I 2025 besluttede Faggruppe Kvæg og andre Produktionsdyr at igangsætte projektet Egenkontrol af mastitispatogener i praksis. Formålet er at give praktiserende dyrlæger mulighed for at gennemføre en årlig egenkontrol som kvalitetssikring af den mastitisdiagnostik, som mange udfører rutinemæssigt i praksis. Samtidig skal egenkontrollen bidrage til at fastholde et ensartet fagligt niveau og understøtte oplæringen af nye medarbejdere og kommende mastitislaboranter i praksis, så kvaliteten i diagnostikken bevares over tid.
Projektet er fortsat i en tidlig fase og kan – afhængigt af opbakning og erfaringer fra deltagerne – videreudvikles og justeres i de kommende år.
Projektet er tænkt som et praksisnært kvalitetssikrings- og læringsredskab for praktiserende dyrlæger og ikke designet som et videnskabeligt studie.
Deltagelse i første forløb
Det første forløb blev gennemført i efteråret 2025. I alt deltog 10 praksisser fordelt over landet:
- 3 praksisser fra Region Hovedstaden
- 1 fra Region Sjælland
- 3 fra Region Nordjylland
- 1 fra Region Midtjylland
- 2 fra Region Syddanmark
Forud for den egentlige udsendelse modtog fire praksisser – repræsenteret i faggruppens bestyrelse – et tilsvarende prøvesæt. Formålet var at pilotteste materialet og afdække eventuelle fejl, mangler eller behov for justeringer i set-up, instruktioner og svarformat, inden egenkontrollen blev udsendt til de øvrige deltagere.
Prøvemateriale og faglig validering
Egenkontrollen bestod af i alt 16 prøver:
- Klebsiella pneumoniae
- 2 × Streptococcus uberis (heraf én mucoid)
- 2 × Escherichia coli (heraf én hæmolytisk)
- Streptococcus dysgalactiae
- Streptococcus agalactiae
- Enterococcus faecium
- Staphylococcus succinus (CNS/NAS)
- Staphylococcus xylosus (CNS/NAS)
- Diutina rugosa (gær)
- 2 × Staphylococcus aureus
- Trueperella pyogenes
- Forurenet prøve
- Steril prøve
Alle mastitisagens var oprindeligt isoleret på LVK-laboratoriet. Her blev isolaterne rendyrket og gentestet for vækst på CHROM Orientation agar™ samt blodagar (BA) med 5 % kalveblod, 0,1 % esculin og henholdsvis 0, 0,1 og 1 IE-penicillin.
Bakterieisolaterne samt tilstedeværelsen af enzymet beta-lactamase blev desuden verificeret ved qPCR ved brug af DNA Diagnostic A/S Mastit 4, B, D og F-kit.
Isolaterne blev herefter overdraget til professor Karl Pedersen, Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab – ANIVET til verifikation ved MALDI-TOF, inden de indgik i egenkontrollen.
Der blev samtidig gennemført vækstforsøg samt spiking af mælk med forskellige koncentrationer af kulturerne for at opnå et passende bakterieindhold i prøverne. Koncentrationen af bakterier blev herefter justeret med henblik på at opnå et passende antal kolonier ved udsæd fra prøverne. Derudover blev overlevelse ved nedfrysning testet for hver bakterie.
Protokollen for fremstilling af prøverne blev sammen med en blindet liste over kulturernes nummerering overdraget til LVK-laboratoriet. Laboratoriet stod herefter for fremstillingen af prøverørene ved tilsætning af de foreskrevne mængder af bakteriekulturer i mælk, efterfulgt af nedfrysning og udsendelse til de deltagende praksisser.
Sammen med prøverne modtog praksisserne et svarark i Excel-format med faste svarmuligheder (drop-down-menu) samt en skriftlig vejledning.
Gennemførelse af egenkontrollen
Efter mindre justeringer på baggrund af pilotforløbet blev egenkontrollen udsendt til de tilmeldte praksisser.
Alle deltagere modtog tre dage før afsendelse en varsling om, at prøverne var på vej, samt en mail på afsendelsesdagen med svarark og vejledning.
Der blev lagt op til fleksibilitet i besvarelsen. Praksisserne kunne enten indsende ét samlet svarark pr. praksis eller separate svarark fra flere deltagere. Indsendelse af svarark var en forudsætning for, at faggruppens bestyrelse i samarbejde med Karl Pedersen, kunne foretage en samlet vurdering af egenkontrollens sværhedsgrad og anvendelighed med henblik på eventuel gentagelse eller justering i fremtidige forløb.
Praksisserne havde 14 dage til at analysere prøverne og indsende deres besvarelser. En time efter deadline modtog deltagerne et facitark, og få dage senere blev der udsendt et individuelt evalueringsark.
Økonomi
Projektet blev gennemført med fuld støtte fra PDAs fond, hvilket muliggjorde gratis deltagelse i det første år.
I evalueringen blev deltagerne spurgt, om de ville deltage igen, hvis egenkontrollen fremover blev egenbetalt (anslået deltagerpris ca. 5.000 kr.). Tilkendegivelserne indikerede fortsat interesse for deltagelse, også ved egenbetaling.
Erfaringer fra forløbet
Evalueringerne fra deltagerne var overvejende positive. Der blev dog registreret enkelte logistiske udfordringer i forbindelse med forsendelsen af prøverne.
Én praksis kontaktede arrangørerne på dagen for forventet levering, da pakken endnu ikke var ankommet. Der blev derfor fremsendt en erstatningspakke dagen efter. En anden praksis fandt først pakken tre dage efter levering, hvilket gav udfordringer i forhold til fremdyrkning af bakterierne.
De indsendte resultater er gennemgået af faggruppens bestyrelse og Karl Pedersen. På baggrund af gennemgangen vurderes egenkontrollen samlet set at have haft et fagligt relevant indhold og et sværhedsniveau, der er passende i forhold til projektets formål.
Resultaterne offentliggøres ikke i denne omgang. Egenkontrollen blev planlagt som et internt kvalitetssikrings- og læringsværktøj for de deltagende praksisser, og deltagerne har ikke på forhånd haft viden om, at resultaterne eventuelt ville blive offentliggjort. Af hensyn til dette og til projektets karakter som egenkontrol har faggruppen derfor valgt ikke at offentliggøre resultater fra første gennemførelse.
Hvis egenkontrollen gennemføres igen fremover, vil faggruppen tage stilling til, om der kan offentliggøres samlede og anonymiserede resultater, så erfaringerne i højere grad kan komme hele faggruppen til gavn.
Faggruppen er positivt indstillet overfor at videreudvikle konceptet, da vi ser det som et vigtigt kvalitetssikrings- og læringsredskab i praksis. Her er det af stor betydning at få tilbagemeldinger og forslag ind fra jer endnu engang. Det vil bidrage til at fastholde den entusiasme, der er drivkraften bag projekter som dette og mange af de andre projekter, vi arbejder med!