regional Studies and Reports.

Specialerne viste sig dog også at føre til det næste projekt, der skulle blive Marias sidste på KU. Vi bringer her historien, der af den ene part omtales som en trist sag om samarbejdsproblemer både internt og eksternt, og af den anden som et grelt eksempel på brud på forskningsfriheden.

Anså det for kontraktbrud

I kølvandet på pilotprojektet gik Maria som repræsentant for KU sammen med kolleger fra Statens Serum Institut og Landbrug & Fødevarer (L&F) om at gennemføre et erhvervs-ph.d.-projekt, der kunne gå i dybden med de resultater, pilotprojektet umiddelbart havde vist, og i 2018 var fondsmidlerne på plads, og en ph.d. var ansat.

Det overordnede formål med projektet var at belyse udbredelsen af T. gondii i Danmark og parasittens zoonotiske potentiale i transmissionen fra danske svin til mennesker, som det står i projektbeskrivelsen til Innovationsfonden.

Allerede kort efter projektstart viste der sig dog at være uoverensstemmelser. De penge, der skulle finansiere projektet, havde L&F allerede søgt, ligesom de havde gennemført og startanalyseret data, hvilket det ellers var meningen skulle foretages af den ph.d.-studerende, fortæller Maria.

Maria, der ud over sit virke som parasitolog også har forsket og undervist i forskningsetik, kom hurtigt til tasterne og kontaktede først sin sektionsleder og dernæst institutlederen om det kontraktbrud, hun mente, L&F som samarbejdspartner havde begået.

Hun blev i første omgang bakket op af institutleder Birgit Nørrung, Institut for Veterinær- og Husdyrforskning, og ligeledes af den såkaldte named person, som er en særligt udpeget person på universitetet, der kan adspørges i spørgsmål om god videnskabelig praksis og tvivlsom forskningspraksis.

Den følgende måned møder Maria vejlederholdet fra L&F og SEGES på Axelborg for at diskutere sagen. I et mødereferat, som DVT har set, beskrives det, hvordan Maria først blev informeret, efter at prøveindsamling og analyse allerede var i gang. Et forhold, som hun som forsker finder meget foruroligende.

- At en interesseorganisation tager kontrol over data, er i min optik fuldstændig uacceptabelt, siger hun.

L&F anså dog ikke det igangsatte arbejde for kontraktbrud, fremgår det af referatet, men mente, det var positivt, at der nu forelå data til brug i projektet.

Ny drejning i sagen

På mødet blev parterne enige om, at data skulle udgå, og at projektbeskrivelsen skulle omskrives. Projektet skiftede dog igen kurs, da L&F alligevel ønskede, at data skulle indgå i projektet, hvilket til Marias overraskelse nu blev bakket op af institutlederen.

Til dette forklarer Birgit Nørrung til DVT, at den ph.d.-studerende ønskede at anvende de indsamlede data, og at den øvrige vejlederkreds vurderede dem valide. Hun mente derfor ikke længere at kunne støtte Maria i kravet om at lade data udgå af projektet.

 - Det er nemlig den ph.d.-studerendes ret selv at vælge data og metode, da den ph.d.-studerende er ansvarlig for sit eget ph.d.-projekt og skal stå til regnskab for det ved at skulle aflevere en ph.d.-afhandling, som skal forsvares over for et uvildigt bedømmelsesudvalg. En ph.d.-studerende ansat af L&F skal leve op til de samme regler og krav om god forskningsetik og -praksis som en ph.d.-studerende, der er ansat på universitetet, og kommer til at stå til ansvar for det. Det, at den ph.d.-studerende ønsker at inddrage et datasæt i sin afhandling, som hun har arbejdet med på et ph.d.-kursus, og som rigtigt nok er genereret af L&F, kan jeg som leder ikke nægte hende, og det kan Maria heller ikke som vejleder, svarer institutlederen.

Principper for forskningsbaseret samarbejde

Ser man på de danske universiteters principper og anbefalinger for forskningsbaseret samarbejde og rådgivning fra februar 2021, skal rolle- og ansvarsfordeling fastlægges i forbindelse med projektbeskrivelsen, hvor det også afklares og beskrives, hvordan samarbejdspartneren skal involveres undervejs i projektet. Hertil bør dokumentation og transparens danne grundlag for de beslutninger, der tages undervejs i projektet, beskrives det i aftalepapiret.

I projektbeskrivelsen til Innovationsfonden står der om T. gondii-projektet, at det er den ph.d.-studerende, der med hjælp fra slagteriansatte skal stå for dataindsamlingen.

Spurgt ind til, hvorvidt det pågældende ph.d.-projekt levede op til omtalte principper, svarer Birgit Nørrung:

- Der var lavet en projektbeskrivelse fra start af – det skal der gøres i alle ph.d.’er. Og der må jeg bare sige, at ja, det er rigtigt, den ønskede man at få ændret undervejs, og det sker bare rigtig tit, siger hun og fortsætter:

- Men det er ikke at bryde en kontrakt, at et ph.d.-projekt ønskes ændret hen ad vejen, når den ph.d.-studerende kommer i gang med arbejdet og får set nærmere på data og metoder. Ændringen blev jo i øvrigt også støttet af den øvrige vejledergruppe, som ud over en vejleder fra L&F omfattede en SSI-forsker. Senere blev ændringen også støttet af en anden KU-forsker, der senere blev vejleder.

Hvem der står med ansvaret for at træffe beslutning om ændring af det aftalte forløb for ph.d.-projektet, er der altså ikke enighed om blandt sagens parter.

Heine Andersen, der er professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og forfatter til bogen Forskningsfrihed og adskillige videnskabelige artikler om forskningsetik og principper for forskningsfrihed, har hjulpet Maria undervejs i forløbet, og han deler hendes kritik.

- Først og fremmest er der sket brud på ph.d.-bekendtgørelsens § 10, hvor det klart fremgår, at der kun kan ske større ændringer i ph.d.-forløbet på baggrund af en udtalelse fra ph.d.-vejlederen. I planen stod, at ph.d.’en skulle foretage dataindsamling. Dette bortfaldt med ændringen i planen, og det skete i direkte modstrid med ph.d.-vejlederens indstilling, siger Heine Andersen til DVT.

Birgit Nørrung mener dog ikke, at der er tale om lovbrud.

- Nej der er ikke sket brud på ph.d.-bekendtgørelsens § 10, som i øvrigt er fejlciteret og -fortolket. Hele forløbet omkring denne ph.d. er forløbet i henhold til reglerne og i tæt dialog med daværende leder af ph.d.-skolen ved SUND og under størst mulig hensyntagen til den ph.d.-studerende og projektet.

Maria bad Praksisudvalget om at genvurdere deres svar og følger op med en række punkter, som hun  mener, udvalget ikke havde taget stilling til i deres svar på hendes klage. Efterfølgende forelagde hun sagen for rektor for KU, Henrik C. Wegener, men måtte flere gange rykke for at få svar. Først efter ombudsmanden blev involveret i sagen, fik Maria svar.

Forelagt Marias kritik af forløbet svarer Henrik C. Wegener DVT, at det ligger uden for hans beføjelser som rektor at tage stilling i sager afvist af praksisudvalget.

»Praksisudvalget fungerer som et uafhængigt organ og er i deres behandling af konkrete sager ikke underlagt rektor. Ligeledes kan udvalgets udtalelser heller ikke påklages til anden administrativ myndighed, og rektor har således ikke bemyndigelse til at få sager genoptaget af Praksisudvalget. Det er Praksisudvalget, der selv tager stilling til spørgsmål om genoptagelse af sager for udvalget«, svarer han i en mail.

Til spørgsmålet om, hvorfor Maria måtte vente mere end syv måneder på svar, lyder det, at hendes henvendelser var havnet i en forkert postkasse, hvilket først blev opdaget, efter at ombudsmanden var involveret.

Deklarering af interessekonflikt

Et af klagepunkterne i Maria Vang Johansens klage til Praksisudvalget gik på, at L&F angav »no conflict of interest« i forbindelse med publicering af en videnskabelig artikel. Praksisudvalget afviser, at det i dette tilfælde skulle være ensbetydende med tvivlsom forskningspraksis ikke at opgive en interessekonflikt, men Maria mener ikke, at udvalget har forholdt sig til problemet. En kritik, som Heine Andersen er enig i. Han mener, at Praksisudvalget ikke har behandlet hendes klagesag korrekt.

- Dels bagatelliserer de det med interessekonflikten, men har også lagt en forkert information til grund. De har lagt til grund, at L&F-forskeren har glemt at oplyse det med interessekonflikt. Det er ikke rigtigt. L&F-forskeren har angivet, at der ikke er en interessekonflikt. Det har Praksisudvalget misforstået.

I sagsakterne, som DVT har fået forelagt, fremgår det, at Praksisudvalget efterfølgende bliver gjort opmærksom på forskellen mellem passivt og aktivt at deklarere en interessekonflikt, men at udvalget alligevel holder fast i, at dette ikke betyder, at der er tale om tvivlsom forskningspraksis, da L&F på anden måde oplyser, at der er tale om en interesseorganisation.

Heine Andersen mener dog heller ikke, at Praksisudvalget forholder sig til det vigtigste spørgsmål om tvivlsom forskningspraksis i sagen – at L&F begik det, han og Maria omtaler som aftalebrud.

- De har slet ikke har taget stilling til det med aftalebrud. De har læst det, som om klagen alene gik på det forhold, at man havde anvendt et datasæt fra tredjepart. Og hvis dette var tilfældet, ville det være noget andet. Men klagepunktet er, at der er tale om et aftalebrud og en fravigelse af den aftale, man havde indgået, og som skulle have været fulgt. Dermed også et brud på de krav om ærlighed, åbenhed og gennemsigtighed, som fremhæves i det danske kodeks for integritet i forskning, påpeger Heine Andersen.

Sagen ligger nu hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (UFS) og har endnu ikke fået sin afslutning. Uden at tage stilling til de konkrete forhold i sagen fremkommer Praksisudvalget i deres seneste svar til UFS dog med en generel udtalelse om tvivlsom forskningspraksis.

- Efter udvalgets opfattelse vil det være udtryk for tvivlsom forskningspraksis, at en forfatter til et videnskabeligt produkt undlader at bringe sin ansættelsesmæssige tilknytning til en organisation frem, når det ligger klart, at denne organisation har til opgave at varetage interesser, der kan
tænkes påvirket af det videnskabelige produkt, står det i svaret.

Selvom Maria hidtil er blevet afvist af KU, håber hun på, at hendes sag kan belyse et problem omkring forskningsfrihed. Hun fortsætter derfor med at kæmpe.  

- Jeg har hele vejen igennem læst mig til: Hvad er den næste instans? Hvem er den næste, jeg skal kontakte? Hvad er den næste måde, jeg kan gøre opmærksom på det her på? For jeg tror på, at hvis man er et ordentligt menneske, så kommer man længst. Det har været min grundholdning i det her. Jeg tror ikke, at jeg kan lave noget om ved at råbe og skrige på gaden.

En trist sag

Spørger man Birgit Nørrung, handler sagen om interne uenigheder og et samarbejde, der aldrig gik op. Hun forklarer, at sagen har været med til at sætte ekstra fokus på deklarering af interessekonflikter, men at dette også skal ses i sammenhæng med et generelt øget fokus på opretholdelse af armslængdeprincippet på landets universiteter. Mest af alt mener hun, at der er tale om en trist sag.

- Det er jo bare rigtig kedeligt, når der er mange mennesker, der skal samarbejde om noget, og når det samarbejde kører fuldstændig af sporet. Det er trist, og der er rigtig mange mennesker, som har været kede af det forløb her. Jeg betragter det som uenigheder mellem folk i en vejledergruppe, voksne mennesker, flere professorer og eksterne parter og så en ph.d.-studerende, som er den svage part i sådan en sag her.

Maria har på den anden side følt sig modarbejdet af en enig ledelse på hendes universitet, der ikke har bakket hende op i det, hun har oplevet som et klart brud med armslængdeprincippet og god forskningspraksis.

- I min 32-årige forskningskarriere har jeg aldrig oplevet lignende før. Når man samarbejder, så regner man med, at man kan stole på mundtlige aftaler og i hvert fald skriftlige aftaler, og jeg havde en ufravigelig tro på, at forskningsintegritet var centralt for mit virke. Det er jeg blevet afkræftet i.

At hun ikke har givet op, hænger sammen med den stærke overbevisning om, at hendes sag vidner om et generelt problem, hun mener er helt afgørende at gøre op med. Hendes håb er derfor at vise, at der her er tale om et større problem.

- Jeg håber, at landbrugs- og veterinærforskning i Danmark bliver underlagt forskningsetiske retningslinjer på linje med den humane sundhedsforskning. Og jeg håber, at der er nogle uafhængige forskere, som vil undersøge forekomsten af toxoplasmose i Danmark. Toxoplasmose er et potentielt stort humant sundhedsproblem såvel som veterinært problem i Danmark. Men det kræver, at der er nogle uafhængige, der tør og kan stille sig op mod interesseorganisationerne og få lov at undersøge det.

DVT har under udarbejdelsen af artiklen været i løbende kontakt med L&F, som er blevet forelagt kritikken. Umiddelbart før udgivelse er L&F vendt tilbage med følgende kommentarer:

»Landbrug & Fødevarer er uenige i præmissen for både kritik og artikel. Om rammerne for en erhvervs-ph.d. skriver Innovationsfonden, at kandidaten ansættes i en privat virksomhed og indskrives på, eller arbejder sammen med, en offentlig forskningsinstitution. Kandidaten arbejder på det samme forskningsprojekt begge steder.

Vi kan slet ikke genkende Maria Vang Johansens fremstilling af sagen. Vi noterer os, at KUs Praksisudvalg har afvist anklagerne. Det er et uafhængigt organ i forskningsverdenen.

Det er en sag, som har handlet om dårligt samarbejde, og som alle involverede er kede af. Vi tror, at alle berørte personer har bedst af at lægge begivenhederne bag sig og se fremad.«